Jeg (Preben) vælger at skrive denne artikel alene, da nogle oplevelser, der henvises til, er personlige.

Forleden hørte jeg i P1's "Public service", hvis erklærede mål er sammen med lytterne at lede efter gode ideer og løsninger på problemer i Danmark, et indslag om hvordan filosoffer skal få plejehjemsbeboere i Vejle kommune til at drikke mindre. Jeg bemærkede to vinkler afhængigt af hvem af de involverede, der blev interviewet.
De ansatte filosoffers tilgang får man indtryk af via et citat af filosof og projektleder Søren Harnow på dr.dk: "Jeg håber, vi kan lægge et særligt nuanceret blik på livet på plejecentrene. Som filosoffer har vi en meget åben tilgang, og vi er åbne for, at der er en masse forskellige værdier i spil, og at problemstillingerne er komplekse." Det syntes jeg lød godt, og som om filosofferne går fordomsfrit til opgaven uden at have konklusionerne parat, inden de som første del af deres opgave begynder at observere de ældres adfærd.

En tydeligt mere fasttømret holdning gav en central tovholder på projektet - muligvis fra kommunen - udtryk for (hendes navn er undsluppet mig, idet jeg hørte programmet, mens jeg kørte bil). Her var det krystalklart, hvad udkommet af projektet skulle være: Filosofferne skulle efter endt observationsperiode tage samtaler med de ældre for at få dem til at drikke mindre. Alkoholforbruget blev af nævnte tovholder udelukkende beskrevet som et problem, og de af de ældre, der ud over at tage et glas vin eller to i weekenden også kunne finde på at tage et par glas en mandag aften blev rubriceret som "hverdagsalkoholikere", hvis problemer skulle angribes.

Jeg melder mig solidarisk med de livsnydende gamle ind i klubben for hverdagsalkoholikere. For jeg kunne ikke drømme om at lade mig styre af tidligere - og slet ikke nuværende - anbefalede grænser for alkoholindtag. Det er simpelthen for kedeligt: jeg vil nyde mine aftensmåltider på den måde, som jeg synes de skal nydes. Og her finder jeg ganske enkelt, at et eller halvandet glas vin til en ordentlig portion mad er for lidt. Jeg er altså en voksen mand.
Skulle jeg, hvis den situation en dag skulle blive aktuel, blive konfronteret med et plejehjem, der anser mine alkoholvaner for et problem, som de synes, de skal blande sig i, så bliver det ikke dér jeg skal tilbringe den sidste del af mit liv. Jeg vil nyde mit liv, mens jeg har det!

Et langt liv eller et godt liv?

Da jeg for ca. 45 år siden deltog i et kursus i sund madlavning, husker jeg tydeligt, at en af deltagerne sagde: "Det handler vel ikke om, hvor længe vi lever, men hvor godt vi har det, mens vi lever?" Paradoksalt i forhold til udsagnet havde manden et asketisk og meget lidt livsnydende udseende. Men måske han stillede spørgsmålet på baggrund af en opvågnen til et sandt dilemma.

Selvfølgelig kan tankeløs overgivelse til lyst og nydelse uden skelen til sundhedsmæssige aspekter have markante konsekvenser for ens sundhed. Vores livsstil påvirker vores sundhed og dermed potentielt også vores livslængde. Sætter man sig på en stol uden at røre sig, ryger man 40 cigaretter om dagen og drikker en flaske vodka dertil, og ernærer man sig mestendels af fedt kød og andet animalsk fedt, er der næppe tvivl om, at man er ude i noget sundhedsskadeligt og potentielt livsforkortende.

Men hvor meget af "det sjove" vil man forsage i et sats på at leve et par år ekstra? Og det bliver kun et sats, al den stund ingen kan vide hvordan et sådant væddemål med livet vil falde ud.

Personligt vil jeg ikke leve sådan, at jeg forsager alt, hvad der giver en risiko for at et eller andet kan gå galt. Jeg insisterer trods min arvelige tendens til for højt kolesteroltal (hvor de i flere omgange nedsatte grænseværdier er blevet stedse vanskeligere for mig at overholde) f.eks. på at rive præcis den mængde parmesan over min pasta, som jeg synes gør måltidet appetitligt, og som gør at jeg smiler og siger uhmmm, når jeg spiser det. Mit forbrug af kager, fedt kød, smør m.m. kan jeg sagtens minimere til stort set nul. Men jeg vil saftsuseme ikke undvære min parmesan, koste hvad det koste vil.
Da kolesterolgrænseværdierne blev sat ned sidst, måtte jeg meddele min læge, at mit valg var at prioritere parmesanen over kolesteroltallet. Hun smilede forstående og indforstået og sagde: "Ja, der er jo også noget der hedder livskvalitet." (Hun har i øvrigt sommerhus i Sydfrankrig, så lur mig om ikke også hun har øje for andet end forskernes og laboratorieresultaternes budskaber.) At sidde et helt liv uden uhmmm og smil, når man spiser og drikker, og ende med at sidde trist men fysisk sund de sidste par år, forekommer mig meningsløst. Så udover at bruge min parmesan, som det passer mig, drikker jeg også de glas vin, som jeg synes matcher måltidet. Hver dag.