Flere læsere har kommenteret min (Prebens) "korte" fra 30. januar 2014, hvor jeg udtrykker træthed over at blive bombarderet med hyppige, ensformige og banale salgsfremstød via nyhedsmails fra forhandlere, og at jeg især finder
utroværdige mails med "spar 50%" og så dem med "spar x kr." og med småt "v. 6 fl." eller "v. 12 fl." irriterende.
Læserhenvendelserne kan koges ned til udsagn som "skrot tilbudssiden", "I er jo med siden med til at holde liv i tilbudskarrusellen" og "bestræb jer som et minimum på at sortere i tilbudene og kun videregive de reelle".
Vi er altid glade for inputs, der forholder sig til det vi laver. Vi har derfor tænkt over og diskuteret: Skal vi skrotte vores tilbudsside?
Eller hvis vi skulle sortere i tilbudene, hvordan skulle vi så i givet fald bære os ad med præcist at skelne mellem "virkelige" og mere fupagtige tilbud? Og hvor skulle snittet gå?
Hvis vi skal beholde siden, hvilket formål, som vi kan stå inde for, tjener den så egentlig?
For at starte med hvad vi har besluttet: Vi beholder tilbudssiden. Enhver der har fulgt lidt med på vores sider over tid vil vide, at vi så afgjort ikke er glade for al det tilbudshalløj (som bl.a. udtrykt i denne artikel). Men tilbuds-cirkusset kører, uanset hvordan vi personligt har det med det, eller hvad vi synes om det. Det konstaterer vi og tager til efterretning. Og det ville være urealistisk, hvis vi bildte os selv ind, at vores indflydelse er så stor, at hvis vi nedlagde vores tilbudsside, så ville det flytte tilbudsmentaliteten i det danske vinfolk med en millimeter. Vi tror m.a.o. ikke på, at vi leverer et mærkbart bidrag til at holde noget som helst tilbudshalløj i gang.
Hvis vi med vores praksis ikke ville have med tilbud at gøre, kunne vi vælge fuldstændigt at vende det blinde øje til alt med tilbud og blot indkøbe vores vine til gældende normalpris, uanset om den er "kunstigt opskruet", eller den vitterlig er "normal". Men i nogle tilfælde ville det medføre følelsen af at få klistret etiketten idiot i panden. Lad os give et eksempel.
Hos Domaine Brandis køber vi altid nogle af vores favoritvine - fra Chianti Classico producenten Fèlsina - når de er på tilbud. Vi har erfaret, at det er de med jævne mellemrum. Og da de desuden forekommer os at være for dyre, når de sælges til normalpris, ja, så ville vi da være de rene tumper ikke at købe ind, når de regelmæssige tilbud indfinder sig.
Når vi nu selv indretter vores køb efter disse tilbud, så synes vi også, at vi vil yde den service for vores læsere at kunne gøre det samme. Så vi sætter vinene på vores tilbudsside, når de er på tilbud.
Et læserforslag var, at vi kun skulle viderebringe "virkelige" tilbud, underforstået udelade dem der baserer sig på overdrevent høje normalpriser, og hvor tilbudsprisen i virkeligheden burde være normalprisen. I princippet en udmærket ide. Men meget svær at udføre med usvigelig sikkerhed.
Lad os i den forbindelse vende tilbage til eksemplet med Fèlsina vinene fra Domaine Brandis. Vinen Fontalloro er til en normalpris på 349 kr. - ifølge vores vurdering - for dyr. (På et tidspunkt var prisen 399 kr., og i samme periode sås en tilbudspris på 250 kr.) Fèlsina's vine har tidligere været kendt for at være yderst moderat prissat; rigtig god vin til en menneskelig pris. Så her kunne vi godt have indtryk af, at vinen er for højt prissat med det formål, at den jævnligt kan komme på tilbud.
Vi har ikke undersøgt, om Fèlsina-vinene hos producenten har foretaget det markante prishop, som vi på et tidspunkt erfarede hos Domaine Brandis. Hvis vinen hos producenten pludselig er blevet væsentligt dyrere, kunne man selvfølge finde forklaringen på den høje normalpris dér. Hvis ikke vinen er blevet markant dyrere hos producenten, så må forklaringen findes i Domaine Brandis' prispolitik, herunder at man opererer med, at vinen kommer på de som nævnt jævnlige tilbud.
Skulle vi så bruge en masse krudt på at finde ud af, hvordan det forholder sig, hver gang en vin, som vi har anmeldt, er på tilbud, for dermed at kunne afgøre, hvad der er et "ægte" tilbud og det modsatte? Dels vil vi ikke bruge mere energi, end vi allerede gør, på den tilbudsside, dels anser vi usikkerheden for med sikkerhed at vurdere, hvad der er "rimelige" tilbud, og hvilke der lugter af "fup", for at være for stor. Så vi vælger, selv om vi kan tænke vores, ikke at foretage en sådan vurdering. Og som nævnt giver vi læserne chance for at købe nævnte Fontalloro til en efter vores begreber mere rimelig pris, når den er på tilbud.
Vi videregiver endda tilbud, som ifølge Prismarkedsføringsloven ser ud til at være ulovlige. F.eks. månedlange tilbud uden ophørsdato. Eller tilbud, der kommer så ofte igen og med så små mellemrum, at tilbudene gælder i lige så lang tid som normalpriserne.
Det ville være en heltidsbeskæftigelse at følge op på lovligheden af diverse tilbud. Det ulønnede job vil vi ikke påtage os. Det må Forbrugerombudsmanden, som enhver kan henvende sig til, tage sig af.
Men igen: Når vi i situationer, hvor en vin sælges lige så ofte på tilbud som til normalpris, aldrig selv ville købe til normalpris, så synes vi også, at vores læsere skal have chancen for at følge med og foretage deres valg. Med mulighed for at slippe for at få skrevet idiot i panden.
I parentes vil vi dog nævne, at vi personligt godt kan finde på helt at holde op med at handle hos stride og uhæderlige tilbuds-bombe-forhandlere, fordi det at købe vin for os handler om mere end vin; det handler også om en art relation til eller sympati/antipati i forhold til forhandleren. Og den slags forhold er også med til at styre, hvor vi køber ind. Så efterhånden som vine bliver udsolgt fra forhandlere, som vi privat ønsker at boykotte, fordi vi har opdaget en for høj grad af "urent trav", så kommer der ikke flere hverken anmeldelser eller henvisninger til tilbud fra disse forhandlere hos os. Så på den måde vil vores private holdninger slå igennem i kraft af fravær af anmeldelser og anden omtale.
Vores tilbudsside byder fuldstændig mekanisk på oplysninger om tilbud på vine, som vi har anmeldt, og som vi er bekendt med er på tilbud. Uanset om tilbudene sker på baggrund af vanvittige normalpriser, eller om varigheden eller pauserne mellem tilbudene er ulovlige. Vi forholder os dermed udelukkende til, om en vin sælges til en billigere pris, end den plejer. Det må så være op til læseren at tage stilling til, hvad han/hun vil støtte, ligesom vi selv tager stilling til dette i vores private husholdning.
Det er hverken specielt kønt eller idealistisk men udtryk for hvordan verden ser ud, og hvordan vi selv gebærder os i den.
Februar 2014
