Oltrepò Pavese

med fokus på spumante, Pinot Nero og Riesling - og et par andre ting
Landskab ved Frecciarossa

Det var noget af en køretur. Vi, der deltog i presseturen med Oltrepò Pavese som omdrejningspunkt, kom både bogstavelig talt og i overført betydning godt og grundigt rundt i landskabet.
Consorzio Tutela Vini Oltrepò Pavese og Blancdenoir havde tilrettelagt. Jeg (Preben) deltog.

En mini-introduktion

Vi befinder os i en sydvestlig "trekant" i Lombardiet nærmest klemt inde mellem Piemonte i vest og Emilia Romagna i øst. Centrum i vindistriktet ligger ca. 60 km syd for Milano. Oltrepò Pavese er med 55% af Lombardiets vinmarkssareal regionens største og mest vinproducerende område.

Der findes både en Oltrepò Pavese DOC, som kommer i hele 36 varianter, og en mousserende Oltrepò Pavese Metodo Classico, der er den eneste DOCG i området.

Oltre betyder på den anden side af. Po er den velkendte flod. Oltrepò betyder således på den anden side af Po (= syd for), og det er set i forhold til hovedbyen Pavia i Pavia-provinsen, hvor vindistriktet befinder sig.

Fokus

Med et sandt væld af vintyper, er det nødvendigt at fokusere, og det inviterende konsortium havde valgt at lægge vægten på tre vintyper: 1) Oltrepò Pavese Metodo Classico, 2) Pinot Nero (= Pinot Noir) dell'Oltrepò Pavese og 3) Oltrepò Pavese, Riesling. Men jeg fik da undervejs smagt på 27 andre vintyper...

Så går vi i gang

I de tilfælde, hvor jeg har kunnet finde de omtalte vine hos danske forhandlere, har jeg anført priser, som de er i skrivende stund.

Grundet meget stram transportplanlægning og lidt flyforsinkelse kom jeg (og andre) tre timer for sent til intro-middagen, hvor der var et sandt mylder af vinproducenter, der kæmpede om at hælde noget i ens glas. Mest faldt jeg dog til ro (hvilket jeg fandt bydende nødvendigt på dette tidspunkt) ved at nyde den dejlige aperitif: Gran Cuvée, Blanc de Noir, Brut, Millesimato, Oltrepò Pavese Metodo Classico, Pinot Nero, Travaglino, 2017. Spumanten var velsmagende med god frugt og tilpas tørhed til denne lejlighed. Og jeg drak den med fornøjelse til det hele. En god start.
Vinen kan købes hos vivino for 203,07 kr.
Kvinden ude til højre, Christina Cerri Comi, repræsenterer sammen med sin bror Alessandro, den femte generation, der ejer og driver Travaglino.

Ude at køre i Oltrepò Pavese

Oltrepò Pavese Metodo Classico

Lad os fortsætte med den mousserende Oltrepò Pavese Metodo Classico, der som nævnt er områdets eneste DOCG. Jeg smagte på turen 23 af disse, 18 hvide og 5 rosé. De fleste var Oltrepò Pavese Metodo Classico Pinot Nero, som skal være lavet af mindst 85% Pinot Nero, mens de sidste 15% kan udgøres af Chardonnay, Pinot Grigio og Pinot Bianco.
Hvis appellationen på etiketten ikke anfører Pinot Nero, skal spumanten være lavet af mindst 70% Pinot Nero, med max 30% Chardonnay, Pinot Grigio og Pinot Bianco.
De hvide spumanter kunne også have tilføjelsen Blanc de Noir, altså hvid lavet på blå drue.

Jeg synes godt om denne vintype, idet de smagte vine altovervejende havde vægt på enkel og letforståelig velsmag. Jeg mødte ikke dufte og smage af brød og gær, som man ofte finder i Champagne, og som jeg personligt ikke er vild med (men som vist er eftertragtede af mange Champagne-aficionados).

Udover ovennævnte Gran Cuvée fra Travaglino, vil jeg fremhæve yderlige syv spumanter, som jeg syntes bød på rigtig gode oplevelser:

Et glimrende eksempel på den enkle og friske stil er Oltrepò Pavese Metodo Classico, Blanc de Noir, Pinot Nero, Brut, Isimbarda fremstillet af 100% Pinot Nero.

