Jeg (Preben) deltog i februar i hvad der var annonceret som en intimsmagning af tolv af den piemontesiske producent Brovia's vine hos Domaine Brandis. På programmet var to Barbera, ni Barolo og en Dolcetto. 11 hankønspersoner var mødt frem til smagningen.
Amir Eid
Tom Brandis havde overladt guidningen af smagningen til Amir Eid, som har været hos Domaine Brandis i mange år. Og det skinnede klart igennem, at Amir er stor Brovia-fan med indgående kendskab til alt hvad der er værd at vide om vinene.
Vi smagte to Barbera'er, Barbera d'Alba, Sori' del Drago, 2008 og Barbera d'Alba, Brea, 2006. Den første traditionelt fremstillet med lagring udelukkende på tank, den anden moderne med halvdelen af vinen lagret på 1, 2 og 3-års barriques.
Normalt er jeg ikke den store beundrer af ikke-fadlagret Barbera, men Sori' del Drago bekom mig vel, havde noget mere vægt og koncentration end man normalt finder i typen og passede fint til den frokost-agtige buffet som man kunne forsyne sig ved under smagningen. Naturligvis stadig en vin med fokus på frugt og friskhed. 149 kr.
De barriquelagrede Barbera-typer plejer mere at være mig, men jeg fandt Brea en anelse spøjs med indslag af hvad jeg associerede til fyrrenåle - eller i hvert fald noget lidt spidst og grønligt - i duft og smag. Den forhandles ifølge Brandis' hjemmeside aktuelt ikke.
Der er næppe tvivl om at den lille forsamling, undertegnede inklusive, var mødt frem for at smage Barolo. Vi skulle smage Brovia's basis Barolo og fire Barolo fra enkeltmarker. Fremstillingen er traditionel, dvs. vinene lagres på store fade, og vinene har ry for et højt og konstant kvalitetsniveau og for rimelige mellem-priser. Vinene fra de smagte enkeltmarkers-vine bærer navnene Garblèt Sue', Rocche, Villero og ca' mia.
De yngre vine var blevet trukket op ca. 6 timer før smagningen, mens de ældre var blevet dekanteret. De 6 timer for de yngres vedkommende gjorde næppe den store forskel. I hvert fald kunne jeg konstatere, at vinene udviklede sig meget og hurtigt efter ophældning i glasset, hvilket selvfølgelig gør, at det er vanskeligt præcist at "portrættere" vinene. F.eks. kan karakter og oplevet niveau af tanninerne skifte voldsomt indenfor den tid, vi smagte hver vin over.
Vi begyndte med Barolo 2006, som primært fremstilles af yngre stokke fra Garblèt Sue' marken. Glimrende vin, på samme tid klassisk og fyldig. 299 kr.
Barolo Garblèt Sue' 2006, som Amir fortalte skulle være lidt lettere end den voldsomme Villero, var en dejlig vin, klassisk, diskret og ikke så fremstormende. Tanninerne forekom at at være fine, hvilket umiddelbart gav et for typen relativt blidt præg.
Barolo Rocche 2006, som ifølge Tom Brandis var den
mest "burgundiske" af enkeltmarksvine, havde til at begynde med den mest lukkede
duft og gav der ikke så meget fra sig. Den forekom lidt mere koncentreret end Garblèt Sue'.
Jeg vendte tilbage til vinen flere gange over længere tid, da den pirrede min
nysgerrighed, og vinen vandt hen ad vejen ind på mig og endte med at være min
personlige favorit blandt aftenens vine. Diskret charme, helt klassisk og helt uden den krydring af
tidligere nævnte "fyrrenåle", som jeg fandt i flere af de andre vine.
Barolo Villero 2006, var den mest maskuline af vinene med markant tannin-niveau. Samtidig havde den aktuelt den mest åbne duft, der til forskel fra de andre vine havde toner af blommer. Voldsom og "for meget" lige nu.
Også Barolo Villero 2005 havde meget åben duft. Den ramte dog ikke rigtig min personlige smag, idet fyrrenåle-krydringen her var kraftigere, og denne duft- og smagskomponent måtte jeg konstatere at jeg ikke var vild med, der hvor jeg fandt den i Brovia's vine.
Barolo ca' mia 2005 fandt jeg flot, klassisk, tannisk. Aktuelt dog lidt lukket - i det mindste i den relativt korte tid, jeg havde den i glasset.
Alle de indtil dette tidspunkt smagte enkeltmarks-vine koster 399 kr.
Barolo-delen af aftenen sluttede med Villero, ca' mia og Rocche i årgang 1996. I og med at Brovia's vine trods deres relative "charme" som unge skulle have rigtig godt af nogen lagring, så var det selvfølgelig spændende at se, hvordan de næsten 15 år gamle vine havde det.
Her kommer smag-og-behag-aspektet uomtivsteligt ind i billedet, idet min glæde ved at smage disse tre vine var på et betragteligt lavere niveau end mine medsmageres, så vidt jeg fornemmede. Jeg foretrak langt og meget klart de yngre vine.
Barolo Villero 1996 fandt jeg syrlig, for slank og tørret til min smag. En smule af mine fyrrenåle var der igen, dog klædeligt dæmpet.
Barolo ca' mia 1996 havde den flotteste duft med bl.a. tjære og læder, men den skuffede mig i munden. Stadig tydelige tanniner.
Også Barolo Rocche 1996 havde tobak, tjære og desuden læder i duften. Slank med markant syre i munden. Havde på trods af alderen noget helt ungdommeligt over sig, og skulle jeg vælge en favorit blandt de gamle, ville det nok være denne.
De tre 1996'ere er ikke en del af sortimentet på Domaine Brandis hjemmeside.
