Alessandro Masnaghetti har i løbet af de sidste 16 år skabt de ekstremt detaljerede kort, der har inspireret til opdelingen af Chianti Classico i UGA'er.
I "gamle dage" - som i denne sammenhæng var før 2013 - var der to opdelinger indenfor Chianti Classico: ikke-Riserva og Riserva. I 2013 blev endnu en klassifikation tilføjet: Gran Selezione, som på papiret er et niveau over Riserva.
Nu er der kommet endnu en inddeling til: Unità Geografiche Aggiuntive, forkortet UGA, som på engelsk hedder: Additional Geographic Units. På dansk bliver det vel til noget i stil med: Yderligere geografiske enheder.
Der er ikke tale om et højere niveau i klassifikations-hierarkiet end Gran Selezione men om en områdemæssig opdeling.
Denne nye opdelingen af Chianti Classico, som - indtil videre i hvert fald - kun gælder for Gran Selezione vinene, kan ses på kortet herunder:
Jeg (Preben) deltog i en master class, der præsenterede dette nyeste tiltag i Chianti Classico.
Carlottta Gori, direktør for Chianti Classico konsortiet, Consorzio Vino Chianti Classico, fortalte indledningsvis, at konsortiet i mange år har haft fokus på sammenhængen mellem territoriet og vinenes stil. Og man har nu lanceret en opdeling af Chianti Classico området i 11 UGA'er på baggrund af studier af alle mulige forhold i området.
Alessandro Masnaghetti (billedet øverst), som har fremstillet de meget detaljerede kort, som har inspireret til UGA-opdelingerne, introducerede sammen med Thomas Ilkjær (leder og lærer på Vinakademiet, o.m.a.) projektet. Ordene var ledsaget af en smagning af én vin fra hver UGA.
Et af de forhold, som Alessandro Masnaghetti fortalte om, og som har indflydelse på, hvilken vin, der kommer ud af de druer, der vokser i et givet område, er temperaturen, som afhænger af flere faktorer, såsom: hvor højt beliggende en vinmark er, om der er skov i området, varmeindstrømning fra nabo-områder og hvilket verdenshjørne markerne vender mod.
En anden vigtig faktor er jordbunden, som Masnaghetti fortalte, at der findes to hovedtyper af i Chianti Classico: en af marin ("hav") oprindelse og en af kontinental ("land") oprindelse. Disse to hovedtyper underopdeles i adskillige undertyper, som har betydning for karakteren af den vin, der dyrkes de forskellige steder.
Det siger sig selv, at de mange jordbundstyper og faktorerne, der har indflydelse på temperaturen, kan kombineres på et utal af måder, og at det giver stor kompleksitet og variation i de forhold, de enkelte vinmarker byder på.
Alessandro Masnaghetti har lavet, hvad der ikke er en mursten men nærmere en cementblok af en bog med detaljerede kort over og oplysninger om Chianti Classico territoriet. Omfanget af bogen demonstrerer den ekstreme detaljeringsgrad, der ligger til grund for de analyser, som UGA-opdelingen har haft mulighed for at basere sig på.
Bogen hedder Chianti Classico - the atlas of the Vineyards and UGA og kan købes hos Thomas Ilkjær.
Billede: Consorzio Vino Chianti Classico
I info-materialet om UGA-arrangementet var overskriften Chianti Classico renæssance. Og Alessandro Masnaghetti betegnede betydningen af indførelsen af UGA'erne som en gamechanger, og det største der er sket indenfor Chianti Classico siden appellationen blev DOCG (i 1996), idet opmærksomheden herved flyttes fra druesorter og lagring til, hvad der efter Masnaghetti's mening er vigtigere: koblingen til territoriet.
Der sad en lille spørge-djævel på min skulder og hviskede mig i øret, mens jeg hørte præsentationen af UGA'erne.
UGA-inddelingen falder i stor udstrækning sammen med områdets inddeling i kommuner. Én kommune, Greve, er dog opdelt i fire UGA'er: Greve, Montefioralle, Panzano og Lamole, mens San Donato in Poggio er en sammensmeltning af de dele af Chianti Classico, der ligger i kommunerne Poggibonsi og Berberino Tavarnelle.
Spørge-djævelen: "Kan det passe, at kommunegrænserne, som jo er politisk definerede, tilfældigvis kan være sammenfaldende med grænser for territoriernes vindyrkningsmæssige egenskaber?
