Delstatsregeringen i South Australia afholdt i København en spændende masterclass med smagning af vine fremstillet af "alternative druesorter". Australskvin.dk havde indbudt og stod for den praktiske afvikling af arrangementet. Udover et par håndfulde vinskribenter og sommelierer deltog den australske ambassadør i Danmark, Damien Miller (midt i billedet foroven).
Man fik indtryk af at få et kig ind i et muligt grundlag for en del af fremtiden for australsk vinproduktion, idet der - om end endnu i lille målestok - er gang i eksperimenter med at fremstille vine af "alternative" druesorter. Master of Wine og vinkonsulent Justin Knock stod for præsentationen af seks hvide og ni røde vine, der demonstrerede dette.
Med alternative druesorter menes i denne sammenhæng sorter, der ikke normalt forbindes med australsk vin. De sorter, som var til smagning, var dog for den i vinsammenhæng oplyste europæer velkendte, f.eks. for de rødes vedkommende: Sangiovese, Nebbiolo, Malbec, Mourvèdre og Tempranillo.
Justin Knock, Master of Wine
Og hvorfor så foretage disse eksperimenter? For at lave super "Barolo" på den anden side af kloden? Eller for at finde druer, der er bedre egnet til det varme og meget tørre klima?
Et ifølge Justin Knock klart ja til det sidste spørgsmål, men også for nogle producenters vedkommende et ja til det første.
Hvor det tidligere var normalt at høste i marts (vi er på den sydlige halvkugle), så forekommer det nu grundet højere temperaturer og dermed tidligere modning af druerne, at man må høste i slutningen af januar eller begyndelsen af februar. Varmen kombineret med den forværrede mangel på vand gør, at nogle producenter kigger sig om efter druesorter, der egner sig bedre til disse klimatiske forhold. Og her har bl.a. det europæiske middelhavsområde naturligt været i kikkerten.
Justin Knock beskrev de australske vinproducenter som meget nysgerrige og optagede af, hvad der sker i resten af verden, og så er det jo bare at kigge sig omkring for at finde inspiration og udviklingsmuligheder.
Italien forekommer at være en god kilde til alternative sorter, fordi der dér er så meget "at lege med", mens Spanien er interessant, fordi landet er det sted i Europa, hvor klimaet minder mest om det australske.
Hvad hvidvin angår, har jeg (Preben) det personligt sådan, at der ikke behøver eksistere andre end de tyske og så hvid Bourgogne. Denne observans udstyrer mig givetvis med en portion negativ forudindtagethed og manglende motivation, når jeg bliver præsenteret for hvidvine fra andre steder. Så du, kære læser, må bære over med min manglende gåen i detaljer med de smagte hvidvine, som var fremstillet af druesorterne Pinot Grigio, Arneis, Colombard, Fiano og Viognier/Marsanne. Der var både gode og mindre gode vine iblandt, men ingen der gjorde mig nysgerrig efter at indlede et nærmere bekendtskab. Det var de røde, som jeg var spændt på at smage.
Der blev præsenteret følgende rødvine (dansk forhandler eller importør er angivet, hvis der er en):
Jeg afholdt mig fra at kigge på smagelisten, før jeg gik i gang med at smage på vinene for at møde dem så umiddelbart som muligt og uden skelen til, hvilke druetyper de var lavet af. Grundet snakken omkring bordet lykkedes det mig dog kun at smage på de to første vine, før jeg vidste hvad der var i de andre glas.
Disse to indledende rødvine var fremstillet af henh. Shiraz/Sangiovese og ren Sangiovese. Det ville jeg aldrig være i nærheden af at have gættet på baggrund af mine mange erfaringer med de toscanske Sangiovese-vine, som jo suverænt udgør referencen for druesorten.
Jeg synes dog ikke, det nødvendigvis giver nogen mening at foretage en sammenligning af de toscanske Sangiovese-vine og de australske. Når jeg vil have en bestemt type vinoplevelse, orienterer jeg mig aldrig isoleret efter druesort; jeg tænker f.eks. ikke "Nå, i dag tror jeg vi skal have noget Syrah/Shiraz. Skal det være fra Nord-Rhône eller Australien?" Sådan et spørgsmål giver jo ingen som helst mening, idet druesorten udtrykker sig væsensforskelligt de to steder og giver to helt forskellige vintyper, der passer til hver deres lejlighed.
Mere relevant forekommer det mig at spørge med åbent sind: Vil Sangiovese vise sig at trives i Australien, og vil den i givet fald give nogle på terroirets egne præmisser interessante vine?
Ovenstående betragtninger handler om en generel indstilling til tingene og gælder for alle druesorter og selvfølgelig ikke blot for Sangiovese, der her blot fungerer som eksempel.
