Når jeg en gang imellem kærligt driller Helle, kan jeg godt finde på at sige, at hun har babysmag. Hun kan ikke lide kaffe, øl, Barolo, spiritus og oliven! Og mørk chokolade er først kommet på listen over ting, hun værdsætter, i relativt høj alder.
Nogle gange - måske for det meste - dækker en spøgefuld og lidt grov måde at udtrykke sig på over noget, som man i en eller anden grad reelt mener. Således også her...
Men hun har fået revanche over mine hånligheder. Hun kan nemlig betegnes som supersmager, mens jeg må nøjes med mærkatet smager. Mere om denne kategorisering senere.
Da jeg var 15-16 år fik jeg lov til at få en slurk af min fars øl. Rædsomt, syntes jeg. Og det var ikke en avanceret øl med aparte smage - det fandtes vist ikke dengang. Det har helt sikkert været enten en Hof eller en Grøn Tuborg.
Da jeg var 17 år var jeg til en fest i Skotland, hvor jeg blev budt på en øl. En Bass dåseøl. Den kunne jeg godt lide. Jeg troede, at det var Bass versus Hof/Tuborg, der gjorde forskellen mellem kan lide/kan ikke lide. Men det var det ikke. Jeg havde blot på få år ændret smag. For da jeg en måneds tid efter Bass-øllen gensmagte Hof eller Tuborg til en fest i Danmark, kunne jeg lide den lige så godt godt som Bass'en i Skotland. Det var helt ligemeget om det var Bass, Hof, Tuborg eller Faxe Fad. Øl smagte bare godt!
Det var evident og for mig dengang mystisk, at jeg simpelthen på kort tid havde ændret smag; noget som 1-2 år forinden i den grad havde budt mig imod, oplevede jeg nu som dejligt! - og helt uden gradvis tilvænning.
Den type pludselige ændring fra at opleve en mad-/drikkevare som frastødende, til at den er lækker, har jeg været udsat for flere gange siden "konverteringen" til øl. Og jeg undrer mig stadig over, hvordan og hvorfor det sker. Jeg undrer mig lige så meget over, at der er voldsomme variationer i, hvor meget og hvornår den slags sker for forskellige mennesker.
For i modsætning til at der synes at være en relativt uniform "programmering", der styrer f.eks. hvornår et menneske kommer i puberteten, kan jeg ikke få øje på nogen ensartethed i hvordan forskellige individers udvikling af smag sker. Jeg hoppede på øl, da jeg var 17. Det er endnu ikke sket for min hustru, der er tættere på pensionsalderen end på puberteten. Og jeg tvivler på, at det nogensinde vil ske. Hvorfor er det sådan?
Jeg elskede i min ungdom at rejse i Grækenland, som jeg i en periode opfattede som mit andet hjemland. Jeg elskede tomatsalat med løg, feta og olivenolie. Men de oliven, der også hørte til, føj, dem fandt jeg ekstremt ubehagelige, og det var totalt ubegribeligt for mig, at andre kunne finde nydelse i dem. Her var jeg 20-21 år.
Jeg har det (heldigvis) sådan, at fordi der er noget, jeg ikke bryder mig om, opgiver jeg ikke at komme til at holde af det. Især hvis mange andre mennesker er enige om dyb værdsættelse.
Sådan var det med oliven. Når det indgår som en hyppig bestanddel i det græske køkken, og folk dernede kan spise det med nydelse, må det jo kunne noget, var min tanke. Så jeg smagte, når lejlighed bød sig, ind imellem på forskellige typer oliven, for at se om noget kunne ramme min smag.
Det skete på Rhodos, da jeg var 28 år, og det skete pludseligt og absolut: et ultimativt minus var gået i ultimativt plus. Og jeg havde en hel uge på Rhodos til at erfare, at det ikke bare gjaldt for én type oliven men for oliven i det hele taget. Altså præcis samme type hændelse, som da jeg gik fra ikke at bryde mig om øl til at kunne lide det.
Det som øl og oliven har tilfælles er bittersmage. Ikke noget jeg tænkte over dengang, men når jeg ser tilbage, er det tydeligt, at det er bittersmage, der kan være "kritiske". De kan typisk ikke håndteres/værdsættes af børn eller unge mennesker, men kan - tydeligvis i stærkt varierende grad - blive værdsat, når man bliver ældre.
Er det den mængde signal om bitterhed, der når frem til hjernen, og som pludselig bliver dæmpet af en eller anden fysiologisk proces? Eller "tolker" hjernen smagene anderledes, så de ikke blot tåles bedre men bliver decideret attraktive? For man oplever jo at smage noget helt andet, end man gjorde før - man er simpelthen som med et trylleslag blevet fri for det grimme...
Her melder denne antagelse sig for mig: Den type meget grundlæggende forandringer i, hvordan man oplever smag - fra at hade til at elske - har ikke noget med tilvænning at gøre. Det er ikke noget der sker gradvist. Det sker bare, og det sker pludseligt. Uden at man gør - eller kan gøre - fra eller til. Jo, man kan prøve igen og igen, men det er ingen garanti for positivt resultat.
Forandringen opleves - ligesom kærlighed - som en gave, man ikke kan stampe op af jorden, noget man får forærende - hvis det altså overhovedet sker.
