Vi gætter på, at mange, der værdsætter bordets glæder, på et eller andet tidspunkt i deres liv kommer ud for, at vægten bliver lidt højere, end man er glad for. Altså ikke bare i ugerne efter jul eller efter en saftig ferie men sådan i det hele taget.
For otte måneder siden blev det gradvist sværere for mig (Preben) at knappe bukserne grundet en tiltagende topmave, som jeg må sige, jeg var flov over. I en fase tilskrev jeg maven, at "det sker nok for de fleste, når man kommer lidt op i alderen". Men det fjernede ikke flovheden.
Jeg har gennem livet kun lejlighedsvis fulgt med i min vægt ved diverse lægebesøg og fra tidsfordriv på apoteket, mens jeg ventede på, at det blev min tur. Men da en vægt, som jeg ved en tilfældighed kom i besiddelse af, ved ibrugtagning viste 86 kg, fik jeg faktisk et chok. Det giver med min højde et BMI på 25,4, som jo kun er 0,4 over overvægtighedsgrænsen, men det, at min vægt aldrig før havde været så høj, slog hovedet på sømmet og fik mig til at sige: Det skal være løgn! Nu skal den mave væk!
Jeg synes egentlig, det er lidt pinligt at udstille, at jeg har været på slankekur. Det er også tanden mere privat, end jeg bryder mig om at udstille offentligt.
Når jeg alligevel vælger at skrive om det, er det fordi:
Jeg ved, både fra hvad jeg har læst, og hvad jeg har oplevet med mennesker jeg kender, og som har prøvet at tabe sig, at det kan være nærmest umuligt at holde vægten, når slankekuren afsluttes. Men jeg har nu i et halvt år (februar 2023: over 1 1/2 år) efter afslutningen af min kur holdt den vægt, jeg besluttede skulle være min nye vægt. Vel at mærke uden afsavn, ubehag eller andre sværdslag. Så jeg er overbevist om: selvfølgelig kan jeg blive ved med at holde vægten, hvis jeg fastholder de nye og faktisk kun ganske lidt ændrede vaner, jeg har fundet frem til. Og når jeg kan, så kan andre også!
Så min motivation for at skrive dette er: Jeg vil gerne videregive mine erfaringer, i håb om at andre, der måske har haft svært ved at opnå et varigt vægttab, vil kunne bruge dem.
Min slankekur kunne lade sig gøre, uden at jeg ændrede en tøddel på hvad jeg indtog. Det var hvor meget, der skulle justeres på.
Sådan vil det ikke nødvendigvis være, hvis man har fuldstændig andre kostvaner end mine, der indebærer en i forvejen temmelig fedt- og sukkerfattig kost. Ligesom genren naturligvis er en helt anden, hvis man lider af en stofskiftesygdom.
Jeg har adskillige gange i en kantinekø iagttaget meget overvægtige mennesker bestille fx et pølsehorn, to Mars Bar og en halv liter cola til frokost. Det er indlysende, at her skyldes vægtproblemet ikke udelukkende hvor meget men også hvad, der indtages. Her vil en kostomlægning være relevant. Og det ved jeg intet om, hvordan man lykkes med. Så udgangspunktet for det følgende er, at man i forvejen spiser nogenlunde fornuftigt.
Mit indtryk af det at være på slankekur har, ud fra det jeg har set hos folk, som jeg kendte, eller på baggrund af hvad jeg har læst, været, at man for at tabe sig skulle gøre et eller andet specielt og totalt anderledes, end man plejer. Fx fjerne alle kulhydrater fra kosten, spise masser af proteiner, få hjælp af Nupo-pulver, eller hvad ved jeg.
Det har aldrig undret mig, at når man efter en kur, der er radikalt anderledes end ens hverdagsvaner, går tilbage til nogenlunde det, som man plejede, så tager man på igen. Hvordan skulle man dog efter sådan en special-kur kunne vide, hvad man skal gøre bagefter for ikke at tage på?
Min motivation til at tjekke ind på en eller anden speciel slankekur med et fancy navn var derfor ikke-eksisterende. Og vigtigst: Jeg havde også en fornemmelse af, at hvis jeg i en længere periode skulle undvære noget af alt det, som jeg elsker at spise og drikke, ville projektet hurtigt kulsejle.
Så jeg valgte en anden tilgang: Jeg skulle simpelthen "bare" spise mindre.