De to smagte vine med Sangiovese smagte lidet overraskende udpræget australsk, begge med en frugt med mindelser til god, velsmagende og frisk frugtgrød, den første med klædelig og halvstærkt fadpræg, den anden med fornemmelse af tannin, når man ledte godt efter. Men jeg kunne ikke finde nogle mindelser til Toscana. Og det kan som sagt også sagtens anses for irrelevant. Om vinene var interessante i sig selv, vil jeg først se mig i stand til at danne mig en mere kvalificeret mening om, hvis jeg får lejlighed til at smage vinene, som vine skal smages: for sig selv over nogle timer og sammen med passende mad.
Jeg elsker et godt slag tanniner, når de forsyner en vin med en passende struktur og indgår harmonisk i helheden. Og lige netop med australsk rødvin kan jeg ofte savne tannin-oplevelsen, fordi det ikke er ualmindeligt, at voldsom fylde og krop indkapsler og skjuler hvad der måtte være af tannin. Det var derfor spændende at smage, hvordan Nebbiolo - der jo om nogen må siges at have slagkraftige tanniner - opførte sig på australsk grund.
Jeg var ikke i stand til at finde nogen form for Nebbiolo-karakter i Joseph Nebbiolo fra Primo Estate, og så oplevede jeg at den havde noget tyggegummiagtigt i næsen og derudover en varm og sød tone, der hang. Umiddelbart svært at få øje på nytteværdien her.
Riserva Nebbiolo fra Longview var en af de to vine, som jeg endte med at måtte gensmage flere gange, fordi den havde noget, der var noget ved. Tørrere og strammere - og så begynder det at ligne Nebbiolo - og dette indtryk forstærkedes jo mere luft vinen fik. Men igen: Hvis vi skal bryde med vanetænkning, så behøver det jo ikke nødvendigvis at ligne Nebbiolo, som vi kender den fra Piemonte, for at være godt. Denne vin forekom mig under alle omstændigheder at være aldeles glimrende. Den kunne være spændende at smage ved middagsbordet for at få et mere præcist indtryk.
Morello Nebbiolo, Thorn Clarke tiltalte mig ikke umiddelbart, men jeg ved ikke om jeg på dette tidspunkt på trods af tilstræbt åbent sind alligevel var gået lidt i fælden og var begyndt at sammenligne med Piemonte. Mine noter siger "ikke vellykket", men jeg husker desværre ikke vinen og kan derfor ikke uddybe nærmere.
Jeg stillede Justin Knock spørgsmålet, om nogle af producenterne prøvede at lave vine i stil med, hvad der kunne være europæiske forbilleder, eller om de alle startede from scratch for at undersøge druesorternes udtryk og potentiale på australsk jord. Knock svarede, at for dem der lavede Nebbiolo-vine, er det sandsynligt at man tilstræber at lave noget, der ligner vinene fra Piemonte. Et eksempel på dette var Giaconda i Beechworth, Victoria, hvor det eneste, som ejeren Rick Kinzbrunner drikker, er Bourgogne og Barolo. Han vil ikke bare lave "Barolo" men den største "Barolo". Og hvad angår hans Chardonnay, så prøver han ikke blot at lave "Bourgogne"; hans mål er så specifikt som at lave "Montrachet". M.a.o. er hans aspiration ikke at undersøge hvordan henh. Nebbiolo og Chardonnay gerne vil udtrykke sig på hans jord men at prøve at matche eller endda overgå de klassiske vine fra Piemonte og Bourgogne.
Af de resterende rødvine vil jeg fremhæve en anden rødvin, som jeg vendte tilbage til og måtte smage flere gange, som udtryk for at det smagte behagede mig: Mourvèdre vinen fra Yangarra. En god vin ganske enkelt. I forlængelse af tannin-afhandlingen ovenfor, så fandt jeg også i denne vin en efter australske forhold god struktur inklusive markerede tanniner. Jeg var mindre begejstret for duften, som havde en speciel krydring med et syntetisk touch, mens smagen var rigtig god, og friskheden var også i orden.
Jeg kan kun have respekt og beundring for en vinkultur, der lægger sig i selen for at lave bedre vin. Ideen med at afprøve druesorter, som er vant til varme og tørke, forekommer indlysende rigtig i et ekstremt varmt og tørt klima.
Med det personlige savn af tannin-fornemmelse, som jeg ofte oplever i forbindelse med australske rødvine, tænker jeg at det vil være spændende at se, hvordan Nebbiolo vil arte sig. Men en ting er tanniner - hvad med Nebbiolos duft- og smagsprofil i South Australia? Det finder de selvfølgelig ud af dernede med tiden.
Og den slags tager jo lang tid at finde ud af. Derfor også hatten af for folk, der går helt nye veje, uden at vide, om brugbare og positive resultater vil indfinde sig i deres levetid. Det er da sandt engagement i og stor kærlighed til livet!
Jeg kan kun ønske dem held og lykke dernede på den modsatte side at jordkloden.
Maj 2013