Mit gæt er, at så voldsom en forandring af ens smag skyldes en fysiologisk ændring i hjernen, og at det ikke er smagsløg eller næsens duftreceptorer, der er ansvarlige. Men jeg aner det ikke. Jeg kan blot konstatere, at der sker noget markant. Og at det sker for nogen og ikke for andre. Og når det sker, sker det for nogen tidligt i livet, for andre sent.
Selv om en tanninholdig vin ikke behøver at smage decideret bittert, mener jeg godt man kan sige, at der er et "slægtskab" mellem tanniner og bitterhed. Tanniner kan i hvert fald være med til at tilføje en bitterkomponent til en vin. Hvis man knaser en vindruekerne mellem tænderne, er den sammensnerpende mundfornemmelse, som tanninerne giver, parret med en smag, som er klart i den bitre ende af skalaen.
Så jeg tror, at det at komme til at værdsætte Barolo eller en anden vin med et meget højt tanninindhold, også på en eller anden måde hænger sammen med ens udvikling i forhold til bittersmage.
Jeg var 53 år, før jeg kom på Nebbiolo-druen (Barolo, Barbaresco etc.) Ligesom med øl og oliven var der ikke tale om en gradvis tilvænning. Nej, jeg fik blot et glas Barbaresco serveret ved ankomsten til en producents agriturismo. Jeg kunne lide det, og det viste sig ikke bare at være lige netop den serverede vin, jeg kunne lide. Jeg var nu med en slag pludselig blevet glad for de store Nebbiolo-vine. Og det har jeg været lige siden. Inden det skete, var det et mysterium for mig, at så mange var enige om at betragte disse vine som blandt verdens absolut største og bedste.
Jeg kan ikke komme i tanke om flere mad-/drikkevarer med markante bittersmage, som jeg grundet bitterheden ikke kan lide. Min smag har gennem livet udviklet sig fra en nærmest nultolerance overfor bitterstoffer til nu ikke blot at kunne goutere mørk chokolade (jeg spiste som barn kun lys chokolade), øl, kaffe, oliven og Nebbiolovin men til at være vild med det hele.
Det er som nævnt ikke alle, hvis smag udvikles på den måde. Og selv om jeg oplever det som en gave at være i stand til at nyde alle disse bitterorienterede nydelsesmidler, kan jeg ikke tillade mig, at sige at min smag er "højerestående" end en smag, der bliver frastødt af selvsamme nydelsesmidler.
Tværtimod kan man få indtryk af det modsatte, når man ser begrebet supersmager defineret. Supersmagere er angiveligt udstyrret med flere smagsløg end os andre. Og de bryder sig lige præcis ikke om mad- og drikkevarer med tydelig bitterhed.
Ca. en fjerdedel af os allesammen skulle være supersmagere, sådan som det er defineret ovenfor. De fleste af dem er kvinder. Herfra er der ikke langt til stereotypen damesmag og herresmag. Og vi bruger da selv indimellem i vores vinanmeldelser f.eks. udtrykkene herreagtig eller herrevin, som vi gætter på vil blive forstået også af læsere, der måtte bekende sig til en i disse tider mere politisk korrekt måde at udtrykke sig på.
Hjemme hos os vil tilfældet, at Helle er supersmageren, mens jeg ifølge denne synsmåde blot er smager. (Man opererer også med begrebet ikke-smager om dem af os, der har færre smagsløg end de fleste. Flest mænd iøvrigt.)
Den eneste øl, Helle kan få ned (og det sker én gang om året: til julefrokost) er den mexicanske Corona Extra, som de fleste øl-fans nok vil synes har mere tilfælles med vand end med øl. Ingen kaffe til hende, men gerne en cappuccino, hvis der er nok skum, og kaffen ikke er for bitter, hvilket i givet fald må repareres med sukker. Oliven er absolut no-go. Når vi smager vin, siger Helle tit efter første mundfuld: "den har meget garvesyre", hvor jeg nogle gange slet ikke er nået til at få min opmærksomhed hen på tannin overhovedet. Og hun når meget hurtigere smertegrænsen for efter hendes smag for højt tanninniveau end jeg. Så jeg kan ikke forestille mig andet, end at supersmagerne også er mere tanninfølsomme end os mere gennemsnitlige smagere.
Hun er dog begyndt at nyde mørk chokolade i ca. 45 års alderen. Så hun har da udviklet sig. Jeg vil dog stadig tillade mig kærligt drillende at kalde hendes smag for babysmag...
Da jeg første gang læste, at jeg ikke hører til i kategorien supersmager, følte jeg mig en anelse nedgjort. Jeg måtte se mig slået af, at Helle hørte til i super-kategorien. Og jeg var erklæret gennemsnitlig.
På den anden side kompenseres min lavere rang rigeligt af den store nydelse og glæde, som en kold (og bitter) IPA, en kop sort kaffe og en kraftfuld Barolo giver mig. Ingen af os vil bytte.
Selv om det ind imellem kan være irriterende, at vi ikke altid kan lide de samme vine, oplever vi det mestendels som en fordel, at vi oplever smage forskelligt. Dels ville der ikke være oplevelser at udveksle, hvis vi oplevede det samme. Dels giver det ind imellem anledning til forskellige observanser i vores vinanmeldelser. Og så kan du, kære læser, jo vælge at lytte til den af os, hvis smag ligner din mest.
September 2019
