Fri os fra naturvinstyranniet!

Naturvine er ikke for hvem som helst. Og det er vi overbevist om, at de aldrig nogensinde bliver. De smager simpelthen grundlæggende helt anderledes end både konventionel, økologisk og biodynamisk vin.
Vi tvivler på, at selv de skarpeste smagere ved en blindsmagning vil kunne skelne mellem konventionel, økologisk og biodynamisk vin, mens man skal have en meget dårlig lugte- og smagssans for ikke at kunne afgøre, hvis der er naturvin i glasset.

Håndpresning af druer (Billede fra Decanter.com)

(Hvis du har brug for at blive klogere på, hvad de forskellige kategorier handler om: Læs vores artikel Økologisk, biodynamisk og naturvin - hvad er forskellene?)

Jeg (Preben) kan godt lide nogle naturvine, men jeg har også smagt en del rædsler. Og bundniveauet er for naturvinenes vedkommende markant lavere end det tilsvarende niveau for andre og mere almindelige vintyper.

Det er sjældent en fornøjelse at stikke næsen i et glas glas naturvin - det lugter ofte ganske frastødende - mens den livfuldhed og renhed, man kan møde i munden, for det første kan gøre en tilbøjelig til i en vis grad at bære over med lettere ubehagelige smage. Og så sker der nok også en tilvænning, der filtrerer nogle af vederstyggelighederne fra. Lidt ligesom jeg i min ungdom oplevede det med retsina under en måneds ophold i Grækenland: de første flasker smagte godt nok spøjst og ikke ligefrem kønt, men efter nogle ugers tilvænning syntes jeg blot det smagte glimrende og som almindelig hvidvin.

Dog mener jeg ikke, at en sådan tilvænning er hele forklaringen på, at jeg er kommet til at holde af nogle naturvine. Denne holden af er sket i en grad, at jeg tilstræber altid at ligge inde med nogle gode flasker, når lysten går i retning af noget rent, saftigt og læskende. Jeg synes, at de gode naturvine - på deres særegne måde - smager godt og er en nydelse at drikke. De bedste kan jeg endda blive åndeligt opløftet af.

Omvendt med Helle. Jeg lader hende indimellem smage på en naturvin, som jeg synes godt om, og hvor jeg forestiller mig, at der kunne være en chance for, at hun vil goutere den, så vi en dag kan dele en flaske, i stedet for at jeg skal tømme den alene. Men der sker altid det, at hendes ansigt trækker sig sammen i et udtryk af udtalt væmmelse - puha - når hun indånder dampene i glasset, og det er aldrig blevet til mere end én testslurk, der hver gang uden tøven er endt med et ultimativt nej tak.

Jeg er overbevist om, at langt størstedelen af Danmarks vinnydere ville være på Helles side, hvis man lavede en "naturvinstest". Der er noget nørdet, hipsteragtigt og indimellem fornemmelsen af noget nærmest sekterisk over foretagenet, når det handler om tilbedelsen af naturvin.
En gruppe vinimportører, restauranter og skribenter er med til at sætte naturvinsdagsordenen. Og det er de selvfølgelig i deres ret til.
De har dog efter min smag fået for megen magt og har distanceret sig fra alle dem, der ikke tilhører den snævre "inderkreds".
Især én oprørende oplevelse på en restaurant, som vi besøgte for nylig, får os til at mene, at det med naturvin er gået fuldstændig over gevind.

Den milde udgave

Før vi kommer til den oplevelse, der udløste energien til at skrive denne artikel, vil vi lægge lidt forsigtigt ud med en oplevelse på en restaurant, som vi havde fået anbefalet af ejeren på det hotel, vi boede på i Aarhus for et halvt års tid siden. Han var en moden mad- og vinglad mand, der bestemt ikke kunne mistænkes for at flirte med hipster-segmentet. Så vi var trygge og satte os godt til rette i restauranten og studerede menu- og vinkort.
Jeg var så heldig at være i stand til at spotte, at der var rigtig mange naturvine på kortet og vidste dermed, at vi havde en udfordring med at finde noget, som også Helle ville kunne lide. Det lykkedes heldigvis blandt kortets få ikke-naturvine.