Og kan dyrkningsforholdende indenfor de enkelte UGA'er virkelig være så ensartede, at det overhovedet giver mening at have UGA'erne? Burde størrelsen af de enkelte UGA'er ikke være langt mindre, for at man skal kunne tale om rimeligt ens forhold?"
Det sidste spørgsmål svarede Masnaghetti på ved at sammenligne Chianti Classico's opdeling i UGA'er med den lignende MGA-opdeling i Barolo distriktet, der indeholder 170 MGA'er mod Chianti Classico's 11 UGA'er. Men Chianti Classico er mange gange større end Barolo-området, så hvis detaljeringsgraden skulle være den samme i Chianti Classico, skulle man her have over 2000 UGA'er! Og det mener Masnaghetti i praksis ikke ville være til at forklare.
I forlængelse af dette, spurgte min spørge-djævel mig: "Kan du huske, da du stod sammen med Michele Braganti (ejer af Chianti Classico-ejendommen Monteraponi) oppe ved toppen af Baron' Ugo marken og så på Il Campitello-marken nedenfor Ugo-bakken, og han fortalte, at den store forskel på vinen fra de to marker skyldtes de to forskellige jordbundstyper, og at Campitello marken fik meget mere sol end den anden? Og de to marker lå blot nogle få hundrede meter fra hinanden! Så mon det kunne tænkes, at Il Campitello kunne minde mere om vine fra en anden UGA, end hvad man vil sige er typisk for Radda (UGA'en som Monteraponi befinder sig indenfor)?"
Som nævnt indledningsvis er det kun Gran Selezione vinene, der må tilføje deres UGA på etiketten (Montefioralle, Lamole og Vagliagli må dog først skilte med de respektive UGA'er i 2026). Jeg kom så til at tænke på, at San Giusto a Rentenanno, som producerer en af Chianti Classico's største vine (Percarlo), ikke en gang skriver Gran Selezione på nogle af deres vine. Ja, faktisk rubricerer de Percarlo i en kategori, der hierarkisk ligger niveauet under Chianti Classico DOCG, nemlig Sangiovese di Toscana IGT.
Det er en gammel historie, at mange producenter bruger en lavere klassifikation til deres bedste vine for at signalere: "Vi har ikke brug for de fine betegnelser - vores vine er så indlysende gode, at de sælger sig selv, selv om vi underklassificerer dem."
Det indlysende spørgsmål er her: Vil denne anarkistiske tilbøjelighed hos mange af disse producenter ikke få dem til at fastholde den lave klassifikation og dermed helt at ignorere UGA?
Jeg tænkte også, om ikke de forskellige producenters tilgang til at lave vin - alt fra hvor længe de macererer til hvordan og hvor længe de lagrer deres vine - i mange tilfælde ville overtrumfe den påståede UGA-karakter?
For igen at bruge San Giusto a Rentennano som eksempel: Deres vine er blandt Chianti Classico's mest tanniske. Det kan godt være, at lokale forhold bidrager til dette. Men hvis de fik en ejendom et helt andet sted i Chianti Classico med helt andre dyrkningsforhold, så lur mig, om ikke de uanset disse forhold og betingelser skulle få placeret et ordentlig skud tannin i deres vine.
Hvilket fører videre til spørgsmålet:
Hvis vi forestiller os, at alt det her UGA slår igennem, som noget man seriøst kommer til at gå op i, vil producenterne så
Billede: Consorzio Vino Chianti Classico
være med til at prøve at sigte mod den stil, som indenfor en given UGA anses for den karakteristiske? Altså ensrette i stedet for at dyrke diversiteten?
Det tvivler jeg på. Og jeg håber det heller ikke. For en ting, som jeg er vild med i Chianti Classico, er netop stilvariationerne, som er større der end fx i Montalcino (Brunello).
Mange producenter taler om, at deres vin skal afspejle territoriet og blot lade dette komme til udtryk. Men jeg tror, at personlighed og personlig smag hos vinmageren vil blive ved med at spille en afgørende rolle. Som fx førnævnte Monteraponi's Michele Braganti, som er meget glad for Bourgogne. Han ville formentlig aldrig finde på at fremelske udpræget maskuline vine som dem hos San Giusto a Rentenanno, uanset hvor han måtte have sin jordlod.
Hvis jeg skulle levere en seriøs og grundig vurdering af UGA-projektet, ville det som minimum kræve, at jeg smagte en del forskellige vine fra hver UGA for at finde ud af, om jeg indenfor hver af de enkelte UGA'er kunne finde signifikante fællestræk, der kunne siges at adskille sig tydeligt fra de andre UGA'ers. Det bød master classen's én vin fra hver UGA af gode grunde ikke på.
