naturvin, en bog af Solfinn Danielsen

Solfinn Danielsen har skrevet en begejstret bog om naturvin, nærmest en kærlighedserklæring: naturvin - Et møde med naturlig vin, dens ildsjæle og pionerer.
Solfinn driver til daglig Forsiden af bogen naturvin vinbutikken Rødder & Vin, som har sit udspring i madevent­firmaet Rødder. Der er selvsagt naturvin på disk og borde begge steder.

Læseren bliver taget med på rejse med besøg hos vinproducenter samt på barer og restauranter, der serverer naturvin. Vi kommer til Paris, Anjou, Auvergne, Languedoc og Catalonien herunder Barcelona.

Konverteringen

Solfinn beskriver indledningsvis sin gradvise udvikling fra at gå op i at drikke de store - og konventionelle - vine med høje ratings fra toneangivende vinanmeldere til at falde for naturvinene og smage efter, hvad han selv kan lide frem for at gå op i andres vurderinger. Den måde som naturvinene i hele bogen stilles op over for alle andre vine gør, at Solfinns proces fremstår som en omvendelse, hvor der ikke er noget både-og men et enten-eller uden slinger i valsen.

Hvad er naturvin?

Bogen er ikke en afhandling om naturvin men en meget personlig beretning om forfatterens forhold til og oplevelser med naturvin. Så i afsnittet om hvad naturvin er, findes ingen detaljerede oversigter over forskellene på konventionelle, økologiske, biodynamiske vine og naturvine. Der er dog illustrationer, der giver et indtryk af mængden af tilladte tillsætningsstoffer for de forskellige fremstillingsmetoder, og grænseværdierne for svovltilsætning er angivet.
Der er en oversigt over tilsætningsstoffer (angivet på engelsk), der er tilladt i EU. Tilsætningsstofferne får så en på frakken, som noget der udelukkende anvendes til at skjule dårligt håndværk.

Spørgsmålet angående svovltilsætning behandles grundigt, og selv om Solfinn ikke sætter grænsen for naturvin ved nul svovltilsætning, skinner det i hele bogen igennem, at han er meget lidt glad for svovl: "Vin, der tilsættes svovl, mister sine smagsnuancer i takt med, at svovlen tilsættes...Vin, der er tilsat store mængder af svovl, står stille, er død i smagen, mangler energi."

For Solfinn er der tydeligvis to vinkategorier: naturvin og så alle de andre. Han definerer naturvin som at der arbejdes med et minimum af intervention, ingen kemi og lidt eller ingen tilsætning af svovl. Men ikke bare det. Det handler også om ikke nødvendigvis at bruge de samme produktionsmetoder hvert år men om at dyrke druen, så den giver den bedste saft, der i nogle år kan give vin med lagringspotentiale, i andre år vin til at nyde her og nu, en tilgang som benævnes at følge vinen. Centralt for oplevelsen af naturvin er også oplevelsen af energi i vinen samt drikbarheden.

Du kan læse et uddrag af bogen her

På besøg hos producenterne

I den største del af bogen er læseren med på rejse med forfatteren og to rejsekammerater. Der besøges udvalgte vinproducenter, restauranter og barer. I naturvinsverdenen kender alle ifølge forfatteren alle. Man er kædet sammen af en fælles interesse, hvor alle lærer og inspireres af alle. Forfatterens store entusiasme og begejstring strømmer ud af de mange glade beretninger, og personerne bag vinene lovprises. Et godt eksempel på bogens stil og stemning er følgende citat fra en beretning om et besøg i Auvergne:

"Vi går ovenpå for at se til vores kylling i ovnen - om den ikke er ved at være der. På vej op finder Niclas en flaske BulleVersante, en miniproduktion af pet'nat, som Tricot laver fra gang til gang på Muscat, så det er en intenst floral og eksotisk omgang bobler, der som altid her er balanceret med lige tilpas bitterhed. Glæden lyser ud af Niclas i sådan en grad, at selv om det er en af de sidste flasker, Vincent har tilbage - hvis ikke den sidste - så kan han ikke modstå den nærmest barnlige glæde, vi alle mærker, når vi ser den særlige flaske, der bare gjorde større indtryk end det meste andet."

Sort hvidt

Forfatteren understreger flere gange, at der ikke er noget der er sort/hvidt eller rigtigt/forkert. Paradoksalt i forhold til disse erklæringer fremstår bogen sine steder noget bombastisk i sin udmaling af ikke-naturvinenes dårligdomme.
Det forekommer f.eks. overdrevet og irrelevant i forbindelse med den ellers helt berettigede påpegning af de mange lovlige tilsætningsstoffer og den manglende deklaration af disse i konventionelle vine at inddrage den såkaldte Kølervæskeskandale, hvor nogle østrigske vinproducenter i 1980'erne illegalt tilsatte en hovedkomponent i kølervæske, diethylenglykol, til deres vin.
Polariseringen i forhold til naturvinenes autenticitet udmales bl.a. ved at erklære, at i kommercielle vine er "smagen låst fast - du smager den én gang, og du ved præcis, hvad der venter dig i resten af flasken. For hver tår bliver hængende i smagsløgene, lag på lag, indtil smagsløgene ikke kan mere og skriger på en øl eller bare noget, der er nemmere at forholde sig til. Det er sådan, nogle vil have det, og det er fint. For der er ikke noget rigtigt eller forkert. For mig var der bare ingen vej tilbage, efter at jeg først havde fået smag for naturvin."

Bogens erklærede formål er at dele forfatterens kærlighed til naturvinene, så det er indlysende at alt det positive fremhæves. Hvis man ikke er konverteret til naturvin, springer det dog i øjnene, at alt er så positivt; vinene smager fantastisk og naturvinsmenneskerne er fantastiske. Man er i paradis. Virkeligheden må være en anelse mere sammensat. Men klart: er man i den glædesrus, som forfatteren øjensynligt er, er det nærliggende kun at kigge på den ene side af medaljen.

Bogens nytteværdi

Bogen er i sin overstrømmende glæde, begejstring og lige-ud-ad-landevejen sproglige stil hyggelig læsning for enhver, der kan lide at læse om andres oplevelser med og holdninger til vin. Den vil selvfølgelig være sjovest for naturvin-fans, der kan få inspiration til steder at besøge og vine at smage, men også for dem, der ønsker tips til at påbegynde et bekendtskab med naturvin, vil bogen være nyttig.

Bogen er rigt illustreret, hvilket er med til at levendegøre de rejsendes oplevelser. Bagest i bogen er der adresser og telefonnumre. Bogen krydres ind imellem med madopskrifter.

Bogens opfordring til at smage med et åbent sind er god - og også nødvendig - hvis man ikke har erfaringer med naturvin og gerne vil have det.

April 2017

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.