Der skal nok være dem, der synes det er sjovt at samle på vine, som skal gemmes en halv menneskealder, før de viser deres sande ansigt, vine som bare ligger og lurepasser i dekader. Det synes vi ikke. Det er for os fint, at vine nu til dags i højere grad fremstilles med det formål at de skal drikkes i stedet for at gemmes, om end vi fuldt ud anerkender, at nogle vine har godt af nogen lagring. Det er også klart, at udviklingen mod at fremstille vine, der skal være drikkeklare med det samme, kan havde nogle negative sideeffekter, hvis den overdrives, men grundlæggende anser vi det for en fordel, at vin kan drikkes med fornøjelse, uden at man skal vente i 20 år.
Vi har lyst til at fortælle om vores oplevelser med en vin, som vi har smagt seks gange i løbet af de sidste 14 år, og som illustrerer
vores pointe forbilledligt: Les Forts de Latour, Pauillac, 1993, altså andenvinen til den vin - Château Latour - som mange vinkyndige for et par årtier siden betragtede som verdens bedste rødvin (det er der måske nogen, der stadig synes).
Vi købte Les Forts '93 for ca. 17 år siden i det hedengangne GOBI-supermarked, der havde et fantastisk udvalg af kvalitetsvine. Intet supermarked har siden været i nærheden af at konkurrere med, hvad GOBI dengang kunne. Vi betalte et sted mellem 190 og 250 kr. pr. flaske (undtagelsesvis har vi glemt at notere prisen) for de seks flasker vi købte (uden kasserabat, der vist ikke var opfundet dengang).
Les Forts de Latour gik dengang for kvalitetsmæssigt at være tæt på førstevinen til en markant lavere pris. Château Latour kostede dengang ca. 500-600 kr. flasken, og det var mange penge dengang. I dag koster Château Latour mindst 3000 kr. flasken, og Les Forts de Latour ca. 2000 kr. Det er forholdsmæssigt endnu flere penge end de henh. 600 og 250 kr. var dengang. (Og totalt latterligt efter vores begreber.)
Vi knappede vores første flaske Les Forts '93 op i december 2001, hvor vinen var 8 år gammel. Vi har beskrevet den med ordene "glimrende...har givetvis sine bedste år foran sig". Og vi noterede os på det tidspunkt, at Robert Parker, verdens store Bordeaux-guru, skrev at vinen skulle være god i en alder mellem 10 og 15 år.
Næste flaske blev konsumeret i oktober 2005, altså 12 år gammel. Den beskrev vi i vores database som "god...men ikke noget der kunne fornemmes som stor vin, vital og ungdommelig og med formidabel balance". Så altså god men ikke meget god, som vi havde håbet. Vi skønnede at det slet ikke hastede med den næste flaske.
Flaske nr. 3 blev drukket marts 2006, 12 1/2 år gammel (inkonsekvent i forhold til foregående vurdering af vinens lagringspotentiale). Her citerer vi vores database: "Drikkelig, men ikke så sjov. Prøver at sælge de sidste tre." Og to stjerner udfra vores vanlige skala.
Det blev dog ikke til noget med at sælge dem, for vi kom i samvittighedskvaler. Kunne man sælge en vin, som man selv synes var kedelig, til en sindsyg pris? Så vidt vi husker, lå auktionsprisen for vinen på det tidspunkt på omkring 1800 kr. flasken. Latterligt i forhold til hvad vi oplevede vinen gav fra sig - og latterligt under enhver omstændighed. Vi havde desuden opbevaret vinen i et par parcelhuse uden temperaturstyring, så ville det være fair at sælge vinen efter så mange år?
Endelig kunne det jo også være spændende at følge de sidste tre flasker og se, hvad der kom ud af det, om end vi var forberedt på slemme skuffelser.
Nysgerrigheden vandt, og uden den var vi ikke nået frem til den interessante pointe, som den sidste flaske gav fra sig.
Flaske 4, drukket oktober 2007, 14 år gammel. Vi citerer igen vores database: "Ikke så spændende, men kunne drikkes med nogenlunde velbehag. Den vin har vi aldrig fået fornøjelse af." Men denne gang dog tre stjerner, så bedre end sidst.
Oktober 2008, hvor vinen var 15 år gammel (og dermed var på ydergrænsen for, hvornår Parker mente den ville være god) tog vi den femte flaske, og her hedder vores vurdering kort og godt: "Kedelig men drikkelig." - Et bemærkelsesværdigt skudsmål for andenvinen til "verdens bedste rødvin". Og meget overraskende på den dårlige måde.
Tanken om at sælge den sidste flaske for et par tusinde spøgte lige et øjeblik, men stadig: nej, nu følger vi den lige til dørs.
Så vinen blev lagt på "oprydningshylden", hvor vi placerer de vine, vi anser for at være i risikozonen for at give en dårlig oplevelse grundet bl.a. for høj alder. Det kniber så ind imellem med at få taget en oprydningsvin, hvor risikoen for en mindre god oplevelse vurderes som stor. For vi vil helst have god vin i glasset hver dag. Så vinene, der er lagt til oprydning, løber en stor risiko for at blive gået uden om, hvilket selvfølgelig mindsker chancen for en god oplevelse - og dog.
En mandag, hvor vi begge var trætte efter en hård arbejdsdag, og hvor der var enkel hverdagsmad på bordet, tog vi så den sjette og sidste flaske Les Forts de Latour 1993. Vi troede egentlig, at det kun var et par år siden, vi havde smagt vinen sidst, - men det viste sig at være 7 år siden, og vinen var nu 22 år gammel! Så vi anså det for tænkeligt, at vinen var til at hælde i vasken.
Men nu var den der! Endelig! Vinen viste hvad den handlede om og var for første gang en decideret fornøjelse at drikke! Klassisk stor Haut-Médoc med tonsvis af spidset blyant, vaskeægte stor, moden - og vital - Bordeaux. Først efter 22 år kom den frem fra sit skjul!
At skulle vente så længe på at en vin bliver værd at drikke synes vi et eller andet sted - som man siger - er langt ude. I hvert fald for vinentusiaster på vores niveau og med vores "temperament" og forventede restlevealder.
Selv om vinen var flot og klassisk, ærketypisk stor Pauillac, tænk så hvis vi på den baggrund skulle ud og købe en ny årgang og gemme den et tilsvarende antal år. Til den tid er vi forhåbentlig - men ikke med sikkerhed - stadig at finde på kloden. Den type vinliv synes vi ikke er så sjovt.
Endelig må vi sige, at vinen ikke kom over de 4 stjerner i vores vurdering.
Det var da sjovt at sidde med sådan en 22 år gammel andenvin til "verdens bedste rødvin" på en mandag aften til et ok hverdagsmåltid. Men ingen af os faldt i svime. Og det bør man, når vinen foregiver at være på det niveau, og når den har den markedsværdi, som den har.
Heldigvis tænker nutidens højkvalitetsproducenter rundt omkring for det meste i, at vinen skal kunne drikkes mens kunden endnu lever. Hvordan de tænker i Bordeaux i den henseende aner vi ikke. For priserne på de store vine er steget til et niveau, hvor de dernede for vores skyld kan sejle i deres egen sø. Det kommer de muligvis også til med tiden, når de i den grad svigter deres gamle markeder, fordi de kan tjene flere penge længere østpå.
September 2015
