I vores anmeldelser af forhandleres hjemmesider indgår normalt ikke en vurdering af hjemmesidens udseende. Hvis siden fungerer, er opdateret, leverer relevante informationer og giver mulighed for et godt købsforløb, finder vi det uvæsentligt og irrelevant, om udseendet falder i vores smag.
Alligevel er det faktisk DoréDelicato's webdesign, der giver os skubbet til nærværende anmeldelse. For det er flot, stilfuldt og ovenikøbet hjemmegjort, idet Benny Doré udover at sælge vin også byder på webdesign - og kunstmaleri. (Se nærmere på dore.dk.)
DoréDelicato beliggende på Fyn sælger italiensk vin fra alle landets regioner samt italienske delikatesser. Vi har i skrivende stund kun handlet der én gang.
Ja. Intet mangler.
Informationer om de enkelte vine er forbilledligt detaljerede. Der er både en faktuel del med oplysninger om druesorter, årgang osv. Og så er der en smagsbeskrivelse og for nogle vines vedkommende en detaljeret produktionsbeskrivelse.
Også info om betalingsmåder, leveringsbetingelser og -priser er i top.
Det har vi på baggrund af det indtil videre korte bekendtskab ikke mulighed for at udtale os om. Men vores gæt er: ja. Dels har vi set eksempler på, at DoréDelicato gør sig den ulejlighed at oplyse, når der er få flasker tilbage af en vin. Dels giver hele fornemmelsen ved hjemmesiden et indtryk af umage, grundighed, klarhed og præcision.
Ja. En overskuelig menu i højst to niveauer giver hurtig adgang til alt indhold. Og indholdet er velorganiseret.
Også webbutikken er letbetjent og fungerer som sådan en skal.
Ja. Der er gode og fleksible muligheder for at finde en ønsket vin ud fra enten forskellige inddelinger eller via en velfungerende fritekst-søgemaskine.
I webshoppen præsenteres de informationer og valgmuligheder, som man har brug for, når man har brug for dem.
Man kan købe via webshoppen, og varer kan også afhentes i den fysiske butik i Særslev.
Den ene gang vi aktuelt har handlet hos DoréDelicato, forløb købet i enhver henseende som det skulle.
Som en service udover vanligt niveau modtog vi en mail, da vinene blev afsendt med meddelelse om ankomstdag. Og man havde også sørget at give fragtmændene besked om, hvad der skulle ske, hvis leveringen blev forsinket.
Som nævnt indledningsvis finder vi DoréDelicato's webdesign smukt. Sitet er også funktionelt og gennemarbejdet i detaljen.
Benny Doré's visuelle tilgang til tingene fremgår udover af designet også af fotos og grafik. Se f.eks. de billeder der ledsager hver eneste vin i webshoppen, billeder der udover at være dekorative og af høj kvalitet også grafisk viser, hvor i Italien vinen kommer fra.
Også fotos under menupunktet Stemningsbilleder demonstrerer, at det er gode og skarpe øjne bag kameraet.
Det er ikke nødvendigt, at man kender personerne bag en forretning for at have en god oplevelse med den. Men vi synes, at det tilfører en ekstra dimension, at menneskerne bag giver sig en smule til kende. Og det sker via Benny Doré's Køkkenskriverier, hvor man kan læse om personlige oplevelser og interesser med større eller mindre berøring med vinens verden.
November 2013