Februar 2016. Bemærk: Denne anmeldelse står over for en opdatering. Læs imellemtiden kommentaren til prispolitiken som en generel kommentar til den type prispolitik, som Irma ikke længere er alene om at praktisere. Da dele af vinpersonalet for nylig er blevet væsentligt opkvalificeret, kalder det også på en ændring af nedenstående tekst.
Vi oplever Irma's prispolitik som bondefangeri. Vinene forekommer almindeligvis alt for højt prissat med det formål at kunne sætte dem på tilbud, hvor det ser ud som om besparelserne er spektakulære.
Det er dog sjældent at der er rigtig gode tilbud at hente i Irma. Man skifter øjensynligt hovedsageligt mellem en portion bredt appellerende gengangere, der ser ud til at være specielt udvalgt til disse køren-i-ring-tilbud. Man skal dog typisk købe 3, 6 eller 12 flasker for at få vinene til den rigtige pris. Det er der ikke meget sjov ved, synes vi.
Kvaliteten af Irma's vine er hverken værre eller bedre end i andre supermarkeder. Og vi har ikke oplevet noget nævneværdigt vinkyndigt personale.
Så alt i alt er Irma som supermarkeder er flest, bortset fra den irriterende prispolitik. Den har til gengæld den uheldige bivirkning, at vi ikke er særligt tilbøjelige til at købe noget som helst i Irma til normalpris. På den måde er det lidt mindre sjovt at kigge vin hos Irma end så mange andre steder.
Et par lyspunkter skal dog retfærdigvis nævnes. Irma har jævnligt to rigtig gode vine på tilbud, nemlig vinene fra Leone de Castris, Santera og Salice Salentino Riserva 1999 (se anmeldelse her). Her hænger kvalitet og pris også fornuftigt sammen.
April 2003