Radius Distillery

Den gamle herregårdsstald på Oremandsgaard Den gamle herregårdsstald på Oremandsgaard har siden 2019 været Radius Distillery's hovedkvarter.

Det er ikke sådan, at blot fordi vi på vores små Danmarksture passerer en vingård eller et destilleri, så skal vi ind og se på sagerne. Der skal noget til: en oplevelse med et produkt, en anbefaling eller andet, der taler for et besøg.

Jeg (Preben der i husholdningen er ene om at interessere mig for spiritus) kom på sporet af Radius Distillery via Breinholt's julekalender Dild akvavit med kaviar, gammel etiket på TV. Der er et nærmest totalt fravær af alvorsminer i denne herligt drengerøvs-agtige øl-julekalender. Men da de tre halvfulde mænd fik Radius' Dild snaps med kaviar i glasset, indfandt der sig helt atypisk et øjeblik af stilhed og seriøsitet. "Den smager fandeme godt" eller noget i den stil udbrød Anders Breinholt, som jeg husker det. Det var som om de tre herrer var ramt af en smagsoplevelse, der gjorde mere indtryk end det meste af det, de ellers hældte i sig i løbet af de fugtige og glade udsendelser.
Den snaps måtte jeg have fat i!

Jeg har efterfølgende i nogle år haft stor glæde af denne ekstremt lækre snaps, og da Radius Distillery lå på ruten - i nærheden af Præstø - på vejen hjem fra vores nyligt afholdte Lollands-tur, var det selvskrevet til et besøg.

Destillationskedler De smukke, tyske destillationskedler på 230 og 1380 liter

Whisky? - arhh ikke helt

I en svarmail fra destilleriet havde jeg fået at vide, at en rundvisning på destilleriet ville byde på whisky-smagsprøver. Det var lidt vidtløftigt, i og med at man endnu ikke har fremstillet et produkt, som man har lov til at kalde whisky.
Selvfølgelig bør destilleriet være mere præcist, når det oplyser et betalende publikum om, hvad man kan forvente. Dog skal der fra min side ikke lyde nogen beklagelse, for de gode folk dernede havde rigeligt af andet godt at byde på, og det var en opløftende og lærerig oplevelse at være der - og smagning af "whisky-på-vej" blev det trods alt til.

Produkterne

Radius destilleriet har virkelig mange produkter på hylderne. De lokale æbler spiller en vigtig rolle og bliver bl.a. brugt til æble-gin og æble-brandy. Gin, som var det der startede det hele, udgør ligeledes en væsentlig del af produktionen, der også byder på marc (= grappa), snaps og drær, som de kalder deres "forstadium" til whisky.

Jeg fik rig mulighed for at smage på de forskellige produkter, som så godt som alle imponerede ved deres renhed og velsmag.

Snaps

Blandt de smagte snapse, vil jeg fremhæve førnævnte Dild akvavit med kaviar og Juleakvaviten. Disse meget karakterfulde og dejlige snapse er lysår fra de masseproducerede mainstream snapse, som de fleste af os kender til.

I dildakvaviten med kaviar smagten dilden godt igennem. Man bruger både dildfrø, dildspidser og friske skud fra dildplanten, som trækker syv dage i hvedespiritus. Duft og smag af kaviaren var mere diskret, og det var kun fordi jeg vidste, at kaviar var anvendt, at jeg måske kunne ane den.

Radius går ud fra deres grundopskrifter til de forskellige produkter men justerer løbende produkterne dels på baggrund af egne ideer til ændringer/forbedringer, dels på baggrund af tilbagemeldinger fra kunderne.
Heldigvis smagte dildakvaviten ligesom den, jeg købte for nogle år siden. Og det må den for min skyld godt blive ved med. Fremragende snaps!

Dildsnaps og juleakvavit

Juleakvaviten er krydret med kanel, appelsinskal og stjerneanis, og den er lagret fire måneder på rom- og sherryfade. Her er der virkelig knald på julekrydderierne.
Udover at den vil passe godt til en god kryddersild, fremhævede min rundviser dens velegnethed som ledsager til f.eks. gorgonzola.

