Vi har under vores rejser i Frankrig haft rigtig god gavn af Classement des meilleurs vins de France udgivet af La Revue du Vin de France. Faktisk har vi, siden vi kom forbi den, ikke brugt andet.
Guiden er på fransk, og vi er ikke bekendt med, at den udgives på andre sprog.
I de to udgaver, som vi har købt, er det forskellige "hold", der vurderer vinene, men kvaliteten af guiden forekommer helt konsistent.
Ligesom med andre guider hæfter vi os ikke nævneværdigt ved
bedømmelser af enkelte vine i enkelte årgange - og der er i øvrigt også ofte
også overgået til nye årgange på markedet, når guiden kommer i vores besiddelse.
Vi bruger den derimod til at se, hvordan producenterne bedømmes og beskrives og
foretager på den baggrund på vores rejser en udvælgelse af, hvem vi vil besøge.
I 2007-udgaven er 1230 vinproducenter udvalgt og 6973 vine bedømt.
Særligt gode producenter er fremhævet ved angivelse af
mellem en og tre stjerner, og de bedømte vine er vurderet på en 20 point skala.
Både producenter og vine er (heldigvis) også beskrevet med ord.
For de læsere der påtænker at bruge guiden i Provence, kan det gøre en forskel at vide, at Côtes du Luberon - som vi opfatter som en oplagt Provence-appellation - i guiden findes under Syd Rhône.
Vi kan sagtens finde eksempler på producenter, hvis vine vi er glade for, men som ikke er med i guiden. Så vi fraråder (som i øvrigt altid i forbindelse med guider) en for rigid og fanatisk brug af den.