Denne artikel udspringer af vores erfaringer med tre rejser til Spanien. Vi skrive normalt kun noget, hvis vi mener at kunne bidrage med erfaringer "på et vist niveau". Frankrig og Italien kender vi ganske indgående. Men i forhold til Spanien er det nok ikke helt ved siden af at betegne os som "dumme turister", så nærværende artikler skal opfattes som en videregivelse af oplevelser, som vi har haft på det niveau - strøtanker, observationer, pudsigheder og ikke nødvendigvis på baggrund af virkelig substantiel underbygning.
Er de i Spanien dårligere til fremmedsprog i forhold til i Frankrig og Italien? Da Helle taler fransk og jeg italiensk, støder vi ikke på sprogproblemer i sidstnævnte to lande, men det bliver svært i Spanien. På Sevillas "hovedbanegård" spurgte vi den lune ældre mand ved billetskranken "Do you speak english?" - "Portogués" var det selvsikre svar med et mildt smil. "Italiano?" - "Portogués!" "Francese?" - "Portogués! Vi undlod at spørge, om han talte tysk, da vi godt kendte svaret. Han talte portugisisk, nicht weiter.
Og det er de vilkår, man ifølge vores erfaringer i vid udstrækning skal være forberedt på, om det så er i Barcelona, Madrid eller Andalusien.
På vores første aften i Andalusien, ville vi - i erkendelse af at vi var i sherry-land - bestille et glas sherry efter middagen. Men vores venlige tjener forstod simpelthen ikke ordet sherry. Det var vi temmelig forundrede over, indtil vi nogle dage senere fandt ud af, at sherry er et engelsk ord. Det hedder Jerez eller Xérès på spansk.
Hvis vi skal drage en parallel til danske forhold, svarer det jo til, at en turist, der ikke kan dansk, bestiller a beer på en dansk beværtning. "Beer? - øhh, hva' for noget?..." Det hedder jo en øl på vores sprog.
Man kan jo ikke kræve, at spanierne lærer et vist minimum af fremmedsprog, uanset om de så sidder og sælger billetter på en hovebanegård, eller om de servicerer på en restaurant i en by, hvor der er masser af turister. Men som dansker med adskillige fremmedsprog i baglommen, er det svært ikke at undre sig en smule, over at de ikke lærer sig et par håndfulde gloser på andre sprog end deres eget. Nå, men det går jo altid alligevel. Vi fik jo vores togbillet, vores mad og vores sherry...
De gange, vi har været ude at spise i Spanien, har vi vinmæssigt været meget lidt eksperimenterende. Vi er, så vidt det har været muligt, gået efter "det sikre", enten en Rioja eller en Ribera del Duero med et vist minimum af fadlagring: mindst en Crianza.
Det har ind imellem været op ad bakke. For selv på bedre mellemklasse restauranter kan vinkortet være meget minimalistisk oplysende. Ikke noget om, hvorvidt en vin er crianza, reserva, gran reserva eller blot en joven eller cosecha.
På en i øvrigt glimrende restaurant i Madrid mente vi efter en længere samtale at være kommet til forståelse med tjeneren - der kunne meget lidt engelsk - om, at den vin vi havde valgt, var en crianza. Vinen blev bragt i åben tilstand og hældt i glasset, men der var absolut intet crianza over smagen, og det var heller ikke en crianza. Vi måtte så igennem en længere bytteproces, mens den varme mad stod og dampede af, inden vi fik vores crianza.
På en god restaurant i Sevilla, var oplysningerne om vinene også begrænset til appellation, producent og årgang. "Er der nogen af vinene, der er crianza?" Tjeneren udpegede en Ribera del Duero 2011, som vi så valgte. Da den kom på bordet, registrerede vi, at den ganske rigtigt var en crianza, godt nok et år yngre end den vi havde bestilt. Men det sker jo så tit, at vinkortet ikke bliver opdateret, når der kommer nye årgange hjem. Skidt med det; vi godkendte flasken. For så lidt senere at opdage, at det var en Rioja, vi havde fået. Nå, hvad pokker, de er begge på Tempranillo...
