...er måske så meget sagt. Men lad os alligevel videregive en udmærket erfaring med at blande to sløje vine med en rest fra dagen i forvejen for som resultat at opnå et blend, der er bedre end nogle af de tre vine hver for sig! Synergi for sjov. Men også både ganske nyttigt og lidt opmuntrende.
Før selve "vinmagerhistorien" et rids af en af de
grundholdninger, som vi forholder os til vin med:
Når vi åbner en flaske vin, forventer vi ikke fuldtonende gevinst hver gang. Men
når der er tale om, hvad vi oplever som en nitte, så gider vi ikke spilde tid og
smagsløg på den. Der bliver åbnet en ny
flaske.
Hvis der er tale om en nitte i betydningen en fejlbehæftet flaske, bliver den
selvfølgelig byttet. Men hvis den blot er kedelig eller er blevet for gammel,
ja, så bliver den proppet til og sat i køleskabet, i håb om at der kan findes en eller anden
anvendelse for den, f.eks. i maden.
Her forleden - den dag billedet ovenfor blev taget - havde vi
indenfor et par dage åbnet to vine, som vi ikke gad drikke, og så havde vi en rest
tilovers fra en glimrende vin fra dagen før.
Den første "fuser" var den til højre på billedet, Caramino, Fara, Dessilani, 2004, som vi simpelthen
nok har haft liggende for længe. Den var skøn for nogle år siden, men her forleden var den
kedelig og noget udtørret. Den blev tilproppet og kom i køleskabet.
Nummer to fuser, Vitiano, Falesco, 2008 (til venstre på billedet), var det stikmodsatte:
Ung og sød men netop så sød, og tilmed med en bublegum-agtig parfumerethed, at
også den blev proppet til og sat på køl.
Og så den midterste, La Triboulette, Crozes-Hermitage, Cave de Tain, 2006, som vi havde
drukket med fornøjelse dagen før, men som vi ikke havde tømt.
Da middagen stod på hjemmelavet pizza, og der var rigeligt med rødvinsrester, fik vi tanken: Kan vi ikke lave et brugbart blend af de tre vine? For så meget sovserødvin får vi nok heller ikke brug for, før de 1,5 liter rest-vin ikke længere er brugbare til formålet.
Vi begyndte så at blande. Den noget udtørrede og kedelige Caramino blev som trin
1 brugt til at dæmpe Vitiano'ens søde og parfumerede frugt. Det hjalp. Men
smagstypen var stadig ikke noget at råbe hurra for.
Crozes-Herimitagen havde
holdt sig fint i køleskab et døgn og smagte stadig godt, så vi tilføjede en sjat
af den. Og voila: Et til formålet - pizzaledsagelse - velfungerende blend var en
realitet.
Caramino'en dæmpede Vitiano'en, eller man kan omvendt sige, at Vitiano'en
tilføjede smag og fylde til Caraminoen. Og både Caramino og La Triboulette
medvirkede til at sænke Vitiano's alkoholprocent, så der kom en lettere vin ud af det.
Endelig fik La Triboluette blandingen til at smage godt; Vitiano's bublegum
var sat ud af spillet. Bingo!
Som nævnt tidligere, går vi til det med vin med et sæt grundholdninger, der egentlig er meget enkle og ligetil. En af vores mest grundlæggende er, at vin skal være til glæde. Når vi deler vin eller vinerfaringer med andre, må det gerne være en glad og positiv oplevelse. Hvis det bliver surt og forstemmende, så er vinens væsen ikke længere i fokus. Og så er der noget helt galt.
Det nævnte vinblandingseksperiment forvandlede tristhed til
glæde. Naturligvis ikke på højeste plan, men mindre har også ret.
Man skal i den forbindelse selvfølgelig ikke blive sur over den af indlysende
grunde totale mangel på
typicitet (blandingen bestod jo af umbrisk
Merlot/Cabernet/Sagiovese (Vitiano), piemontesisk Nebbiolo/Vespolina (Caramino)
og fransk Syrah (Crozes-Hermitage) men derimod glæde sig over at få et glas
udmærket vin til sin pizza, en vin med
upåklagelig rød farve, god
smag, tilpas syre og passende alkoholprocent.
Hvis en flaske vin, der skuffer og får mundvigene til at bevæge sig nedad, ikke kan bringe glæde ved at blive blandet med en vin, der på passende manér kan kompensere misfostret - og det er jo nok ikke muligt så tit - eller hvis den ikke med positivt resultat kan bruges i maden, tja, så gør som vi: Hæld den i vasken!
Vin skal være til glæde.
Maj 2010
