Madrid

Tempranillo, restaurant og vinbar Tempranillo er navnet på tapasrestauranten/vinbaren ovenfor og på den druesort som vi dyrker, når det handler om spansk vin

Ligesom med andre storbyer tager vi Madrid med under menupunktet Vinrejser, selv om vi ikke anser Madrid som et vinrejsemål. Vores fokus her er at videregive vores oplevelser med mad og vin på baggrund af beskedne fire dages ophold i byen.

Stik imod vanlig praksis havde vi ikke forudgående foretaget nogen restaurant-research. "Vi tager det lidt som det kommer" viste sig imidlertid at være en humørdestruktiv indstilling for os, da dårlig mad, vin og betjening gør os triste. Og risikoen desangående er markant større i en storby. Også i Madrid. Research betaler sig.

Morgenmad

Men lad os først se på lidt morgenmad og frokost.

Morgenmad

Vi boede centralt på Hotel One Shot, Calle del Prado 23, hvor man ikke serverede morgenmad, og hvor den venlige receptionists anbefalinger af morgenmadssted og frokostrestaurant var gode (i modsætning til hans anbefaling af aftenrestaurant). Vi spiste alle dagene morgenmad på Pizzeria Cervantes, Calle de León 8, der på dette tidspunkt af dagen overvejende var besøgt af spaniolere, der forekom at være lokale. Glimrende kaffe og te, friskpresset appelsinjuice med mulighed for enten croissant, hvidt brød med marmelade eller - som de fleste valgte - en stor skive brød påsmurt en pasta af blendet tomat, olivenolie og oregano (billedet ovenfor). Delikat og åbenbart meget spansk. Og til 3,50 € pr. person er det et fund i forhold til de hotelmorgenmader til 8-10 €, som godt nok indeholder 1000 forskellige valgmuligheder, men hvor vi på to hoteller oplevede kvaliteten som ringe.

Frokost

Lateral, Plaza de Santa Ana, 12 (billedet herunder), nød vi veltilberedte og lækre tapas, mens vinene var småkedelige og så varme, at de stod og blev køligere i glasset.

Lateral

Omvendt på Tempranillo, Calle Cava Baja, 38 (billedet øverst på siden). Her var et godt udvalg af vine på glas. Det fungerede godt efter ombytning af et glas iltet vin fra en flaske, der havde været for længe åben. Stedets tapas fandt vi mindre interessante og grove.

En restaurant, hvor både mad og vin var dejlig, var Vinoteca Restaurante Merydajes, Victor Andres Belaunde 9, som befinder sig 10 metrostationer nord for centrum. Vi dumpede bare ind, hvilket givetvis er mindre risikabelt, hvad ydelsernes kvalitet angår, end i turist-centrum. Personalet kunne her som så mange andre steder ikke et eneste ord på andre sprog end spansk, men med en engelsktalende gæsts mellemkomst lykkedes det at få bestilt noget lækker mad og vin.

Eneste gode aftenrestaurant

Vores eneste vellykkede aftensmåltid i Madrid Rioja Reserva, Remirez de Ganuza, 2006 fik vi på La Era [tilføjelse november 2017: Restauranten er lukket], Infanta Mercedes 103. Også denne restaurant lå adskillige metrostationer udenfor centrum (nærmeste metro: Valdeacederas). Vi fik den anbefalet på restauranten Maitia (fuldt booket), som havde den højeste score på Tripadvisor, som vi efter to triste måltider følte os nødsaget til at konsultere, da vi som nævnt desværre ikke havde researchet hjemmefra. Lækker mad, en superflot Rioja Reserva, Remirez de Ganuza, 2006 samt sød og opmærksom betjening. De var desuden så venlige at bytte en vin, der ikke faldt i vores smag, hvilket man jo ikke kan forvente, hvis vinen er fejlfri. Vi gik opløftede derfra.

Og det var så det

Desværre bød La Era på den eneste aftenrestaurantoplevelse, der rækker til en anbefaling. Vi fik udmærket mad på en anden Guia Peñin tripadvisor-anbefalet restaurant, men det gik helt galt med vinen, dels grundet tjenerens mangelfulde vinviden, dels fordi hun svarede "ja" på et par spørgsmål, som hun skulle have svaret "nej" på, fordi - viste det sig - hun ikke forstod, hvad vi spurgte om.

Vinkøb i lufthavnen

Hvis man er med fly, er der gode muligheder for at købe kvalitetsvin i lufthavnen. Hele tre forretninger med forskelligt udvalg. Med den nyindkøbte spanske vinguide Guia Peñin i hånden var det ikke svært at finde vine, der bør være gode. Vi har en beskrivelse af guiden på vej.

Oktober 2014

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.