Hvordan smager vin?

Hvordan er det overhovedet muligt at beskrive hvordan noget dufter eller smager?

Tja, det er det vel heller ikke, med mindre den der læser eller hører en beskrivelse har nogle erindringer af samme type dufte og smage at trække på i forvejen.

Vi vil vove den påstand, at det er umuligt blot nogenlunde præcist at beskrive en duft eller en smag, med mindre den er meget enkel og samtidigt helt umiddelbart kan sammenlignes med noget andet i forvejen enkelt og velkendt (solbær er et godt eksempel). Ord er simpelthen et dårligt redskab til at indkredse sanse-oplevelser med. Prøv f.eks. at beskrive smagen af spidskommen for en der aldrig har smagt det, klangen af en obo for en der ikke har hørt en...

Smagehjulet

Det er givetvis et ønske om præcist at kunne beskrive dufte og smage, der ligger til grund for de anstrengelser, der er udfoldet af ønolog og professor Ann Noble ved University of California, der i 1984 opfandt "smagehjulet", The Wine Aroma Wheel. Her er en stor mængde smage/dufte at finde indenfor et cirkulært afgrænset område (billedet). Smage er delt op afgrænsede, letforståelige og relativt entydige enheder.

MEN denne opsplitninger af virkeligheden i beskrivbare, næsten målbare enheder kan aldrig, aldrig på brugbar vis indfange en helhedsoplevelse. En helhedsoplevelse kan ikke beskrives. Den skal opleves. Man kan kredse omkring den umuligt beskrivelige helhed v.hj.a. let-associerbare enkeltord. Det er bare sjældent særligt overbevisende, uanset hvor gode skribenter vi har med at gøre.

Hvorfor beskrive noget ubeskriveligt?

Kig lige en gang på denne vittighed.
Helt bortset fra at staklen til venstre ser ud til blot at skulle blære sig, så er effekten af hans fokusering på isolerede enkeltsmage at gutterne til højre meget forståeligt mister vin-appetiten og foretrækker en øl. Lidt ligesom når dansklæreren får sine elever til at miste den basale glæde ved at opleve et eventyr ved overdreven fokusering på en fragmenteret analyse af fortælleteknikken.

Smagehjulet

Ikke fordi vi selv er så meget bedre. Vi har selv for nylig beskrevet en lækker og egentlig forholdsvis enkelt velsmagende dessertvin som smagende af "friske bær, rosiner, et strejf tobak, lidt "stråmåtte" og en lille bitterhed i stil med bittermandler". Det er i virkeligheden helt til grin i forhold til den enkle og dybt tilfredsstillende oplevelse vi fik ved at drikke vinen! - Men vi kommer selvfølgelig heller ikke så langt med blot at skrive "Lækker vin, køb den."

Spis brød til

Når du læser en vinbeskrivelse - vores eller andres - så husk, at når smage forsøges beskrevet, så er det grovkornede associationer til noget enkelt og forhåbentligt velkendt. Det hele kompliceres af, at forskellige smagere vil associere forskelligt til samme smag (nogle smager brombær, hvor andre smager f.eks. kirsebær eller solbær - det kommer an på den individuelle "justering" af smagsløgene).
Hvad du i bedste fald kan have held med er at indstille dig på anmelderens referenceramme og undersøge om den skaber resonans i din klangbund af erfaringer.

Juni 2005

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.