I forbindelse med min (Preben - Helle drikker ikke spiritus) nyligt opblussede interesse for whisky købte jeg Steen Lykke Laursens bog Single malt scotch whisky.
Den er
meget lille, vejer 175 g, og når billeder, opsummeringer, register og ordliste fraregnes, er der reelt kun 41 små sider med tekst - bogen er læst på tre kvarters tid. Til gengæld kan den erhverves for ned til 61,95 kr. (hos tales.dk)
Jeg har gennem det meste af mit voksne liv jævnligt nydt et glas whisky hist og pist, men jeg har først fast haft en flaske stående, efter at jeg ved en lille smagsprøve-session i Edinburgh lufthavn købte en Glenmorangie 10 års "The original", som jeg derefter i årevis forestillede mig var den eneste whisky jeg ville drikke resten af mine dage - jeg gik ikke egentlig op i whisky, stornød blot et glas af min lette, elegante og helt tilfredsstillende Glenmorangie en gang imellem.
Men min lyst til at prøve noget mere er vokset betragteligt det sidste års tid, og når man så begynder at gå fra blot at nyde lidt tilfældigt til også at ville vide noget om varerne, og bruge denne viden i en søgen efter nye oplevelser, er et nyt kapitel begyndt. Det er et springende punkt i forhold til omgangen med enhver alkoholisk drik.
Jeg tilhører dermed bogens målgruppe, idet bogen giver bud på, hvilke kriterier man skal gå efter, når man skal vælge sin begynder-whisky, ligesom den giver flere håndfulde konkrete forslag til, hvad man skal købe på dette niveau.
Det var nyt for mig, at man som erfaren whiskynyder opererer med en begyndersmag og ikke blot, at der er noget, som nogen kan lide, og andet, som andre kan lide.
En anden ting jeg lærte - eller som i hvert fald er en påstand i bogen - er at whisky med aldersbetegnelse skal stå og åbne sig i glasset i lige så mange minutter som det antal år, whiskyen er lagret. Det må jeg teste en dag.
Forfatteren går meget op i, at der skal tilsættes en eller flere dråber vand til et glas whisky for at optimere oplevelsen. Det har jeg kun prøvet et par gange, og resultatet blev blot en mildere og ikke - som meningen skulle være - en mere åben whisky. Om jeg på et tidspunkt kommer så meget ud over begynderstadiet, at jeg får gang i pipetten, må tiden vise.
Når man vil til at gå lidt op i whisky, indeholder bogen følgende nyttige ting:
Nogle ting, som jeg godt vil blive lidt klogere på, savner jeg i bogen.
Jeg ville godt vide noget mere om de forskellige fadtypers indvirkning på smagen. Det er der seks linjer om, hvilket selvsagt ikke giver plads til nævneværdig detaljeringsgrad.
Jeg savner også beskrivelser af, hvad der er karakteristisk for de forskellige whisky-regioners produkter. Der står blot, at regionerne har hver deres traditioner og særpræg.
Om fremstillingsprocessen står, at whisky fremstilles af maltet byg, vand og gær, og at den destilleres i pot stills af kobber. That's it. Her kunne jeg godt have brugt flere detaljer. Jeg kan ikke rigtig se processen for mig. Og hvordan får de røgede whiskyer deres smag? Det er noget med noget tørverøg, ved jeg, men hvordan foregår det?
Det er en hyggelig bog, Steen Lykke Laursen har skrevet. Og den bærer tydeligt præg af hans entusiasme. Der er noget at lære for en, for hvem der er kommet hul på whisky-nysgerrigheden. Og der er som nævnt også noget, man ikke lærer så meget om.
Juli 2021