Barolo & Friends 2016

Barolo & Friends 2016

Consorzio I Vini del Piemonte og Strada del Barolo e Grande vini di Langa afholdt for 8. gang Barolo & Friends i København og som sædvanligt i den smukke sal på Børsen i København. Velvalgte omgivelser til præsentation af nogle af denne verdens største vine.

Nogle af producenterne har deltaget adskillige gange, men der er også pæn udskiftning blandt de af konsortiets medlemmer, som deltager. Nogle er med i håb om at finde en dansk importør, andre er veletablerede på det danske marked og deltager for at "vise flaget" overfor deres danske kunder.

Nogle producenter har fundet deres solide plads i de store italienske vinguider, andre ikke. Jeg (Preben) tilstræbte at få smagt på både gamle kendinge, producenter jeg intet kendte til, dem med høje scorer og dem, som guiderne enten ikke har fået øje på, eller som de af andre grunde ikke har fundet plads til.
Her fandt jeg det interessant, at dyre vine (angiveligt 70 € i Italien) fra en estimeret producent forekom overciviliserede og noget kønsløse, mens der var sjove ting at hente i de billigere segmenter fra for mig ukendte producenter.

Barbera-runden

Smagningen ved Barolo & Friends er en gå-rundt-smagning, hvor jeg valgte at indlede med en Barbera-runde. Her fandt jeg to dejlige vine:

Barbera d'Asti Superiore Nizza, Dedicato, Villa Giada, 2013. Den lagres to år i 300 liter fade og havde den lækre blanding af vin- og fadsmag, som jeg værdsætter, når vi snakker Barbera. Vinen forhandles i Danmark af Jysk Vin til 249 kr.

Den anden Barbera, jeg vil fremhæve, er Barbera d'Asti Superiore Nizza, La Court, Michele Chiarlo, 2012. Den lagres 1 1/2 år i en blanding af barriques og store fade. Velsmagende inklusive diskret fad-smag og et for Barbera bemærkelsesværdigt højt tanninniveau. Vejledende udsalgspris: 399 kr. Nærmeste forhandler kan oplyses hos Distinto Vinimport.
Jeg smagte samme vin i årgang 2007, hvilket ikke var så sjovt. Det bekræftede, at man - efter min smag - for de fleste Barbera-vine skal passe på med at gemme dem for længe. 9 år er gammelt for en Barbera, selv i den prisklasse.

Roero

Jeg smagte en enkelt rød Roero: Roero Riserva, Renesio, Malvirà, 2009. De Roero-vine, jeg har smagt, har typisk været blødere end Barbaresco/Barolo. Og denne vin var ingen undtagelse. Klassisk, fyldig, blid og lækker.
Vinen forhandles mig bekendt ikke i den smagte årgang, men andre årgange kan købes hos Le Papillon og Theis Vine. Andre vine fra producenten forhandles af Vinovicino.

Barolo

Jeg vil i forbindelse med dette års Barolo & Friends fremhæve et par producenter, som jeg ikke på forhånd kendte til, og som ikke er med i guiderne Gambero Rosso og Bibenda, producenter, som bød på en eller flere vine, som jeg fandt interessante. Kun en af dem har mig bekendt en dansk importør.

Hos Mauro Sebaste syntes jeg godt om enkeltmarkvinen Prapò 2012. Den var harmonisk og elegant. Lagret 30 måneder på franske fade mestendels 1600 liters.

L"Astemia Pentita er en helt ny producent, som først er kommet på markedet for ca. syv måneder siden. Højst originale flasker og etiketter (billedet nedenfor). Flasker
Barolo, Terlo, 2011 var en fornøjelse. Fyldig og relativt blød med årgangens høje drikbarhed i højsædet.
Producentens Cannubi syntes jeg derimod ikke godt om, hverken i 2011, som jeg fandt lidt sær, og 2010, som smagte iltet, hvilket er svært at forstå.
Mauro Danielle fra Le Strette fortalte, at han arbejder i kælderen hos producenten. Det bør være garant for kvalitet, men den aktutelle smagning tolkede jeg som, at producenten lige skal finde sine ben. Med en eksportpris på 44 € fejler selvtilliden øjensynligt ikke noget!

Entusiasmen og seriøsiteten var høj hos de Réva, der fortalte, at de ønsker en stil, der skal være tro mod druen - man skal kunne smage at det er Nebbiolo - samtidig med at vinene skal være til at drikke, uden at de skal ligge i årevis i kælderen. De smagte vine demonstrerede, at vinene er som tilstræbt. Man bruger kun naturgær.

Gianluca Colombo og Daniele Scaglia Ønolog Gianluca Colombo (t.v.) og manager Daniele Scaglia

Barolo 2012 var indbydende i næsen med noter af fad, meget drikkeindbydende i munden, lækker. Barolo Ravera 2012 var mere klassisk, stadig overordentlig indbydende, en smule sødere end basis-Baroloen og med tanniner, der på alle måder sad lige hvor de skulle.
Ingen af Révas vine forhandles i Danmark i den smagte årgang, men Ravera forhandles i 2011 hos Lundens Vin Kompagni.

Juni 2016

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.