Ved middagsbordet herhjemme bruger vi ind imellem nogle lidt hjemmestrikkede begreber, når vi snakker om vores oplevelser med en given vin. Et af dem er når vi oplever, at vinen "synger".
Vi har ved adskillige lejligheder skrevet om
flaskevariation, som er et almindeligt kendt begreb blandt entusiastiske
vinnydere, og som handler om, at den fuldstændig samme vin, indkøbt på samme tid
og sted og efterfølgende opbevaret identisk, kan "opføre" sig forskelligt.
Også når de åbnes samtidigt lige ved siden af hinanden.
Flaskevariation er almindeligvis negativt ment. En utilsigtet
utilregnelighed, der gør at man på baggrund af én smagt flaske ikke kan vide sig
nogenlunde sikker på hvad man kan forvente af et andet eksemplar af samme vin.
Værst er det, når man har smagt en skøn
flaske, og når flere andre flasker derefter skuffer mere eller mindre fælt uden påviseligt
grund. Det er selvfølgelig rigtig irriterende, især hvis man har købt 6-12
flasker af en begejstringsfremkaldende vin, som kun begejstrede første gang.
Hvis en vin ved en enkelt lejlighed viser sig fra en så positiv side, at vi har vanskeligt ved at tro vores egne sanser, og vinen hverken før nåede eller senere når op på de højder, så taler vi om at vinen synger lige netop den pågældende aften. Altså positiv flaskevariation.
Vi havde for en del år siden virkelig fine oplevelser med vinene fra Chianti Classico producenten Podere Capaccia. Så da der dukkede tre vine fra denne producent op i Føtex, snuppede vi en af hver, en IGT vin, en Chianti Classico Riserva og en Chianti Classico normale.
Vi begyndte med riserva'en (2005) og fik et chok. Syrlig med en primitiv næsten citronagtig
syre. Det måtte være en fejl, var vores overbevisning. (Vi har efter at det
foregående er skrevet smagt endnu en flaske, hvor syren havde en eddiketone, så
der må være et syreproblem med denne vin.)
Vi åbnede så samme producents IGT vin i samme prisleje, Querciagrande, også
2005. Ribsagtig syrlig og strukturmæssigt mærkværdigt fri for tanninudtryk,
trods fremstillet af 100% Sangiovese. Bedre end førnævnte riserva, men lidet
overbevisende.
Så begyndte vi så småt at spørge os selv om hvad der kunne være sket med Podere Capaccia siden
dengang de fremstillede vine af høj kvalitet. For to svipsere i træk begyndte
udfra almindelig sandsynlighedsvurdering at pege i retning af dårlig vin og ikke
fejl (den nævnte senere gensmagning af riservaen bekræfter indtrykket).
2005 er ikke en højt anset årgang, og 5 1/2 år kan være en let risikabel alder for en Chianti fra en lille årgang. Så det vil næppe overraske, at forventningsniveauet var justeret til et minimum, da vi nåede til at smage den billigste af de tre 2005-vine, basis Chianti Classico'en. Men som en fuldstændig og ganske overvældende overraskelse, så var denne vin helt i top, faktisk til fem stjerner, hvis vi skulle have anmeldt den (men den var udsolgt da vi smagte den og blev derfor ikke anmeldt).
I og med at vinen er overgået til årgang 2006 finder vi aldrig ud af, om vinen virkelig var så fremragende, eller om den blot sang for os den aften, hvor vi havde udsøgt fornøjelse af den fra første til sidste dråbe. Uanset hvad, så vil Chianti Classico, Podere Capaccia, 2005 helt sikkert blive stående i erindringen som en vin der sad lige i øjet den ene gang den og vi mødtes.
Det skal i parentes bemærkes, at vi netop har smagt den nye årgang 2006, som forekom på det jævne, men da den netop havde rumlet en tur på 80 km i bil, skal den have en mere reel chance en anden gang.
Februar 2011