Men før hverdagen med det nedsatte indtag gik i gang, var der et par åbenlyse uvaner, som jeg skulle gøre op med. Fx var jeg begyndt på ikke at nøjes med parmesan (eller retteligt: grana padano) på min spaghetti; der skulle også lige pænt med lækker olivenolie over. Mums. Og jeg skulle også lige have stegefedtet med de lækre krydderier hældt ud over hvad end det nu var. Altså ekstra fedt. Det var klart for mig, at hvis jeg skulle tabe mig, skulle den slags overflødigt-fedt-uvaner skrottes som det første.
Jeg var også begyndt at være lidt for flink ved mig selv, hvad angik mit ølforbrug. Ligesom mængden af chokolade til eftermiddagskaffen var vokset. Disse to selvforkælelser blev nu kraftigt rationeret.
Dette handler hverken om øl, vin eller eller anden specifik luksus, men om at man kan overveje at nedsætte luksusforbrug, som ikke er ens førsteprioritet.
Førsteprioritets-luksus - i mit tilfælde vin - vil nok være svær at skrue markant ned for, uden at man kommer til at opleve det som for surt. Mens øl, som for mig kan betegnes andenprioritets-luksus, var let at skære ned på. Er man primært øl-elsker, er der nok noget andet knap så vigtigt, man sagtens kan rationere uden at blive trist over det.
Sammenfattet: Jeg mener som det første, at det er en god ide at 1) skrotte helt overflødigt og åbenlyst fedende kalorieindtag og at 2) rationere andenprioritets luksus-forbrug.
Det forekom mig åbenlyst, at hovedårsagen, til at jeg over nogle år ganske langsomt havde taget på, var overspisning. Ikke voldsom overspisning. Men bare den der: "ih, det her smager altså fantastisk godt; jeg tager lige en lille portion mere". Selv om jeg er mæt. Det skal man ikke, hvis man vil holde vægten.
Hvis man vil tabe sig på "min" måde, skal man stoppe, før man bliver mæt. Så mit slankeprojekt havde som helt enkel grundmetode: at spise mindre end hvad der gjorde mig mæt. Forsyne kroppen med mindre energi end den forbrugte. Det kan man også kalde at sulte sig selv. Så er det sagt.
Det kræver lidt eksperimenteren at finde frem til, hvad jeg vil kalde let underspisning, som var det jeg praktiserede, og som jeg her foreslår, da for høj grad af underspisning (erfarede jeg et par gange) gør en utilpas og i dårligt humør. Og det er selvfølgelig uholdbart, hvis man vil gennemføre en slankekur, der ikke lige er klaret på en uge eller to, fordi ægte vægttab går langsomt.
Er det sjovt: Nej.
Er det tåleligt: Ja, hvis man oprigtigt ønsker at tabe sig, har besluttet sig for det og kan finde et passende dvs. udholdeligt niveau af underspisning og med mellemrum tager nogle pauser fra kuren. - Og så varer det jo trods alt kun en begrænset tid, før man er i mål. - Og man er super-tilfreds bagefter!
I min slankeproces skruede jeg som nævnt ned for mængden af det meste. Dog ikke kød (jeg spiser altovervejende helt magert kød) - jeg var bange for at tabe muskelmasse, og udover at kød indeholder meget protein, giver det god mæthed i forhold til kalorieindtag. Ej heller skruede jeg ned for frugt, som kunne forsyne med en vis mæthedsfølelse, når det kneb. En rå gulerod fungerer i øvrigt også glimrende til dette formål.
Midt i al denne skruen ned var der var én ting, jeg opdagede det velgørende at skrue op for: kaffe. Jeg drikker normalt et krus til morgenmad og et efter frokost og aldrig noget om aftenen. Men når jeg efter aftensmaden ikke var rigtig mæt, erfarede jeg, at en kop kaffe kunne give mæthedsfornemmelse (bruger ikke mælk/fløde/sukker, så intet energioptag derfra). Og så var aftenens sult-lidelser ovre!
Det samme var tydeligt til frokost: her udfyldte kaffen i adskillige timer hullet fra frokostens underspisning.
Da jeg havde taget to uger med underspisning alle ugens dage på nær lørdage - hvor jeg havde besluttet, at jeg kunne spise og drikke hvad og så meget jeg ville - følte jeg mig nødsaget til at indføre en ugentlig "mætdag", hvor jeg havde lov til at spise mig lige præcis mæt - hverken under- eller overspisning. Seks dage i træk med underspisning var blevet for hårdt, oplevede jeg. Ikke bare for surt men også med en for markant oplevelse af energiunderskud.
