Om at købe og få sendt vin fra andre EU lande

Skats hjemmeside

I Vinsiderne.dk's levetid har mange læsere interesseret sig for, hvordan reglerne er, hvis man hjemmefra Danmark bestiller vin i udlandet, og hvor sælger sørger for at fragte vinen til Danmark. Er der særlige ting man skal være opmærksom på? Det korte svar er: ja.

Vi skrev den første version af denne side i 2006, men siden er nogle regler ændret.

Vi har fået vores oplysninger dels ved at benytte Skat.dk, dels ved at snakke med et par personer i Skats afdeling for punktafgifter.

Vi har erfaret, at SKAT skifter link til de sider på deres hjemmeside, der indholder oplysninger om de forhold vi nævner i det følgende. Disse skift sker så ofte, at vi opgiver at vedligeholde. Vi må derfor henvise til, at læseren selv søger efter de ønskede oplysninger på SKATs hjemmeside, hos Skatteministeriet eller Toldstyrelsen.

Moms

Den første regel handler om internethandel:

  • I EU må du købe varer over nettet til eget forbrug uden at betale told og dansk moms. I nogle tilfælde skal der betales dansk moms, men det gør sælger.

Skat taler på deres hjemmeside om internethandel, men vi har fået oplyst hos Skat, at der gælder de samme regler, hvis man ringer eller mailer til vinbonden og beder ham om at sende noget vin.

Det var tidligere sådan, at man som køber selv skulle sørge for at få afregnet dansk moms via en omstændelig proces, men man har altså nu lov til at købe varer, som sælger betaler lokal moms af.

Punktafgift

Næste regel:

  • Du skal betale punktafgifter af alkoholholdige drikke.

Det skal man også af mange andre ting, men det er uden for vores område.

I skrivende stund er punktafgiften 11,26 kr. pr. liter vin med en alkoholprocent på mellem 6% og 15% svarende til 8,45 kr. for en flaske (750 ml). For vin med over 15% alkohol er afgiften 15,08 kr. pr. liter svarende til 11,31 kr. for 750 ml. For mousserende vins vedkommende (vine med et tryk på mindst 3 bar) kommer der en tillægsafgift oveni på 3,35 kr. pr. liter/2,51 kr. pr. 750 ml.

Man skal som køber selv sørge for at punktafgiften - også kaldet vinafgift - bliver betalt. Det skal gøres via blanket 29.112, som kan udfyldes på Skat.dk, når man modtager varerne.

Emballageafgift

Emballageafgiften på en flaske vin i Danmark er pt. 0,89 kr. Men den skal kun betales, hvis det årlige beløb er over 5000 afgifts-kroner, hvilket svarer til 6250 flasker vin. Da det svarer til 17 flasker vin pr. dag, må man nok sige, at vi her er ude over det, som er relevant for privatpersoner.

I praksis

Vi kender adskillige eksempler på danskere, der lystigt får sendt vin fra udlandet uden at ulejlige Skat, og uden at de har oplevet "ulemper" i den forbindelse. Men vi kan selvfølgelig ikke opfordre nogen til at begå ulovligheder.

Selv om det hedder sig, at hvis sælgeren står for forsendelsen, så er sælgeren ansvarlig for at afregne dansk moms og punktafgifter, så sker det kun undtagelsesvis, at udenlandske vin-webshops tager sig af dette.

Oktober 2025

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.