Baggrunden for Vinsiderne.dk og om personerne bag det

Helle Nørgaard og Preben Nielsen

Helle og Prebens vinsider hed vores site, da det kom på nettet i december 2000. Preben havde via sit arbejde som voksenunderviser været på et eftermiddagskursus i Frontpage, et program til at lave hjemmesider med som fulgte med den daværende version af Microsofts Officepakke. Og så skulle der selvfølgelig laves en hjemmeside. Det krævede ikke mange overvejelser: Den skulle handle om vin. I og med at vi delte interessen for vin, havde vi lyst til at gøre det til et fornøjeligt fællesprojekt, der skulle afspejle både vores fælles og divergerende meninger om vin.

Indholdet var til at begynde med anmeldelser af de vine, vi smagte, og som forhandledes i Danmark, samt sider om nogle af de vintyper vi holdt mest af ledsaget af et par indscannede papirbilleder fra vores rejser til vindistrikter i Italien og Frankrig.
Fra vi i år 2000 gik i luften med ca. 5 sider, er Vinsiderne.dk - som vi senere omdøbte sitet til - vokset til (i skrivende stund, marts 2016) over 2750 sider; der er kommet flere stofområder til, billeder er blevet en integreret og væsentlig del af præsentationerne, vi har ændret layout og webteknik et par gange, koderne skrives nu manuelt, og der er tilføjet interaktive valgmuligheder i forbindelse med visning af vinanmeldelserne.

Konceptet er det samme som fra dag 1: Vi skriver om det, der interesserer os uafhængigt af økonomiske og andre interesser. Preben står for webdesign, tekst og billeder. Meninger byder vi begge ind med.
Projektet er stadig et hobbyprojekt, selv om det af mange rundt omkring længe har været opfattet på lige fod med de sites, der tjener penge på deres vinskriverier. Vi håber - og tror - at den troværdighed, som vi har gjort os umage med at holde intakt i alle årene, spiller en rolle for hvordan vi opleves og vurderes.
Nettet (læs: Google) har også, så længe vi har fulgt med, vurderet os i top blandt danske vinsites, hvilket bl.a. kommer til udtryk i høje placeringer i søgemaskinens søgeresultater. Og der er kommet anerkendelse fra udlandet i form af invitationer til rejser i vinområder.

Vi kunne fra start ikke have nogen ide om, hvorvidt nogen ville finde vores hjemmeside, så det har været en glædelig oplevelse hvert eneste år (på nær ét hvor Google tabte indekseringen af 90% af vores sider) i Vinsiderne.dk's levetid at opleve stigende besøgstal. Vi havde i 2015 i gennemsnit 22.975 unikke besøgende pr. måned (mod 413 i 2001), hvilket er medbidragende til at fastholde vores motivation til konstant at vedligeholde og udbygge sitet.

Til oversigten over præsentationer af alle sektioner

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.