Glasset gør en kæmpeforskel på hvordan en vin opleves. Forskellige vinglas fortolker simpelthen en vins duft og smag på forskellig måde. Det giver derfor dårlig mening at ofre en masse på vinen, hvis glasset ikke formår at formidle de gode kvaliteter.
Hvad vinglas angår, har gennemsnitsdanskeren forlængst Foto: Keld Navntoft overhalet kongefamilien, i hvert fald hvis man skal dømme ud fra de middage, man ser transmitteret i TV, hvor de anvendte vinglas til diverse gallamiddage er uhensigtsmæssige, hvis det handler om at glassene skal bidrage med en optimering af vinoplevelsen. For en femmer kan man i skrivende stund i Bilka købe et glas, der givetvis vil performe bedre end dronningens. Dronningens glas er godt nok sirligt pyntede, og måske er der tale om gamle arvestykker med historisk vingesus. Men de bryder med den grundregel, at et vinglas skal snævre ind foroven, så vinens duft samles og fokuseres.
Langt de fleste vinglas, som man ser i handlen, overholder "reglen" om at åbningen skal snævre ind. Alligevel er der enorm forskel på, hvordan forskellige glas "performer". At ofre lidt mere end femmeren i Bilka kommer mangefold igen i form af de mange og markant bedre oplevelser, man får hen ad vejen.
Nu har vi jo ikke allesammen samme grad af interesse for og entusiasme i forhold til vin. De mennesker, der blot skal have noget billig og god vin, og som synes at det er tilfredsstillende at drikke den samme papvin hele tiden, vil givetvis være fuldt tilfredse og ikke savne noget ved at bruge de helt billige glas. Der er jo andet i livet end vin...
Går man imidlertid blot en smule op i vin, er det vores helt klare opfattelse, at det kan "betale sig" at købe nogle lidt dyrere glas, hvor der er arbejdet på at udforme dem, så de præsenterer vinen bedre. Sådanne glas vil typisk også være smukkere at se på og lækrere at have i hånden, hvilket selvfølgelig ikke har indflydelse på duft og smag, men det er alligevel med til at præge den helhedsoplevelse, som det er at sidde og nyde en god vin.
Tænk bare på modsætningen: Du er inviteret til en god middag, og den halvdyre vin bliver serveret i hvide plastikbægre, af den type man bruger til at skylle mund med hos tandlægen. Det vil altså ikke være så sjovt, uanset hvor god vinen er!
Især to fabrikater har herhjemme haft held til at slå igennem og blive forbundet med den ekstra kvalitet, som vi her taler om: Spiegelau og Riedel. Men der findes selvfølgelig masser af andre kvalitetsglas. Priserne begynder i skrivende stund ved 50 kr. pr. glas.
Selv har vi i snart 20 år år brugt to glas fra Schott-Zwiesel, Selection-modellen, et lille og et stort. Her er vi i ca. 70 kr.'s lejet pr. glas.
Når vi nævner disse glas på trods af, at de ikke fås mere, er det fordi vores erfaringer med dem umiddelbart kan overføres til allround "hvidvins-" og "rødvinsglas" af andre fabrikater.
De to Selection-glas har i vores husholdning tilsammen kunnet håndtere Spiegelau rødvinsglas alle mulige vintyper meget tilfredsstillende i et par årtier. Vi testede dem på et tidspunkt op imod nogle lidt mere end dobbelt så dyre (Riedels Vinum-serie), der var designet til specifikke vintyper. Men vi endte med at foretrække at køre videre med Selection, da de dels var bedre allround-glas, dels performede specialglassene ikke altid mere overbevisende med de vintyper, som de var beregnet til.
På den beggrund tror vi, at de fleste vinnydere vil være dækket rigeligt og tilfredsstillende ind med to kvalitetsglas af forskellig størrelse.
Selv om det er fristende at kalde det lille glas for et hvidvinsglas og det store for et rødvinsglas, har vi også brugt det lille glas til mindre rødvine, og store hvidvine har undertiden haft gavn af at blive serveret i de store glas.
Her kommer der dog en portion smag og behag ind i billedet. Helle foretrækker således næsten altid det store glas til rødvin, mens Preben kun har brugt det store glas til store rødvine, ud fra oplevelsen at det lille glas er bedre til at fokusere mellemklasse rødvine med vægt på umiddelbar frugt.
Til port- og dessertvin har de små glas - som jo ikke er så små endda - været fine. Glas i stil med et let forstørret fingerbøl, som man ind imellem kan blive udsat for til port- og dessertvin, er altså for små, idet disse vine ligesom al anden god vin har attraktive dufte, som fortjener et glas, der lader dem få adgang til ens næse. Derudover rækker et fingerbøl efter vores smag mængdemæssigt ikke til nogen som helst form for vin.
Den vintype, som vi igennem årene har haft den mindst avancerede omgang med, er mousserende vin. Så i mange år klarede vi os med nogle billige og rimelige glas fra det nu hedengangne Daells Varehus.
Et godt champagneglas, som f.eks. champagneglasset fra Spiegelaus Authentis serie, som er blandt dem vi bruger nu (vi bruger også Zalto omtalt længere nede), byder dog på en markant bedre oplevelse. Det at kuplen er bredere på midten gør, at den større vinoverflade kan frigive flere duftstoffer, og moussen fokuseres også bedre. Og ligesom det gælder for andre gode glas, så oplever man ikke blot at vinen dufter bedre; det er også som om den smager bedre.
Der findes også champagneglas med en meget lav kuppel - som en lav og flad skål - og stor vinoverflade. Vi har svært ved at forestille os, hvad de skulle kunne gøre af godt for boblende vin, men vi har ingen erfaringer med dem.
Som tidligere nævnt lod vi på et tidspunkt vores kære Selection glas konkurrere med nogle ca. dobbelt så dyre specialglas. Det leverede ingen overbevisende oplevelser, der kunne få os til at købe specialglassene.
Vi har så her på det sidste testet de østrigske Zalto glas. Eller rettere jeg (Preben) har. For her kommer vi ud i et område, hvor Helle synes det bliver for nørdet og overdrevet - vi har jo nogle glas, som vi længe har været glade for. Og jeg indrømmer gerne, at der er en fornemmelse af "voksenlegetøj" for store drenge ved at beskæftige mig med disse glas. Ren feinschmecker-luksus.
Jeg må så også - til ulempe for min pengepung - sige, at jeg her for første gang efter Selection-glassene har mødt nogle glas, som overbevisende byder på oplevelser, som jeg finder værd at gå efter - ok, så lad os bare sige på nørdeniveau. For glassene er dyre, 250-300 kr. stykket.
Det er klart, at alle andre gode glas ikke bliver dårligere af, at Zalto's er ekstraordinære. Og det skal også tilføjes, at vi nu er der, hvor smag og behag kommer ind i billedet. Helle holder sig således stadig til de gode gamle Selection glas, efter de par sammenlignende tests jeg har kunnet lokke hende til.
Hvis man går op i vinglas på dette ultimative feinschmecker-niveau, har de andre glasfabrikanter også dyre glas, som burde performe på niveauet højere end de gode mellemklasse glas. Men på højniveau har vi indtil videre kun haft fat i Zalto glassene - og det rækker for nærværende.
Hvis du er specifikt interesseret i Zalto glas, så har jeg skrevet en side, hvor jeg går i detaljer med glassenes egenskaber samt med mine oplevelser af, hvad de forskellige glas hver især er bedst egnet til.
Januar 2014