Antonio Vanzini Antonio Vanzini

Lidt mere at byde på end de fleste havde Aiace, Oltrepò Pavese Metodo Classico, Brut, Vanzini, som er lavet af 100% Pinot Nero. Druesorten anføres dog ikke i DOCG-betegnelsen, fordi man mener at publikum i udlandet vil have svært ved at forstå, at en hvid vin kan være lavet af en blå druesort.
Vinen har fin og indbydende frugt, og smagen bærer klædeligt præg af, at 50% af vinen udsættes for malolaktisk gæring. Lækker spumante.

Er man til en mere kraftig stil med fadpræg er Oltrepò Pavese Metodo Classico, Brut, Collezione 2008, La Versa flot. Den er fremstillet af 85% Pinot Nero og 15% Chardonnay. Sidsnævnte sort har gennemgået malolaktisk gæring og ligget på barriques. La Versa er et kæmpe kooperativ specialiseret i fremstilling af spumante.

En klasse for sig

Hvor de fleste spumanter jeg smagte på turen, var nogenlunde samme stilart - den nævnte overvejende relativt enkle og letforståelige - skete der hos en af de producenter, vi besøgte, noget helt anderledes: Spumanterne hos Castello di Cigognola havde markant karakter. Ikke nødvendigvis spumanter for alle; også jeg skulle lige vænne mig til stilen, som dog hurtigt vandt voldsomt ind på mig - anderledes og fremragende!

Alberto Zucchi Frua og Marco Cordani fra Castello di Cigognola Alberto Zucchi Frua og Marco Cordani fra Castello di Cigognola

Alberto Zucchi Frua fortalte, at man sammen med den franske ønolog Nicolas Secondé har udviklet en ny måde at indlede produktionen af vinen på. Hvor man normalt taler om mosto fiore (en let presning af druerne, hvor kun den bedste kvalitet most løber fra druerne), opdeler man her i fire forskellige lette presninger, som hver for sig afspejler druens forskellige lag fra inderst til yderst. Herefter kan man - ligesom en maler, der bruger flere farver - blande de forskellige slags most for at få det udtryk man ønsker. Man får dermed kompleksitet helt fra begyndelsen og ikke fra lagringen på gær.

Især deres Gian Marco e Letzia Moratti, Cuvée 'More, Pas Dosè, Vino Spumante di Qualità var fascinerende og flot. Den er fremstillet af Pinot Nero og Pinot Meunier (så der er nok lidt inspiration fra Champagne). Duften var overraskende og udpræget mostagtig, men vinen er også ung (2020-høsten) og skulle være færdigudviklet om to år. Fine og insisterende bobler, meget tør og meget frisk med bl.a. friske, syrlige plus en smule nedfaldne æbler. Meget appetitvækkende og svær at slippe.

Rosé spumante i glas Rosé-spumanten serveret i et stort glas

Også deres Rosé, Brut, Oltrepò Pavese Metodo Classico Pinot Nero, 2015 på 100% Pinot Nero og med en dosage på 3 g pr. liter var lækker, men Pas Dosé'en var for mig nr. 1.

Jeg vil også nævne Cuvée 'More, Brut, Vino Spumante di Qualità, Pinot Nero. Den er fremstillet af 100% Pinot Nero men er, uden at jeg har kunnet få en forklaring på hvorfor, alligevel ikke Oltrepò Pavese. Den havde mange af de samme duft- og smagskvaliteter som Pas Dosé'en. Men med en dosage på 4-5 g/l fremstod den en smule mindre sprød, og så havde den tilmed en lille og ikke så køn bitterhed.

Hvis jeg var importør og havde interesse for karakterfulde mousserende vine, ville jeg tage et seriøst kig på spumanterne fra Castello di Cigognola!

Ikke-Oltrepò Pavese spumante

Jeg troede, indtil jeg kom hjem og kiggede på mine billeder af etiketterne, at alle smagte Metodo Classico spumanter var indenfor Oltrepò Pavese DOCG'en. Men som det allerede fremgår ovenfor, var det ikke altid tilfældet. Og her er endnu en, som af en eller anden grund er udenfor DOCG'en:

Cépage, Pinot Nero, Vino Spumante di Qualità, Metodo Classico, Brut, Conte Vistarino, Tenuta di Rocca de' Giorgi, er fremstillet af 80% Pinot Nero og 20% Chardonnay. Ingen malolaktisk gæring. Dosage: 7 g/l.
Godt smagte den, og den ledsagede på forbilledlig vis min frokost til turens store gå-rundt-smagning.