Gin = igangsætteren

I 2015 sendte de to venner Flemming Reissig Jensen og Kristian Larsen en gin, som de havde eksperimenteret sig frem til hjemme på køkkenbordet, til San Francisco World Spirits Competition - og vandt sølvmedalje. Det gav dem blod på tanden, og de stiftede Radius Distillery i 2016, som i begyndelsen holdt til i Måløv.
Da Flemming og Kristian erfarede, at den nye generation på Oremandsgaard, der ligger på Sydsjælland lidt syd for Præstø, ville lave spiritus af den æblemost, som i årevis var gået til danske Michelin restauranter, bragte den fælles entusiasme for æbler og spiritus dem sammen med August Hage fra herregården, og de blev enige om, at August og Oremandsgaard skulle være en del af Radius og omvendt. Så i 2019 blev den gamle herregårdsstald ombygget til det destilleri, hvor Radius Distillery nu holder til.

Gin, der som nævnt satte det hele i gang, er stadig et vigtigt produkt, og i skrivende stund har destilleriet otte forskellige gin i deres webshop.

Gin

Radius sætter en ære i ikke at komme for mange ingredienser i den enkelte gin. Det er deres filosofi, at man skal kunne smage de ingredienser, der er anvendt.
Ingredienserne marinerer i den indkøbte 96% hvedealkohol i 24 timer, før man destillerer blandingen af den neutrale spiritus og smagsgiverne. Destillatet nedjusteres til den ønskede alkoholprocent med lokalt vand.
De anbefaler en relativt neutral tonic til blanding i ginnerne - hvis man ikke foretrækker dem rent - for at smagene kommer ordentligt igennem.

Jeg smagte flere af Radius' ginner. I den ene ende deres Batch 45 (45,4%) med mynte og grapefrugt, som min rundviser med rette betegnede en sommer-/terrasse-gin, og som havde det godt iblandet en mere eksotisk tonic.
Batch 46 (43%) er den mest middle of the road gin i klassisk London Dry stil.
I den anden ende af spektret i forhold til "sommerginnen" var Navy Strength, som smagte virkelig godt alene. Med 57,5% alkohol mærker man selvfølgelig alkohol-smækket, men der er også en blød afrunding; man får varmen uden at få sparket. Iblandet tonic udbrød jeg spontant: "Det ku' jeg sa.... godt blive forfalden til!"

Hvor jeg troede jeg kom for at smage whisky, var det nye, som jeg tog med mig fra destilleriet, og det der gjorde indtryk, især de herlige gin og gin-tonic oplevelser.

Drær: på vej mod whisky

Som nævnt var det lidt af en tilsnigelse, at man i en mail havde stillet mig smagning af whisky i udsigt. Det er nemlig et krav - også i Danmark - at for at noget skal kunne kaldes whisky, skal destillatet have tilbragt mindst tre år på fad. Og så langt er man endnu ikke nået på Radius.

På "whiskyloftet" (billedet nedenfor) over destillationshallen ligger fade, der er på vej til at blive gamle nok, til at man kan levere en whisky. Man har sågar et sherryfad, som skal ende med at blive til en 12 års whisky - i 2035! Her har man anvendt bygmalt til fremstillingen.

Whiskyloftet

Indtil videre må vi "nøjes" med destillater, der er lagret i kortere tid, og som man har valgt at kalde Drær. Navnet stammer fra det der sker, når rugen, som Drær er fremstillet af, modner og frigiver pollen, som danner en art tåge over marken (verbum: at dræ - det drær).
Til salg er i skrivende stund en Drær 1, som er lagret 16 måneder på et PX sherry-fad.
Den har en duft med søde blomster. Den er meget ren i smagen, smager godt og i min mund ret likør-agtigt. Efter min smag er Drær 1 den af de to Drær der giver mest sjov fra sig.

Drær

Drær 2 er ligeledes et single cask produkt. Den er lagret 33 måneder på et Jack Daniel's bourbon fad.
Duften oplevede jeg som lidt likør- og gin-agtig, mens smagen var hen ad grappa med en lille smule fad.
Det er naturligt, at de to Drær ikke smager af whisky; det er netop fadpræget, der spiller en afgørende rolle for en whisky's stil.
Begge Drær er på 58%.

Æble-produkterne

Radius har som nævnt både æble-gin og æble-brandy i sortimentet. De fremstilles af æbler leveret fra egnens beboere mod 1% rabat på købte flasker pr. leveret kg æbler.
Derudover laver man et noget "anderledes" produkt, som de kalder Æbletif (aktuelt udsolgt). Det er æblebrandy fremstillet af haveæbler fra Sydsjælland fortyndet ned til 25% alkohol med lollandsk Ingrid Marie æblemost og lagret på PX sherry fade i seks måneder. En lækker og original drik med sødme fra æblemosten og samtidig fin friskhed.

April 2024

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.