Det med "mætdage" var kurens allervigtigste lektion! For når man er vant til at leve med overspisning - selv i lettere grad - eller når man er på slankedage, mister man - er min oplevelse - fornemmelsen for, hvornår man har indtaget lige præcis nok til at holde energibalancen. Og det er dét man uomgængeligt skal, hvis man vil holde vægten!
Uden at være i besiddelse af videnskabelig evidens baseret på forsøg med 30.000 mennesker, formoder jeg, at der i en normalt fungerende krop er en tæt overensstemmelse mellem oplevelsen af mæthed og optagelsen af netop den mængde energi man har brug for.
Men det med mæthedsfornemmelsen kan jo være lidt tricky. Hvis man spiser hurtigt og for fuld hammer, til man er mæt, vil man føle sig overmæt et kvarters tid efter, man holdt op med at spise. Man har overspist. Så en god ide er ikke at spise for hurtigt og hellere stoppe lidt før, man er mæt, og så registrere, om man er mæt et kvarter senere. Hvis man på det tidspunkt ikke er mæt, kan man jo blot fylde lidt mere på. Mens slaget er tabt, hvis man har overspist!
Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have klaret mig igennem min kur, hvis jeg ikke havde haft en systematisk tilgang til foretagenet. Uden daglig registrering af data og løbende forholden mig til dem, ved jeg ikke om jeg havde formået at holde snuden i sporet. For hvis intet noteres/registreres, kan man ikke huske hvad man gjorde for tre uger siden, og hvilke resultater det medførte. Det hele kan dermed blive lidt i blinde uden mulighed for velbegrundede justeringer af kuren undervejs.
Så som et minimum: man skal på vægten hver dag på samme tidspunkt og notere, hvad man vejer. (Jeg valgte om morgenen før morgenmad.) Og så kan man jo derudover efter smag og lyst notere, hvor meget man har tabt sig i forhold til udgangspunktet, hvad man taber/tager på på dagsbasis, hvad dagens BMI er osv.
Det gøres lettest - og efter min mening sjovest - i et regneark, hvor man jo også kan få genereret en graf over udviklingen.
Det er givetvis ikke alle mennesker, der er vilde med for megen databehandling, men for mig har det været ekstremt motiverende på denne måde at kunne monitorere alt, hvad der skete undervejs og tydeligt at kunne iagttage, om det gik i den ønskede retning.
2 1/2 måneds slankekur i Excel
Jeg opererede undervejs med tre forskellige typer dage:
De forskellige typer perioder, jeg beskriver herunder, og længden af dem var ikke planlagt på forhånd, men kom i stand efter behov med det formål at gøre kuren, som indledningsvis var ganske streng, mere behagelig, samtidig med at virkningen skulle fastholdes. Eneste faste bestanddel for hele perioden var lørdage, hvor der var "fri leg".
Tidsangivelserne for de enkelte perioder er blot angivelser af, hvordan mit forløb var. Jeg tror, at enhver, der vil prøve et lignende forløb, må forholde sig "musikalsk" til det, finde sin egen rytme, sit eget tempo og sine egne pauser, på baggrund af hvordan det, man gør, indvirker på en. Det skal selvfølgelig virke, men man må - om ikke for Guds så for ens egen skyld - ikke løbe sur i det!
Del 1, to uger - seks slankedage pr. uge:
De første to uger bestod udover de obligatoriske kurfri lørdage udelukkende af slankedage. Den strengeste og mest ultimative model.
Del 2, en uge - fem slankedage og en mætdag pr. uge:
Da jeg kunne konstatere, at de første to uger havde givet et tilfredsstillende vægttab, og fordi det ved indgangen til uge 3 var lidt hårdt og surt at se frem til endnu seks slankedage i træk, indførte jeg her en mætdag midt i ugen.
Del 3, seks dage - kun mætdage:
Trods den foregående uges mætdag, var jeg efter kurens tredje uge en smule mør og valgte at tage en periode, hvor jeg blot sigtede på at holde vægten, dvs. kun mætdage. Det blev til seks dage, før jeg igen følte mig parat til at slanke videre.