På en tredje restaurant havde vi en lørdag aften, hvor vi ville flotte os, valgt en restaurants dyreste vin, en Ribera del Duero crianza. Da den kom på bordet - heldigvis ikke åbnet - var det ikke en crianza. Tjeneren måtte give os ret og fortalte, at det var en trykfejl. Det var ifølge hende vinen linjen lige ovenover på vinkortet, en Rioja, der var en crianza. Jamen så ta'r vi den! Hvorefter tjeneren kom slæbende med tre flasker, førstnævnte Ribera, nævnte Rioja, som viste sig heller ikke at være en crianza - og endelig en tredje vin, der var en crianza. Hold da op et besvær.
Som nævnt indledningsvis, er vi bare "dumme turister", når vi er i Spanien. Så vi må jo spørge os om: Hvorfor går de - som det tager sig ud på baggrund af vores erfaringer - så lidt op i at oplyse om vintyper og graden af fadlagring? Eller skyldes hyppigheden af den slags opleveler, at vi bare har været meget uheldige? Vi kan ikke forestille os selv en ydmyg restaurant i Toscana, hvor man ville undlade at gøre opmærksom på om en Chianti Classico er en Riserva eller ikke.
I Andalusien, hvor vi tilbragte seks fantastiske dage,
er vi i Sherry-land. Men som tidligere nævnt hedder drikken Jerez eller Xérès (der udtales helt anderledes end man lige forestiller sig). Der findes mange forskellige typer varierende fra det tørre til det meget søde: Fino, Mazanilla, Amontillado, Palo Cortado, Oloroso, Cream og Pedro Ximenez (PX) hedder de.
Yderpunkterne er i den ene ende den helt tørre Fino, som de dernede bl.a. anvender som aperitif, i den anden ende den nogle gange tyktflydende Pedro Ximenez (PX), en sød sherry med smag af figner og sirup. Meget lækker at afslutte et måltid med.
Den første morgen på vores Hotel i Sevilla valgte vi mest af magelighedshensyn at spise morgenmad på hotellet trods de 15 € pr. person. Da vi ved buffeten ville have kaffe og te, var der ingen kopper, ingen sort te, appelsinjuicen var ikke friskpresset, marmeladen var de tarvelige mini-fabrikspakninger, som man finder overalt, og de croissanter, som vi elsker til morgenmad, når vi er syd på, var der ingen af - troede vi. Først da vi var færdige med at spise, kom croissanterne på bordet. Oveni alt dette kom det sløvt og meget lidt servicemindede personale, som styrtede rundt og så travle ud, men som ikke leverede varen.
Dyrt, dårligt og ringe service. Vi kom et øjeblik til at associere til Danmark, hvor turisterne først og fremmest beklager sig over prisniveauet og den ringe service.
De efterfølgende morgener blev morgenmaden indtaget på en lille bar, som en af vores læsere havde anbefalet, Bar Alfalfa (billedet). To store og lækre stykker lunt brød med smør og god marmelade, en kæmpecroissant til deling, to glas friskpresset appelsinjuice, kaffe og te. 8,60 € - for os begge! Tanken gik et øjeblik igen til Danmark: Dér havde vi i heldigste fald lige fået en te og en kaffe for de penge.
Med vores vaner, når vi rejser - vi spiser ude hele tiden - tænkte vi på, hvordan vi ville have oplevet København eller det øvrige Danmark. Vi har omtalt morgenmads-aspektet. Hvad aftensmad angår, kunne det i Andalusien (vi husker ikke prisniveauet i Barcelona og Madrid) let lade sig gøre at få et glimrende måltid med flere retter og en crianza-vin til mindre end hvad en middelmådig vin ville koste på en dansk restaurant. Hvis man "rejser med maven", skal man saftsuseme være glad for Danmark for som turist at besøge os mere end én gang!
På trods af sprog- og crianza-problemer ved vi, at vi skal til Spanien igen. Skønt klima, god mad og vin, og vores økonomiske smertegrænse ved at spise ude er langt fra at blive berørt.
Vi har nok haft lidt sværere ved at finde det samme niveau af karakter i maden, som i Italien og Frankrig. Men det kan på den anden side sagtens skyldes, at vi lidt holder os til "det sikre", når vi ikke helt forstår spisekortet, og der ikke er nogen tolk, der kan hjælpe.
Landet byder desuden på nogle spektakulære attraktioner i form af unikke og underskønne bygningsværker. Helt i top over hvad vi har oplevet overhovedet i den genre har været La Mezquita i Cordoba - en fantastisk kæmpemoske med en kristen katedral indeni - og Real Alcazar i Sevilla (billedet ovenfor). De er isoleret set hele rejsen værd!
April 2017
