Forleden annoncerede en speaker i TV Zulu Comedy Festival
og sluttede med: "Læs mere på Facebook".
Hvis komikeren ikke hedder Anders Matthesen, så er vi ikke dem der står i kø for at læse om
en festival med (forestiller vi os)
ynglinge, der vandrer hektisk og hvileløst fra den ene ende af scenen til den anden og på
pubertær manér fortæller om kønsforskelle og -dele muligvis på baggrund af
frustrerende ringe erfaring. Facebook-annonceringen er dog alligevel principielt
interessant.
For en uges tid siden kørte i baggrunden et P4-program af den type, hvor studieværterne har den lette tjans at sidde og læse op af læsernes mails og sms'er om alt og undertiden absolut intet. Typisk i frisk - for nu ikke at sige overfrisk - stil. Speakeren meddelte, tydeligt veltilfreds med at være med på noderne, at man nu havde lagt læsernes billeder ind på Facebook-gruppen, og dem kunne man så se, hvis man var ven med sin regionale P4-station.
Tidligere hed den slags både i TV og radio "Se mere på vores hjemmeside".
Nu skal man altså være tilmeldt som bruger af en bestemt enklave på nettet - Facebook - for at kunne få adgang til det, som alle før umiddelbart kunne se på TV- eller radiostationernes hjemmesider. Og det er ikke sikkert, at det er nok; man kan åbenbart tilmed blive afkrævet at skulle være "ven" med stationen for at få adgang.
Det samme fænomen er begyndt at vise sig i vinbranchen. Her lokkes man med diverse fordele, hvis man følger med på forhandlerens Facebook-profil: Insider-nyheder, gratis billetter, specielle tilbud og hvad ved vi.
En af vores læsere stillede for nylig ovenstående spørgsmål. Svaret er nej. Det vi skriver er og skal fremdeles være tilgængeligt for alle. Vi har ikke tænkt os at opdele vores læsere i et A- og et B-hold. Og at adgang til et A-hold skulle være forbeholdt Facebook-brugere er for os en tanke, der er virkelig langt ude.
Den - gætter vi på - unge og tydeligvis velmenende læser
mente, at en fordel for os ved at være på Facebook kunne være, at vi ville nå ud
til flere og til de unge.
Det kan sagtens være rigtigt, og det ville helt sikkert være strategisk klogt, hvis vi var politikere og
ville vinde en valgkamp. Men vi er ikke i kamp mod eller skal vinde over nogen. Vi skal ikke partout ud til så mange som muligt.
Og slet ikke for enhver pris. Nej, vi stiller
masser af oplysninger til rådighed, frit tilgængeligt for enhver, der er
interesseret. Men for ung som gammel gælder det, at vil man finde det, som vi
har at byde på, så er man nødt til at forlige sig med det faktum, at der er en verden
udenfor Facebook.
Noget helt andet og mere personligt er, at vi har kontakt med de gamle skolekammerater, vi har lyst til, og vi tilbringer allerede mere end rigelig tid foran computerskærmen. Så Facebook oveni alt det? Så afgjort nej tak.
Vi holder os afslutningsvis i skindet for derved at skåne læseren for deciderede udfald mod Facebook, som så mange for tiden er enige om at elske.
Juli 2011
