En historie om en totalt mislykket vinsmagning fortalt af en erfaren vinforhandler, Henrik Madsen (som i sin tid drev Millésime, der senere blev en del af Theis Vine) gjorde engang stort indtryk. Frit efter hukommelsen var hans historie som følger:
Henrik havde stået for en stor smagning i et firma, en ambitiøs smagning af dyre og eksklusive topvine. Første vin fremkaldte ingen begejstring. Det gjorde nr. 2 heller ikke. Tværtimod. Og sådan fortsatte det bare derud af. Det medførte selvsagt en mere og mere mat stemning i lokalet, hvor de skuffede ansigter talte deres tydelige sprog. Henrik fandt det let at forstå skuffelsen, for heller ikke i hans glas skete der noget særlig interessant, og absolut intet der afspejlede, at man havde topvine i glasset. Og det gjaldt for alle vinene. Højst mærkværdigt.
Der blev ikke solgt noget ved den lejlighed, og Henrik var efter smagningen fuld af dyb forundring. Én ting er at en enkelt vin kan skuffe og være inde i en kritisk og ugivende fase, noget andet er, hvis alle vinene skulle være i dårlig dagsform på samme tidspunkt.
Henrik ringede efterfølgende til en af vinproducenterne og snakkede med ham om de nedslående oplevelser. Producenten sagde "Kig lige ud af vinduet, og fortæl mig hvad du ser." Henrik berettede om naturens spæde grønne farver, og om knopper der var ved at springe ud. "Dér har du forklaringen", sagde producenten, som fortsatte: "På det her tidspunkt kommer der gang i hormonerne på en måde, som gør at ingen kan regne med det de smager. Foråret og hormonerne har ødelagt din smagning."
Uanset om producenten havde ret i sin opfattelse af denne sammenhæng eller ej, så er historien under alle omstændigheder interessant, idet den beskæftiger sig med, at vi mennesker - der jo ind imellem har det med at glemme, at vi er en del af naturen - ikke kan regne med at vores smagssans fungerer som et til enhver tid maskinelt og præcist analyseapparat - vi er jo ikke maskiner.
Når vi dertil lægger, at vine, som de levende produkter de er, har deres svingninger, og i værste fald kan være utilregneligt humørsyge, ja, så har man en del af forklaringen på, at vi her på Vinsiderne.dk synes, at den hyppigt anvendte 100-point skala til vurdering af vin har et lidt komisk skær over sig. Vi kommer nok aldrig til at forstå, at nogle i fuld alvor kan sige "denne vin skal have 92 point, 93 er bestemt for meget, og 91 er afgjort for lidt".
I forbindelse med skrivningen af nærværende artikel, så vi lige en video med en toneangivende anmelder, der demonstrerede sin pointgivning og bl.a. nåede frem til at taksere duften for en given vin til 22,5 point ud af 25 point. Med halve point opererer han altså med en 50-trins skala til vurdering af duften alene! Det er da langt ude. Følger der ikke en opfattelse af sig selv som supernøjagtig smagemaskine med den slags absurditeter? Og kommer man ikke til at bilde sig ind, at man dermed altid og med usvigelig sikkerhed kan hæve sig over naturen, herunder sin egen?
Selvfølgelig lader det sig gøre, at træne en mere objektiv tilgang til at smage på vin. Vi siger blot, at vi ikke tror på at der findes individer, der er i stand til at hæve sig over, at de er et stykke natur med de uregelmæssigheder og den subjektivitet, som følger med.
På det helt utrænede niveau er der sikkert mange, der kender oplevelsen af, at den vin, der smagte så vidunderligt på ferien sydpå, smager helt ordinært eller måske endda ikke særlig godt, når den kommer i glasset hjemme ved middagsbordet en grå regnvejrsdag. Det skyldes selvfølgelig, at vinen på ferien indgik i en lykkelig sammenhæng, som man ubevidst og utilsigtet er kommet til at blande sammen med, hvad man isoleret set smagte. Men her er det muligt at træne en adskillelse, så man kan stille skarpt på smagssansen for sig selv og holde den adskilt fra oplevelsen af, hvor skønne omgivelserne, vejret og humøret er. Den adskillelse har man i høj grad nytte af, når man fylder 100 flasker i bagagerummet på ferien sydpå!
Vi har ikke selv erfaringer, der underbygger førnævnte vinproducents historie om forårets indvirkning på hormoner og smagsopfattelse. Men vi har oplevelser af pludseligt at befinde os i en periode, hvor de vine, vi drikker, smager overraskende meget bedre end de plejer, uden at det kan tilskrives vores humør, oplagthed, vejret, årstiden eller andet konkret iagttagbart. Ligesom der kan være perioder, hvor selv de vine, som vi anser for sikre hits, smager markant kedeligere end de plejer. Er det vinene, der er påvirket af et eller andet i naturen eller universet? Eller er det os? Vi aner det ikke.
For vi mennesker har jo ikke haft den ringeste indflydelse på, hvordan vi er skruet sammen, i og med at det er naturens intelligens, der har stået for byggeprojektet. Og vi er heller ikke udstyret med en absolut viden om, hvordan vi hænger sammen med og påvirkes af naturen og universet. Det er noget vi drypvis opdager hen ad vejen antageligt uden nogensinde at afslutte opdagelsesrejsen.
Det siger derfor sig selv, at der kan være uanede mængder af faktorer og sammenhænge, der kan tænkes at påvirke os - herunder vores oplevelse af lugte og smage - faktorer som vi ikke har den fjerneste anelse om. Vi kan på samme måde heller ikke vide alle detaljer om hvordan og af hvad en vins udtryk kan påvirkes.
Livet er større end vores viden om livet. Og når det at månen skifter position i forhold til jorden kan ændre verdenshavenes højde (denne grovting har vi jo ikke altid vidst), ja, så skal der nok også være finurligheder, som ingen endnu har erkendt, og som kan trække i både vin og mennesker og forskyde en balance eller to bag om ryggen på os.
I Henrik Madsens historie var det jo tydeligt, at et eller andet - om det så var foråret eller noget andet - gjorde at alle smagningens deltagere var enige om at finde samtlige vine uinteressante, vine der kun undtagelsesvis burde skuffe.
Det er en god historie, fordi den så overvældende klart minder os om den ydmyghed, som det er passende at iklæde os, når vi smager på vin. Og fordi den minder os om, at vi ikke er maskiner i en maskinpark men mennesker, der langt fra har styr på alle detaljer vedrørende hvordan vi hænger sammen med den verden og det univers, som vi er en lille bitte del af. En verden der, selv om vi et langt stykke hen ad vejen kan regne med hvor vi har den, også rummer uforudsigelighed og utilregnelighed. Og selvfølgelig er hverken vin, menneske eller samspillet mellem de to hævet over disse grundvilkår.
Juli 2013