Da vi næste morgen spurgte vores hotelmand, hvordan han havde det med, at det overvejende var naturvin, man serverede på restauranten, trak han på skuldrene og sagde: "Jeg lider i stilhed." Hvilket ganske godt illustrerer den pointe, vi er ved at arbejde os frem imod.

Da det gik helt galt

Det gik helt galt på en ellers dejlig restaurant i den ikke-billige ende, hvor en menu inkl. vinmenu kostede 1200 kr. pr. person. Med naturvinenes stigende udbredelse har vi, inden vi bestiller vin, vænnet os til at få afklaret, hvad på kortet der er naturvin, og hvad der er "almindelig" (i denne sammenhæng: konventionel/økologisk/biodynamisk) vin, så vi kan styre uden om naturvinene.

Vinmenuen indeholdt tilstrækkeligt med naturvin, til at Helle måtte stå af den. Så det måtte for hendes del være bestilling glasvis. Hun kunne godt klare sig med én hvidvin til de retter, hvor man foreslog hvidvin og ét glas rødvin, hvor vinmenuen havde rødvin på programmet. Men det endte med, at hun måtte drikke hvidvin til hele molevitten. Fordi ud af restaurantens over 50 forskellige rødvine, hvor der var rigeligt med ikke-natur, kunne hun glasvis kun vælge mellem de to naturrødvine, som hørte til vinmenuen. Dvs. ingen mulighed for hende for at blive fri for naturvin, hvis den skulle være rød.

Det blev vi mildt sagt oprørte over. Vi blev målløse, skuffede og vrede i en grad, at det er det, der står klarest i vores erindring om besøget på restauranten.
Vi kæmpede med al den ammunition vi havde, for at Helle kunne få et glas "normal" rødvin til de retter, der var tiltænkt rødvinsledsagelse. Men nej, det ville kræve, at vi købte en hel flaske. Specielt på baggrund af restaurantens prisniveau, fandt vi det usædvanligt ufleksibelt og nærigt, at man rigoristisk ikke var indstillet på at give kunden en god oplevelse. Hvad havde det kostet dem at åbne en almindelig flaske god rødvin?

En sådan holdning må nødvendigvis have som udgangspunkt, at alle skal kunne udholde at drikke naturvin. Intet kan være mere forkert! Snæversynet, frelstheden har meldt sig, når man med med masser af normal vin på kortet ikke kan tilbyde en almindelig vinnyder et glas almindelig god vin!

Hvor mange af restaurantens øvrige gæster mon sad og led i stilhed ved mødet med disse naturrødvine? Jeg fik dem som del af min vinmenu. Den ene både lugtede og smagte grimt, den anden var ikke specielt naturagtig men var bare ringe. Så hvis Helle var hoppet på vinmenuen eller havde valgt et glas af de to eneste mulige rødvine, havde det været at føje spot til skade - ren nedtur.

Kunne man tage lidt hensyn?

Som restaurant kan man håndtere hensynet til "normale" mennesker, der ikke er hoppet med på naturvinstrenden, på flere måder. I det skræmmende eksempel ovenfor tages der intet hensyn: Tag vores naturvin og lid i stilhed, for her afviger vi ikke en millimeter fra den slagne betjeningspolitik. Om kunden går herfra glad eller utilfreds, er vi ligeglade med.

Et positivt modeksempel: Da vi for nogle år siden spiste på Kadeau Bornholm, var man indstillet på, at vi gik glade og tilfredse derfra. De stod på hælene, for at Helle ikke skulle nøjes med at sidde og patte på den samme vin til jeg ved ikke hvor mange forskellige retter. Så de kom med et hav af smagsprøver, indtil der var noget hun kunne nikke ja tak til. De ville have, vi skulle have en god oplevelse. Og vi gik glade derfra.

Så advar dog!

Ligesom vi kunne ønske os, at naturvine var udstyrret med en advarsel, kunne man ønske sig, at restauranter, der dyrker disse "specielle" vine, havde en lignende advarsel, inden man entrerer restauranten.
Det modsatte er udtryk for manglende hensyntagen til almindelige vinnydere, der godt vil have den gode mad, uden at skulle lide under hipster-naturvins-tyranniet.
Kort sagt: Tag hensyn til at der er et publikum, der godt vil være fri for at lide i stilhed, og som bare vil have en helt almindelig vin, der smager godt.

Marts 2020

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.