Gå-rundt-smagning

Gå-rundt-smagning: Pinot Nero

Min største nysgerrighed på turen var, hvad man kunne i området med rødvin på Pinot Nero (jeg skriver rød, for det er ikke en selvfølge i området, hvor man også laver ikke-mousserende hvidvin på sorten). Der var rigelig lejlighed og god tid til at undersøge dette ved gå-rundt-smagningen, hvor der var 45 røde Pinot Nero vine at vælge mellem. Jeg fik smagt ca. 30, og jeg synes dermed, jeg fik et pænt indblik i, hvad man byder på dernede, og hvordan vinene adskiller sig fra Pinot Noir fremstillet andre steder i verden.
Det er nærliggende at tænke hvordan mon det smager i forhold til Bourgogne? Men det glemmer man hurtigt, når man har fået den første mundfuld. For vinene her har deres eget udtryk, og mit indtryk er ikke at man prøver at efterligne nogen eller noget, men på at få det bedste ud af, hvordan Pinot Nero udtrykker sig med deres jordbund og klima.

Jeg er ikke i stand til at uddrage et smagsmæssigt fællestræk, men én ting jeg bemærkede var, at tanninerne ikke sjældent stak frem og til min overraskelse på en lidt Nebbiolo-agtig måde, altså en anelse pågående og rå. Det klædte nogle af vinene, men tippede ind imellem over til den forkerte side, når balancen ikke var helt på plads. I den modsatte ende fandt jeg adskillige virkelig vellavede vine med stor harmoni og balance - og ikke mindst stor velsmag.

De absolut bedste: Top 2 Pinot Nero (rød)

Lad mig springe til favoritterne med det samme:

Paolo Fiocchi, Marchese Adorno Paolo Fiocchi, Marchese Adorno
Giogio Odero etiket

Mine top 2 vine var:
Rile Nero, Pinot Nero dell'Oltrepò Pavese, Marchese Adorno, 2018 lagret 12 måneder på barriques, og:
Giorgio Odero, Pinot Nero dell'Oltrepò Pavese, Frecciarossa, 2018 (etikette lidt længere nede) lagret 12 måneder på barriques og større fade.
Sidstnævnte vin sælges på ejendommen for 29 €, hvilket giver et indtryk af prisniveauet i denne klasse. I Danmark kan den erhverves i årgangene 2016 og 2017 hos AK Vine for 349 kr.
Begge vine var karakteriseret ved dels at være meget velsmagende og vellavede, dels ved at have en meget fin balance mellem vin og fad.

Andre virkelig gode Pinot Nero rødvine

Pernice, Conte Vistarino, Tenuta di Rocca de' Giorgi, 2019
12 måneder på barriques. Igen god vin-fad-balance. Lidt tannin mærkes.

Casaia, Pinot Nero dell'Oltrepò Pavese, La Travaglina, 2018
12-14 måneder på små franske fade. Virkelig velsmagende med god struktur og tannin-dybde.

Amadì, Pinot Nero dell'Oltrepò Pavese Riserva, Lefiole
12 måneder på barriques. Meget velsmagende med stor harmoni. Tanniner mærkes.

Poggio Pelato etiket

Poggio Pelato, Pinot Nero dell'Oltrepò Pavese, Tenuta Il Bosco, 2018
50% på barriques, 50% på 25 hl fade. Karakterfuld duft, god og lidt sød smag, venlige tanniner.

Noir, Pinot Nero dell'Oltrepò Pavese, 2018, Tenuta Mazzolino
12 måneder på store fade. Rigtig god og tør frugt, lidt Nebbiolo-agtige men alligevel milde tanniner.
349 kr. for årgang 2017 hos Brdr. Schmidt Vinhandel og Næstved Vinhandel.

