Whisky med sjæl er en stor, stort anlagt og flere kg tung bog. Jeg (Preben der her på siderne tager mig af alt vedrørende spirituosa) synes, at både formatet, titlen og lanceringen af bogen som "et storslået portræt af Skotlands destillerier" skaber forventninger om substans og om muligheden for at blive klogere på de udvalgte destilleriers karakter.
Jeg oplever på denne baggrund bogen som ekstremt skuffende.
Det lader til, at den angiveligt meget anerkendte whisky-skribent, Charles MacLean, forestiller sig, at man som whiskyinteresseret går højere op i detaljerne om, hvem der har ejet destillerierne siden slutningen af 1800-tallet og alle mulige andre historiske betragtninger og anekdoter, end hvordan det går med destilleriet i dag, hvad de laver og har lavet de sidste dekader, hvordan de producerer deres whiskyer, hvilken stil whisky de laver osv.
Et eksempel: Jeg havde en aften nydt et glas whisky fra Knockando og ønskede derefter at se, hvad bogen kunne fortælle om dette destilleri. Det absolut eneste, der kunne fortælle noget om, hvad Knockando laver, kan læses i under-overskriften lige under overskriften med destilleriets navn. Fire ord: "Søde korn og nødder".
Resten handler om historie, hvor det sidste årstal der nævnes er 1976! Der er intet, der relaterer sig til, hvordan det går i dag, hvordan de laver deres whisky, hvilke typer fade de bruger, ja det nævnes ikke en gang, hvilke typer whisky de producerer, fx hvor gamle de er, om de er røgede eller ikke røgede. Ikke ét ord om et eneste produkt!
Her et repræsentativt citat fra beskrivelsen af Knockando (vi er tilbage i 1890):
"Bygherren var John Tylor Thomson, der var lige så ambitiøs, som han var uheldig. Thomson var søn af en frisør i Elgin og arbejdede først som kontorist, så for jernbanen og siden for Miltonduff Distillery. Samtidig fulgte han et aftenskolehold i regnskabsføring".
Og sådan fortsætter det. Intet om Knockando's produkter, produktionsmetoder eller -filosofi. Og som sagt intet om, hvad der er sket på stedet de sidste 45 år!
Det er ikke alle fortællinger om destillerierne, der lider af samme totale mangel på andet end de evindelige og detaljerede historiske opremsninger - bogen er inkonsistent i sin opbygning.
Når det går bedst, er der nogle få linjer, der handler om nutiden. Som f.eks. her om destilleriet Kilchoman:
"I dag producerer Kilchoman to typer af whisky: 100% Islay, der kun indeholder lokalt dyrket byg, og forskellige årstidsbestemte varianter, som laves af byg fra fastlandet maltet i Port Ellen Maltings, der ligger omkring 30 km mod syd."
Godt. Nu føler jeg virkelig, at jeg kender Kilchoman...
Det er i billedteksterne, at man for nogle af destilleriernes vedkommende kommer tættest på at få oplyst nogle særlige kendetegn ved det enkelte destilleri.
Det er dog langt fra alle destilleri-beskrivelser, der rummer billedtekster, der kan siges at bidrage til en egentlig portrættering; de fleste billedtekster omhandler mere almene og ikke-destilleri-specifikke emner.
Der er i bogen masser af glimrende billeder, som er bogens centrale indhold. Man kan dog ikke tage for givet, at billederne seriøst medvirker til portrættering af destillerierne.
For at vende tilbage til Knockando som eksempel: Her vises fem billeder: 1) et af en af deres flasker, 2) et nærbillede af et udsnit af en etiket, 3) et besøgsrum, 4) et vandre-egnet landskab i nærheden af destilleriet, 5) et af hvad der skulle være et billede af destilleriet - men det er en fejlplaceret dublet af et billede af et andet destilleri, Knockdhu, som befinder sig i en anden af Skotlands whiskyregioner og intet har med Knockando at gøre bortset fra en vis navnelighed. Sjusk.
De nævnte billeder bidrager for mig ikke med en millimeter til en brugbar portrættegning.
Der er indledningsvis gode beskrivelser af, hvordan whisky fremstilles; de er velskrevne og brugbare. Men i og med beskrivelsernes generelle karakter bliver jeg ikke klogere på de 50 destillerier, som bogen påstås at portrættere. Deres sjæl er i bogen - i modsætning til hvad bogens titel antyder - helt udenfor rækkevidde.
Februar 2022
