Svar til Dennis Arnsbæk, skrevet af Preben:
Tak for din mail med et rigtig godt spørgsmål. Det glæder os, at du har nytte af vores site.
Jeg kan på sin vis godt forstå, at du har indtryk af, at vores vurdering afspejler en skelen til prisen, idet der blandt de vine, der får bedst karakterer ikke er nogle, der er helt billige. Og blandt vinene under 50 kr. er stjernetildelingerne ret beskeden (aktuelt i gennemsnit 2 stjerner).
Når vi skriver, at en vin til 38 kr. og en til 300 kr. som
udgangspunkt ikke kan sammenlignes, så mener vi, at de naturnødvendigt må
repræsentere meget forskellige stilarter. Egenskaber som dybde, kompleksitet,
stor struktur, ædle træk osv. findes ikke i billigere vine, der, hvis de er
gode, typisk er enkle, frugtige og friske. Det er dog efter vores mening ikke
det samme som at sige, at den ene vin er bedre end den anden set i forhold til,
hvad vinene kan bruges til. På en hverdag vil en robust og ret enkel vin gøre
sig mange gange bedre til rosmarinkrydrede lammekoteletter og en salat med godt
med hvidløg end en stor, dyr og "fornem" vin.
Når vi drikker førstnævnte type robuste dagligvin, så sidder vi jo ikke og leder
efter ædle smage, dybde og kompleksitet. Vi bedømmer vinen udfra hvad man kan
forlange af den som type. Og hvis den kan alt det den skal, og hvis den indenfor
sin stilart og på sit niveau er en skøn vin, ja så hedder det fem stjerner hos
os. Men indrømmet, det sker ikke så tit, at vi kommer forbi sådanne skønne
oplevelser på det niveau. Dog kan jeg nævne, at f.eks. Domaine Fontenille 2004, der
koster 69 kr., for nogle år siden fik fem stjerner. Og den er af type en robust
og i ordets bedste forstand landlig vin. Men den giver (eller nok rettere gav,
for den er nu ved at have nogle år på bagen) mig en basal vin-drikkeglæde, som
ingen anden vin i genren og på det niveau.
Omvendt hvis vi sidder med en stort struktureret vin med
både dybde og kompleksitet. Her lægger vinen jo op til at blive bedømt ud fra
nogle andre kriterier - og det behøver man ikke kigge på prisen for at vide; det
oplever man i glasset. Hvis vinen her trods alle dyder og luksuøse kvaliteter f.eks.
mangler friskhed, eller hvis garvesyren er for fremtrædende, altså hvis vinens
balance ikke er helt i orden, ja så hjælper nok så megen ædel smag og
kompleksitet jo ikke; en stort anlagt vin, der ikke er helt balanceret får ikke
topkarakter hos os.
Så igen: Vinen bliver bedømt på baggrund af hvad den som type lægger op til, og
hvad man kan forlange af den.
Netop for i så høj grad som muligt at styre udenom at blive påvirket af en vins
pris, sørger vi for at den ene af os - næsten altid Helle - smager vinen uden at
vide noget som helst om den, altså hverken hvad det er for en vin, eller hvad
den koster. Og hun afgiver altid sine vurderinger dels af, hvad det er for en
vin, der er i glasset, altså land, appellation, årgang, dels af hvad hun mener
vinen koster, og hvor meget hun synes den er værd, dels hvor mange stjerner hun
takserer vinen til i sin førsteindtryks vurdering, inden hun får at vide, hvad
hun har i glasset. Her må jeg sige, at jeg er imponeret af hendes evne til at
skyde sig ind på prisen, som hun ikke sjældent rammer indenfor plus-minus fem
kroner, når vinen koster op til ca. 200 kr. (Når den koster over ca. 200 kr.,
kan det være ret umuligt blindt at afgøre, om der er for 250 eller 400 kr. vin i
flasken - her hjælper det altid at have set etiketten først.)
Som du kan se, gør vi hvad vi kan for ikke at skele til prisen, men oplevelsen i
glasset lader sig relativt let omsætte til en pris, fordi man nogenlunde let
smager - for at tage nogle illustrative yderpunkter - om det er en enkel vin,
der ikke har fået fadlagring, eller det er stor, koncentreret vin, der har
ligget flere år på fad. Og vi bedømmer så vinen på baggrund af - som sagt - hvad
den som type lægger op til.
Du spørger om vores vurderinger er fuldstændig objektive uanset pris. Svaret er: Så afgjort nej. Men vores subjektivitet har intet med prisen at gøre. Den har at gøre med, at en væsentlig del af vores vurdering handler om, hvorvidt vi kan lide vinen eller ej. Og det er jo et rent subjektivt smagsspørgsmål. For os giver det ingen mening at give topkarakter til en teknisk flot vin, som vi ikke finder glæde ved at drikke.
Når vi understreger det med at dagligvine i princippet også kan få topkarakterer, så er det min oplevelse, at vi i vores tilgang her adskiller os fra f.eks. de store internationale vinguider og mange andre, der dyrker den meget tekniske og parameterorienterede pointgivning. Når vi kommer over de ca. 91 Parker point hos de toneangivende anmeldere, så er det min oplevelse, at man ikke ser andet end dyrere vine. Så hos dem har en superskøn landvin tilsyneladende ikke en chance for en topvurdering. Her ser det ud til at vinen skal have en bestemt - dyr - stil for at kunne opnå topkarakterer. Men det er jo også samme bedømmelsesskema, man givetvis benytter til alle vine. Og det er klart, at en landvin aldrig vil kunne score på f.eks. kompleksitet og struktur. Men står der noget om drikkeglæde i de "mekaniske" skemaer? Ikke dem jeg har set. Og det turde dog være en vigtig egenskab ved vin.
