Svar til Nicolai Christiansen:

Selv om vi sætter sagen lidt på spidsen ved at ytre ønske om, at alle bare ville sælge vin til "den rigtige pris" ligesom Netto, så synes vi da, at rabatter er OK. Princippet ved rabatter er vel, at forhandleren tjener mere ved at sælge f.eks. 12 flasker end 1 flaske, og det er da også rimeligt nok, at kunden så får sin vin billigere ved at købe mange end ved at købe få. Mængderabatter i størrelsesordnen 10-15% er umiddelbart til at forstå i denne sammenhæng.

Det vi opponerer mod er, når der er himmelvid forskel på prisen for 1 flaske og prisen for 12 flasker (eller normal- og tilbudspris), fordi det lugter af at etstyksprisen er sat kunstigt højt for at få besparelsen til at se spektakulær ud. Sagt på en anden måde: Hvis der er nogenlunde overensstemmelse mellem etstyks prisen og vinens kvalitet, så vil du ikke fra vores side høre et ondt ord om det. Det er bare vores indtryk, at der ikke er denne overensstemmelse, eller at der ikke kan være det, når man kan sælge vin med en mængderabat på 50% eller mere og stadig tjene på det. For uanset om forretningen tjener nok så lidt på 12 styks- eller tilbudspris, så må man dog gå ud fra, at de tjener på det de sælger. Det er jo hele ideen med at drive forretning.
Vores eksempel med Pampas [som kan ses her] - hvor vi kun kan gætte på indkøbspriser, avancer osv ved henh. normal- og tilbudspris - skal demonstrere, at nomalprisen må være "opskruet", og at formålet for os at se lader til at være, at man skal lokke folk til at købe vin, som de tror er dobbelt så meget værd som det de betaler. Og det synes vi er en unfair og usympatisk måde at drive forretning på, og det er det vi kritiserer, og det er uanset om forretningen hedder Irma eller Philipson Wine eller hvem som helst andre, der forekommer os at lave "tilbud" på denne måde.

Vi hører til den type forbrugere, der først og fremmest går op i hvad vi drikker, og først i anden række interesserer os for om vi kan spare penge. Dette kombineret med at vi holder af at smage mange forskellige vine, og derfor yderst sjældent har lyst til at købe 12 flasker af noget som helst, gør at det er vigtigt for os, at prisen ved køb af en flaske er acceptabel.
I forbindelse med Irma kan vi, når de har prissat for vildt, typisk gå et andet sted hen og købe en enkelt flaske af noget tilsvarende, men når det handler om Philpson Wine, så har de virkelig mange vine, som vi finder meget interessante, undertiden ganske unikke vine, som vi faktisk godt kunne tænke os at købe. Men prøv at kigge på eksemplerne her, hvor f.eks. etstyks prisen for en af vinene er 400 kr., og den koster 150 kr. ved køb af 12 (svarende til en rabat på 62,5%). Når vi ved at de tjener på vinen også ved 12 styksprisen, så forekommer det indlysende, at vi ikke får vin af en kvalitet, der svarer til mere end noget i nærheden af højst 200 kr., med meget god vilje 250 kr. Det vil vi da selvfølgelig ikke give 400 kr. for. Og vi køber selvfølgelig heller ikke 12 flasker til en pris af 1800 kr. bare for at spare på stykprisen, når vi ikke har smagt vinen. Vi oplever altså, at Philipson Wine's i vores øjne ofte helt urimelige sætning af etstyksprisen afholder os for at smage mange af de vine, som vi finder interessante i deres sortiment. Og det er da smadderægreligt.

Så kort sagt: rabatter er OK, men vi ville ønske at etstykspriserne hos alle forhandlere lå i nærheden af den reelle værdi af indholdet i flasken og ikke blev brugt til at lokke folk, der har fokus på "spar x kr.", til at købe hele kasser for, som du skriver, at spare en masse.
Det vi mener med "bondefanger-tricket" er, at folk tror de sparer en masse ved at købe en kasse, hvor sandheden for os ser ud til at være, at det bare er noget de bliver bildt ind, i de tilfælde hvor besparelsens størrelse på reklameskiltet ser imponerende ud, men hvor den store "besparelse" kommer i stand op ved at sætte en etstyks- eller normalpris, der er helt ude af proportioner med hvad der er i flasken. Det er da grundlæggende tarveligt at snyde folk på den måde, synes vi.

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.