De smukke landskaber

Jeg plejer at sige: Hvis du kører efter den gode vin, følger de smukkeste landskaber automatisk med.
Det gjaldt også i Oltrepò Pavese området. Det vrimlede med smukke og bakkede vinlandskaber, i en grad jeg var overrasket over.

Producentbesøg

Smagningen af de "største" Pinot Nero dell'Oltrepò Pavese vine var klaret på nævnte gå-rundt-smagning. Fra de efterfølgende besøg hos 13 producenter vil jeg fremhæve yderligere to røde Pinot Nero vine.

Det er endnu ikke besluttet om Pinot Nero, Defilippi - I Gessi, 2018, skal lanceres som Provincia di Pavia eller Pinot Nero dell'Oltrepò Pavese. Den lagres otte måneder i franske egetræsfade på 520 liter.
Virkelig god med atypisk tæthed og koncentration, god tannin-balance.

Blandt de ikke-fadlagrede røde Pinot Nero, jeg smagte, vil jeg fremhæve Lagàs, Pinot Nero dell'Oltrepò Pavese, 2019, La Sbercia, som havde god karakter af en stål-lagret vin at være. Behagelig med pæn syre og lille afvæbnende sødme. God og velintegreret tanninfinale. Til 7 € en detail er den et meget fint køb.

Et dejligt og interessant producentbesøg

Valeria Radici Odero Valeria Radici Odero, Frecciarossa

Som tidligere nævnt var den ene af mine to Top 2 røde Pinot Nero vine Giorgio Odero fra producenten Frecciarossa. Jeg var derfor mere end glad, da jeg erfarede, at vi skulle besøge Frecciarossa, der drives at den passionerede og på alle måder vidunderlige Valeria Radici Odero, i hvis familie vinejendommen har været i generationer.

Frecciarossa drives økologisk, der bruges altid naturgær ved fremstilling af vinene, og der lagres på brugte fade for at undgå for kraftig træpåvirkning.

Køer Herfra kommer gødningen til vinmarkerne

Valeria Radici Odero fortalte under den dejlige frokost, vi fik på stedet, at hun på et tidspunkt fik foræret en vinmark af en nabo, der var blevet for gammel til at passe sin mark. Det var en efter nutidens målestok anderledes mark. Den bestod af ca. 1/3 Barbera, 1/3 Uva Rara og 1/3 Croatina plantet hulter til bulter mellem hinanden.
Denne drueblanding, som Oderos bedstefar brugte i en af sine vine, udtrykker en gammel territoriel identitet, idet det var de druer, der voksede - og stadig vokser - i området. Denne identitet har Valeria ønsket at genetablere forbindelsen til, hvilket foræringen af marken gav hende mulighed for.
De tre nævnte druesorter giver, når de blandes, hver deres bidrag til en harmonisk vin: Croatina giver tannin og farve, Barbera leverer syren, mens Uva Rara ifølge bedstefaderens opfattelse giver elegance, selv om den for sig selv er rustik, men sammen med de andre skulle den give lethed.

Anamari på bordet

Frecciarossas nye vin fra den gamle mark hedder Anamari, Oltrepò Pavese Rosso Riserva, 2018. Den er lagret først et år på et stort fad, derefter på tonneaux. Resultatet er overordentlig vellykket og spændende.
329 kr. hos AK Vine (25 € på ejendommen.)

(Jeg kommer lidt senere tilbage til blandingsvine, men først lidt om Croatina i mere eller mindre ren form.)

Bonarda overraskede

Først lidt begrebsafklaring: Bonarda dell'Oltrepò Pavese er en appellation, hvor hoveddruesorten hedder Croatina, som Bonarda skal indeholde 85-100% af, mens der kan være op til 15% Barbera, Ughetta (Vespolina) og Uva Rara. Croatina er den af 36 forskellige druesorter, der i Pavia-provinsen optager mest plads, ca. 26%. (Pinot Nero kommer ind på en andenplads med 22%.)
Der er rigeligt, der kan forvirre ang. navnet Bonarda, idet der findes en italiensk druesort ved navnet Bonarda piemontese, og navnet Bonarda bruges også om druesorten Corbeau/Douce Noir i Argentina!

Så lige for at rydde op i al roderiet: Det vi snakker om her er appellationen Bonarda, hvor hoveddruesorten er Croatina.

