Enmands ukrudtbekæmpelse i vinmark i kappadokisk bjergområde. Grænsen mellem det bearbejdede område og det ubearbejdede ses tydeligt.
Vi videregiver her vores erfaringer med tyrkisk vin. Erfaringer der stort set begrænser sig til hvad vi har smagt på en uges pakkerejse til Tyrkiet, hvor restaurantvalget var foretaget af rejsebureauet. Vi aner ikke om det, vi har oplevet, er det mindste repræsentativt for hvad tyrkisk vin drejer sig om, eller om de turistmaskiner, som vores hoteller var, har udvalgt vine, som de mener er særligt turistegnede (maden kunne godt pege i den retning).
Vi havde intet researchet før rejsen, og efter rejsen har vi kun foretaget et par "opslag" for at sikre os, at et par navne på etiketter refererede til druesorter. Så tag denne artikel for hvad den er: En beskrivelse af vores novice-oplevelser med tyrkisk vin på en uges turist-pakkerejse til Antalya og Kappadokien.
På turen smagte vi syv rødvine og tre hvidvine. Da Tyrkiet hvad nord-sydlighed angår ligger på niveau med Syditalien og Nordtunesien, var vores forestilling, at hvidvinene kunne være syrefattige, ufriske og kogte, men det var ikke tilfældet med de få vine, vi smagte. To hvidvine var ganske rimelige, og en tredje var bare noget tyndt pjask (husets vin på en restaurant), som man ikke kunne tage alvorligt.
Hovedindtrykket af rødvinene var, at de var enkle og mere eller mindre primitive i landvins-stil. Den dårligste var decideret ringe, og første tanke var "har den prop?", uden at det var tilfældet. Mere primitivt kan det næsten ikke blive. Restaurantpris: 155 kr., detailpris i lokal wineshop: 39 kr.
Prebens favoritrødvin på turen var sjovt nok nok også den billigste med en detailpris på 32 kr. for en liter: Bağdan (navn), Turasan (producent). En enkel og alkohol-let (12%) landvin, der uden at byde på bemærkelsesværdige smagskvaliteter bød på den basale glæde ved at drikke vin. Let, enkelt og fornøjeligt. Udmærket ledsagelse til en gang mavedans.
Helles favoritvin var en Anfora, Shiraz, Pamukkale, 2011. Bestemt en efter forholdene ok oplevelse med et vist mål af velsmag. Restaurantpris: 166 kr., detailpris: 53 kr.
Denne vin blev i øvrigt af restaurantens vinsælger anprist
som en vin, der havde fået en pris som Europas bedste rødvin. Vel vidende at det naturligvis var løgn, spurgte vi hvem der havde foretaget denne kåring. "Europa" svarede oversælgeren...
Når vi valgte vinen, var det på baggrund af de to foregående afteners oplevelser: en vin fremstillet af en stor andel Merlot og en lavet af de lokale druer Oküzgözü og Boğazkere. Begge vine havde skuffet. Hvordan mon så Shiraz opførte sig? Som sagt ikke så tosset.
På baggrund af vores erfaringer fra Italien og Frankrig, hvor det ofte er relativt billigt at købe landenes egne vine på restaurant, tænkte vi, at det samme kunne være tilfældet i Tyrkiet. Men sådan var det ikke, de steder vi besøgte. Om det er anderledes, når man entrerer med restauranter, der ikke samarbejder med nordeuropæiske rejsebureauer, ved vi ikke.
De fem sammenligninger, vi har haft mulighed for at foretage, giver en faktor på restaurantprisen i forhold til prisen i en wineshop på mellem 2,6 og 4,2 med et gennemsnit på 3,4. Altså meget lig forholdene i Danmark.
Hvis disse stikprøver er repræsentative - hvad vi som sagt ikke kan vide noget om - betaler man således i Tyrkiet ganske meget for sin restaurantvin i forhold til kvaliteten. Især i betragtning af at landet selv producerer vinene.
Tyrkiet er et muslimsk land. I og med at landet også er vinproducerende, må man sige, at koranens påbud om ikke at drikke vin modsvares af en meget moderat praksis.
Dog ikke alle steder. I byer og områder - eller på enkelt-restauranter - hvor man forholder sig mere konservativt til islam, serveres der ikke alkoholholdige drikke.
Vi kan så afgjort anbefale, at man ikke lader det være afgørende for ens restaurantvalg, om der serveres alkohol eller ikke. To af vores i særklasse bedste madoplevelser har vi haft på restauranter, der ikke serverede alkohol. Restauranter, der var hinsides rejsebureauets monotone buffet-kværn. Bl.a. den på papiret enkle Beyti kebap (billedet ovenfor), som var en overdådighed af veltilberedt tyrkisk velsmag (Sted: MirBey, Antalya).
Selv om de turistmåltider, vi blev slæbt igennem, tydeligvis var tilpasset ikke-tyrkisk smag, kommer man alligevel nærmest uundgåeligt ud for krydring med chili. Og det kan som andre stærke krydderier midlertidigt "bedøve" smagsløgene i større eller mindre grad. Så man kan sagtens argumentere for, at øl er en bedre ledsager til tyrkisk mad end vin. Ligesom man kan spørge sig selv: Kan det ikke være lige meget, at vinen er primitiv, når man risikerer at miste en god bid af smagssansen udervejs gennem måltidet?
Tjo. Men den slags relevante argumenter og indvendinger preller jo ind imellem af på en, når man elsker vin og er levende interesseet i at undersøge et nyt lands vinkultur...
April 2014