Del 4, tre uger - fem slankedage og en mætdag pr. uge:
Jeg holdt nu fast i del 2's en mætdag midt i ugen, og i de tre uger, det blev til, før jeg fik brug for endnu en pause, var vægttabet det samme pr. uge, som de første to (strengere) uger - 1,3 kg pr. uge. Opmuntrende at jeg ikke behøvede at køre mig selv så hårdt for at opnå et tilfredsstillende resultat. (Så hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg lagt ud med denne model og ikke de første to ugers strenge model).
Del 5, fem dage - kun mætdage:
Herefter fik jeg behov for endnu en periode med udelukkende mætdage, fem dage blev det til, hvor målet igen blot var at holde vægten.
Del 6, to uger - fire slankedage og to mætdage pr. uge:
Opmuntret af konstateringen af, at jeg tabte mig lige så meget med en mætdag indskudt midt i ugen som uden nogen mætdag, vovede jeg de næste to uger at tage to mætdage pr. uge. Det gav et lidt mindre men stadig brugbart vægttab, og var klart mere behageligt.
Del 7, en uge - tre slankedage og tre mætdage pr. uge:
I den uge, der skulle vise sig at blive kurens sidste, havde jeg hele tre mætdage og dermed kun tre slankedage. Stadig et vægttab. Og her nåede jeg så dertil, hvor jeg dels syntes, at jeg ikke måtte blive tyndere, dels følte jeg mig fysisk rigtig godt tilpas. Og så havde jeg lært - eller genopdaget - hvad det vil sige at spise mig lige præcis mæt. Så det var tid til at sige stop.
Jeg havde tabt 8,5 kg på 74 dage, svarende til i gennemsnit 800 g om ugen, hvilket et reklamebureau for en slankekur næppe ville kunne bruge til noget. Men det vigtigste for mig er, at det virkede, og at det holder!
Det skorter ikke på historier - både fra mennesker jeg kender og fra læsestof om at slanke sig - om, at de fleste efter endt slankekur tager alle de tabte kilo på igen. Nogle anfører, at stofskiftet ændrer sig, og at man derfor tager mere på ved samme kalorie-indtag efter en kur end før kuren. Andre mener, at man efter endt kur føler ekstra sult, fordi kroppen prøver at genetablere sin gamle vægt, og at man derfor spiser mere og dermed tager på.
Jeg kan selvfølgelig ikke sige, at disse påstande ikke har noget på sig. Men jeg kan sige, at her seks måneder efter at jeg afsluttede min kur, hvorved alle dage er blevet til mætdage, og lørdagen har beholdt sin fest-status, har jeg holdt den vægt, som jeg besluttede at stræbe efter som min nye normalvægt.
Jeg var egentlig indstillet på, at jeg for at holde vægten måske kunne blive nødt til at tage en slankedag en gang imellem, hvis vægten begyndte at snige sig op igen, men det har ikke været nødvendigt en eneste gang.
Men skulle det ske, at vægten vedvarende (det kan ikke undgås at der er enkeltdage, hvor det sker) kryber over det interval på et kilo, som jeg har besluttet er det acceptable, er det jo bare at tage et par slankedage, så skulle den være fikset.
Det hele kan forkortes til, hvad jeg vil opfordre til, hvis du vil tabe dig:
Alkoholholdige drikke indeholder jo også "kalorier". Men jeg har ikke med min bedste vilje og mit mest nøgterne øje kunnet se et mønster, der pegede på en vægtrelateret forskel mellem dage med lavt forbrug af de våde varer, og dage hvor jeg fik rigeligt at drikke.
Specielt undrede jeg mig over, at jeg efter flere mætdage, hvor jeg havde indtaget et par glas whisky, oplevede et vægttab. Men jeg er kommet frem til, at jeg tror, at en eventuel vægtøgning fra de ekstra whisky-kalorier blev kompenseret af alkohols vanddrivende effekt. Badevægten registrerer jo ikke bare selve kroppens vægt men også vægten af blære- og tarmindhold...
Alt dette har som konsekvens haft, at jeg, i modsætning til hvad jeg indledningvis regnede med skulle med i slanke-pakken, ikke - bortset fra lige i begyndelsen - har modereret mit indtag af alkoholiske drikke under kuren. Og tak for det! - Jo forresten, jeg har fastholdt ølrationeringen (én øl om måneden bortset fra til jul), som ikke giver noget afsavn, så det fortsætter jeg nok med, indtil hvis jeg en dag - mod forventning - skulle ønske mig at genetablere tilløbet til en bodegamuskel...
Januar 2022