I min notesbog var smagenoten efter først smagte Bonarda-vin: "Tannin dominerer, glem det". Og ved næste Bonarda-vin hos en anden producent: "Tannisk som ind i helvede". I og med at jeg er en tannin-glad mand, skal der noget til, at jeg udtrykker mig sådan. Men én ting var tanninerne, en anden ting var alt det der manglede: fylde, krop, frugt, smag. En rød væske med bare aggressiv tannin finder jeg lidet underholdende.

Carlino etiket

Stor var min overraskelse derfor, da jeg senere oplevede, at nogen formåede at lave lækre Croatina-vine. Og så var jeg på.
Første gang jeg fik denne oplevelse var hos Castello di Luzzano, hvis Carlino 2017 jeg fandt vellykket. Tanninerne var tæmmet, vinen havde endda blødhed og venlighed, og så smagte den af noget!

Også producentens frizzante Sommosa bekom mig virkelig godt til den gode frokost på stedet. Hvilket ikke er det samme som, at den nødvendigvis bliver det oplagte valg, næste gang jeg skal have gæster til frokost...

Ved næste besøg hos Il Molino di Rovescala fortsatte successen med Bonarda.
Decideret imponeret var jeg over producentens enkeltmarks Olive de Levante, Bonarda dell'Oltrepò Pavese, 2021, som også var frizzante. Det vil nok være mærkeligt for de fleste danskere (og sådan har jeg det også selv), at en perlende og tør rødvin kan være attraktiv, men denne var decideret indbydende og lækker med fine bobler.
Øjen- (eller smags-)åbnende. Smag den, hvis du får muligheden!

Daniele og Alberto Passerini Daniele og Alberto Passerini, Il Molino di Rovescala

(Der er mere om vine fra Il Molino di Rovescala længere nede under Riesling.)

Buttafuoco

Og så tilbage til blandingsvinene:
Vi blev til en smagning hos Club del Buttafuoco Storico præsenteret for DOC'en Buttafuoco dell'Oltrepò Pavese (eller bare Buttafuoco), som skal være fremstillet af 25-65% Barbera, 25-65% Croatina og højst 45% Uva Rara og Ughetta (Vespolina). Så her er vi tilbage til det, som Valeria Radici Odero fra Frecciarossa omtalte som et gammelt territorialt udtryk, med druesorter, der har befundet sig længe i området. Der var her tale om kraftige og krydrede vine med høj alkohol.

På baggrund af de fire smagte vine, er min vurdering, at det næppe er en vintype der kommer blandt mine personligt foretrukne. Men netop grundet stor kraft og høj alkohol kan jeg godt forestille mig, at vinen kunne få en plads på det danske marked - hvor jeg på nettet aktuelt kun kan finde én eneste flaske!
Ud fra hvilken af de fire smagte vine, jeg fandt mest anvendelig, dvs. den var ikke for voldsom, den var harmonisk og havde også blødhed, vælger jeg Buttafuoco, I Vignaioli del Buttafuoco Storico, Consorzio "Club del Buttafuoco Storico", 2017, som den jeg vil fremhæve. Den er fremstillet af alle de fire ovennævnte druesorter.

Riesling - hmm...

I DOC Oltrepò Pavese Riesling er det på etiketten ikke tilladt at anføre, om vinen er fremstillet af Riesling Renano (= Rhinsk Riesling) eller Riesling Italico, på trods af at de to sorter slet ikke er i familie med hinanden! Riesling Italico er m.a.o. slet ikke Riesling!
Det er jo klart vildledende for forbrugeren, der ikke har en chance for at vide, hvad der er i flasken, når der blot står Riesling på flasken!
At det er sådan, skyldes at man i italienske regler ikke må henvise til et tysk område. Man har dog tidligere i disciplinaren (regelsættet for vinen) givet mulighed for at kunne anføre Riesling Italico på etiketten, så hvis der blot stod Riesling, var det Renano. En brugbar og pragmatisk løsning. Men denne mulighed blev - guderne må vide hvorfor - fjernet i 2010, hvorefter en skelnen ikke har været mulig. Et sådant tilbageskridt er ikke kønt, fordi der jo nu er tale om falsk varebetegnelse, når der er Italico i flasken. Det er en ommer!

