(Skrives af Preben alene, da Helle ikke nyder spiritus.)
Før du læser videre: Guiden er på engelsk.
Læsning af guider om diverse drikkevarer er måske i nogen grad et begynderfænomen, når man ikke har erfaringer nok til at have skudt sig ind på sin egen smag. Sådan har jeg det i hvert fald med Jim Murray's Whisky Bible, som er en lille kompakt bog, man kan have i jakkelommen, og som giver mig mindelser til dengang for meget længe siden, hvor jeg syntes det var interessant at konsultere Hugh Johnson's lille lomme-vinguide, der stadig udkommer hvert år.
Jeg ved ikke, hvor længe Jim Murray har været på banen med sin Whisky Bible; min er årgang 2021, så der er givetvis tale om samme princip som Johnson's guide til verdens vine: en ny bog om året.
Formatet er nogenlunde det samme: Korte beskrivelser af smagte whiskyer med markeringer af de 1252 whiskyer, som Murray har smagt siden sidste guide. Over 4500 whiskyer er bedømt i bogen.
Der er jo ikke andet at gøre, når man læser andres vurderinger af det ene eller andet, end at teste med sine egne sanser og se, hvor enig man er. Jeg anser ikke anmeldere for ultimative autoriteter, for jeg anser smag for at være et meget subjektivt anliggende. Nogen kan lide noget, andre kan lide noget andet. Så jeg siger altid "kend din anmelder".
Og det er så i den fase jeg er med Murray's whisky-bibel. Jeg har købt nogle flasker, som han har givet høje scorer, og så må vi se, om jeg kommer til at gøre det samme. Men jeg kan allerede sige, at bogen har været mere end alle sine penge værd, idet jeg købte en af de whiskyer, som han har som kategori-vinder, i dette tilfælde i kategorien 16-21 years, Multiple Casks, hvor vinderen var Knockando's Single Malt Scotch Whisky, Master Reserve, Aged 21 years. Og aldrig har jeg smagt bedre whisky. Nok den første whisky, jeg har oplevet som ædel.
Af de whiskyer jeg har smagt, mens jeg har haft bogen, er der sammenfald mellem de whiskyer, som han har til point i midt-halvfemserne (han bruger 100 point skalaen), og dem jeg giver fem stjerner, og dem, som både han og jeg scorer lavt, mens der er et midterområde, hvor vi ikke altid er enige. Det er godt nok, til at jeg anser guiden for at være brugbar for mig.
Bogen tager whisky fra hele verden til behandling. De skotske - både single malts, blends og grain - fylder lidt under halvdelen af bogen. Derudover er der irsk og amerikansk whiskey, som det staves på de kanter, og whisky fra Canada, Japan, England, Australien, 11 europæiske lande (herunder Danmark) samt "World Whiskies" fra yderligere fire lande.
Der er kort, der viser hvor de forskellige destillerier i de vigtigste whiskyproducerende områder ligger.
Murray benytter sig af en 100 points skala, hvor der kan tildeles op til 25 point for henholdsvis duft, smag, afslutning/eftersmag og balance. Han opererer med halve point. Samtlige whiskyer er ledsaget af denne firedelte pointgivning.
I det lille afsnit, How to Taste Whisky, hvor "The Murray Method" beskrives i 18 fokuspunkter, der udover at omhandle selve smageprocessen f.eks. også opfordrer til, at man ikke vasker hænder med en parfumeret sæbe, lige inden man smager, og at man, uanset hvad andre siger, endelig ikke må tilsætte vand. Der er klart inspiration at hente i flere af punkterne.
Bogen er med sin alfabetiske inddeling af destillerierne let at slå op i.
Udover den alfabetiske listning er der også seks sider, hvor whiskyerne listes efter hvor mange point de har fået. Whiskyer med point fra 97,5 til 94 er med i dette afsnit.
Endelig er der en side med Awards 2021, hvor kategorierne, der har én vinder hver, typisk er en inddeling efter land og alder. F.eks.: Single Malt Scotch, 11-15 Years, Single Cask, eller: American Whiskey, Bourbon, 9 Years & Under.
Man kan med disse toplister gå til toppen af poppen, og det var som tidligere nævnt der, jeg fandt den Knockando Master Reserve, som slår, hvad jeg tidligere har smagt af whisky.
Murray's sprog er uformelt og personligt. Han er underholdende at læse.
De enkelte whiskyer beskrives heldigvis ikke mekanisk på samme måde. Nogle beskrivelser er meget korte og uden detaljer om duft og smag. Andre, især hvor Murray er helt oppe at ringe, er fyldt med detaljer og personlige oplevelser. Den stil passer mig fint. Man kan mærke, at det er en person og ikke en smagemaskine eller skriverobot, der kommer til udtryk.
Alt i alt finder jeg Jim Murray's Whisky Bible et nyttigt og rart bekendtskab.
September 2021