San Giusto a Rentennano producerer fem vine: Chianti Classico, Chianti Classico Riserva Le Baröncole, Sangiovese di Toscana Percarlo, Merlot di Toscana La Ricolma, og Vin San Giusto ("Vin Santo").
Selektionen af druer til de tre forskellige Sangiovese-vine foregår på planten: De største og mest kompakte druer kommer i basis-Chianti Classico'en, de mindste druer kommer i riserva'en. Til Percarlo bruges de bedste druer på udvalgte otte ha af Sangiovese-markerne.
San Giusto's basis-Chianti Classico fremstilles af 95% Sangiovese og 5% Canaiolo, som fadlagres 10 måneder i en blanding af barriques, der har været brugt flere gange, og tonneaux.
Vi smagte årgang 2010, bærduftende og struktureret. Vinen gav her i sin ungdom ikke så meget fra sig, især fordi 2010, i modsætning til den forudgående meget hurtigt drikbare 2009, først vil åbne rigtigt op efter nogen tids lagring.
Le Baröncole fremstilles af 97% Sangiovese og 3% Canaiolo og fadlagres i 18 måneder også i en blanding af barriques og tonneaux, hvor dog op til 30% af tonneaux kan være nye.
Til smagning var årgang 2009, som var utrolig lækker, og som fint afspejlede årgangens umiddelbare drikbarhed. Flot tannisk struktur men så afgjort ikke aggressiv.
Percarlo - en af Toscanas Sangiovese-kæmper - lagres i hele 23 måneder i barriques, hvoraf 30% er nye.
Vi smagte vinen i årgang 2008. Og vi var heldige at ramme den i en heldig fase, hvor den var fuld af velduft og -smag, naturligvis stadig ung med fadet præsent især i duften og med et tanninniveau, der var lige ved at lamme smagsløgene.
Bettina, Luca Martini di Cigala's hustru (billedet), fortalte, at med en ung Percarlo kunne man aldrig vide sig sikker på hvad der mødte en. Den kan skifte meget, men bliver mere harmonisk med alderen. Og hun anbefalede, hvilket var let at tilslutte sig, at gemme vinen nogle år.
Da man i sin tid plantede Merlot, var det meningen at den skulle indgå i San Giusto's Chianti Classico normale. Men det er aldrig sket. Der fremstilles i stedet en ren Merlot-vin, der ligesom Percarlo ligger 23 måneder på barriques.
Selvom vinen, som vi smagte i årgang 2009 var sødere og blødere end Sangiovese-vinene, var det tydeligt, at vinen i højere grad udtrykker il territorio end druesortens personlighed. Og det er svært at være utilfreds med.
Vin San Giusto er "af natur" en Vin Santo, men den har ikke lov til at kalde sig det, da alkoholprocenten er under minimumskravet på 13%. Det skyldes den store mængde restsukker, som gør at alkoholprocenten typisk ligger mellem 9 og 11.
Vinen fremstilles af Malvasia og Trebbiano, som lagres i 7 år i caratelli, som aldrig vaskes, fordi man ønsker at udnytte den marmeladeagtige substans, som er vigtig for vinens gæring.
Den smagte årgang 2003 indeholdt 450 g sukker pr. l! Vinen var meget koncentreret, fed og sød, nærmest som figensirup, men den var trods sukkermængden ikke for sød.
Adriat Vinimport importerer San Giusto a Rentennano's vine.
November 2012