Under en middag, der samtidig var en større Riesling-smagning, og hvor konsortiet desværre havde valgt at blande Renano og Italico, forsøgte jeg, når producenterne kom rundt og hældte i glassene, ihærdigt at finde ud af, hvilken sort der var tale om, men det lykkedes ikke altid.

Riesling-middag

Til middagen blev der serveret (mindst) 15 forskellige "Riesling"-vine. De sidste 5-6 vine, som måske skulle være de bedste, blev serveret så hurtigt, at jeg ikke nåede at smage, hvad der var i mine tre glas, før flere producenter pludselig ankom samtidig og ville opskænke nye vine. Så jeg mistede orienteringen. Ærgerligt. (Dette skete iøvrigt et par gange på turen: ekstremt god tid til at begynde med - masser af snak - og så til sidst går det pludselig over stok og sten, hvor nogle smage-højdepunkter - og dermed mulighed for omtale - måske misses grundet tidspres.)

Grundet den forvirring der skyldtes sammenblandingen af to druesorter, der intet har med hinanden at gøre, vanskeligheden ved at få præcise informationer og hastigheden ved finale-opskænkningerne, vælger jeg for at undgå at være uretfærdig overfor nogen af de mange søde mennesker og deres produkter at undlade at fremhæve nogle af denne aftens vine frem for andre.

Med de tyske Riesling-vine som forbillede

Tysk Riesling er min absolutte favorit-hvidvin og dermed for mig en referenceramme for, hvad Riesling kan. Jeg elsker dens høje og sprøde syre, og når syren mangler i større eller mindre grad, savner jeg den. Og sådan havde jeg det med Oltrepò Pavese Rieslingerne.

Forklaringen er naturlig: når man kommer til et sydligere og dermed varmere vinområde, vil man, hvis man vil have høj syre, være nødt til at høste så tidligt, at druerne endnu ikke indeholder nok sukker, til at man kan få den ønskede alkoholprocent ad naturlig vej. Denne modning må man så afvente, og i mellemtiden daler syren. Dermed bliver bliver udtrykket naturligvis et andet.
Denne blødere syreprofil vil imidlertid givetvis tiltale mange, der ikke, som jeg, tilhører hvad der muligvis er et lille mindretal af tysker-syre-begejstrede.

Riesling i glassene God Riesling i glassene hos Il Molino di Rovescala

Hos de to sympatiske og passionerede brødre Passerini (se billede længere oppe) på Il Molino di Rovescala fik vi blandt andet serveret deres Felice, Oltrepò Pavese, Riesling 2020, som var lavet af "rigtig" Riesling, altså den de dernede kalder Riesling Renano. Og den havde klart noget ordentlig Riesling-duft og -smag. Den var lidt til den ret modne side, og syren som vanligt til den lave side. Der var et strejf petroleum på den gode måde. Her mødte jeg noget af det efter min smag bedste og - som jeg kender og elsker druen - mest druekarakteristiske Riesling jeg smagte på turen.

Opsummerende

På baggrund af de erfaringer jeg gjorde mig på et tætpakket og oplevelsesmættet ophold i Oltrepò Pavese distriktet, er mine konklusioner:

  • Distriktet er smukt og et besøg værd.
  • Området byder på dejlige spumanter, de fleste enkle og let forståelige men også mindst én producent med meget karakterfulde vine.
  • Der findes virkelig god rød Pinot Nero blandt de fadlagrede og lidt dyrere udgaver, vine der skal mødes på egne betingelser og ikke sammenlignes med Bourgogne.
  • Bonarda Oltrepò Pavese kan være en barsk og uskøn oplevelse, men der findes også lækre og spændende vine indenfor typen, både stille og frizzante.
  • Kunne Buttafuoco med sin kraft og fylde være interessant til det danske marked?
  • Det er forvirrende og vildledende, at det ikke deklareres, om en såkaldt Riesling vin er fremstillet af Riesling Renano eller Riesling Italico. Hvis man er til en blødere syreprofil, kan der måske være interessante ting at hente, i modsætning til hvis man er til Rieslings tyske udtryk. Men hvis man grundet nuværende lovgivning ikke ved, hvad der er i flasken, ville jeg afholde mig fra at købe.
  • Området byder på masser af andre vintyper af alle slags end de her omtalte.

Oktober 2022