Alessandro Masnaghetti opfordrede master classen's deltagere til at prøve at se bort fra producentens stil - fx hvis en brugte meget fadlagring - og analysere frugt, syre og tanniner, som ifølge Masnaghetti er de vigtigste faktorer til at forstå de forskellige områder. Det er godt nok vanskeligt, al den stund at fadlagring jo påvirker både frugt og tanniner...
Masnaghetti talte på et tidspunkt om forskelle på vinene fra nord og syd indenfor én af de smagte UGA'er - skulle man så ikke have opdelt denne UGA i to? - og Thomas Ilkjær nævnte i forbindelse med en af smagningens vine fra en anden UGA, at den havde mere tannin end gennemsnitligt for pågældende UGA. Og det blev af begge de herrer fremhævet, at nogle UGA'er havde et mere uniformt udtryk end andre. Ikke just noget der gjorde det lettere at få et indtryk af de enkelte UGA'er.
Thomas Ilkjær nævnte en pointe, som jeg fandt væsentlig:
Det er lettere at få indtryk af UGA-udtrykkene ved at smage normale-vinene end ved at smage Gran Selezione vinene, fordi producenternes stil i højere grad kommer til udtryk i sidstnævnte, fordi fadlagringen her præger udtrykket i højere grad: Man kan bruge forskellige slags træ, forskellige fadstørrelser og forskellig varighed af lagringen.
Her hviskede min lille spørge-djævel så: "Hvorfor er det så ikke Chianti Classico normale, man er startet med at knytte sammen med UGA'erne? Og hvad laver UGA overhovedet sammen med Gran Selezione, når producenternes individuelle vinstil her i højere grad kan kamuflere territoriepræget, som jo netop er dét UGA'erne skulle handle om?"
Masnaghetti opfatter, som det er fremgået, indførelsen af UGA som epokegørende. Og det materiale, vi fik udsendt før master classen havde som nævnt overskriften Chianti Classico Renæssance.
På baggrund af den viden om UGA, jeg ved denne lejlighed kom i besiddelse af, og alle de spørgsmål jeg stillede mig selv undervejs, kan jeg kun sige, at jeg ikke så lyset.
Udover at jeg her prøver at have en faglig tilgang til emnet, er jeg også - og først og fremmest - storentusiastisk forbruger af Chianti Classico og har været det gennem tre årtier.
Vil jeg tage en eventuel UGA på etiketten i betragtning, når jeg fremover køber Chianti Classico? Næppe. Jeg vil nok fortsætte med bare at købe de vine, jeg kan lide, eller som jeg har lyst til at prøve, om de så er fra nord eller syd, om marken ligger i 250 eller 450 m's højde eller om jordbundstypen er macigno, galestro, pietraforte eller noget helt syvende.
Så indtil videre må jeg sige, at jeg med UGA har fundet en grænse for mit vin-nørderi.
Alessandro Masnaghetti bruger, som det fremgår, store ord om betydningen at UGA-systemet. Men han siger også, at vi kun har set begyndelsen af en proces, som vil fortsætte, og som vil tage tid.
Tiden vil vise, om også jeg på et tidspunkt vil kunne se, at UGA kan bruges til noget, der kan hjælpe mig med at sigte endnu mere præcist på Chianti Classico vine, der rammer min smag. Eller om det i det mindste, trods den større eller mindre uensartethed, som de enkelte UGA'er rummer, vil bidrage med en forståelse og mulighed for fordybelse, som jeg på et tidspunkt vil kunne værdsætte.
Efter at jeg havde skrevet nærværende artikel, nævnte jeg nogle af mine spørgsmål og min undren for Thomas Ilkjær og efterspurgte hans mening.
I forhold til mit spørgsmål om hvorvidt det kan passe, at de politiske kommunegrænser samtidig kunne afgrænse UGA'ernes vindyrkningsmæssige egenskaber, nævner Thomas i sit svar, at der langt fra altid er en meget tæt sammenhæng mellem formelle afgrænsninger af zoner og de vindyrkningsmæssige forudsætninger, og at det mere er reglen end undtagelsen, at der indenfor appellationsgrænser og subzoner er store variationer. At UGA’erne ikke er specielt homogene, hvad angår terroir, er dermed faktisk det typiske.
Nuvel, det er til at forstå. Men hvorfor går "salgsarbejdet" fra konsortiet så i så høj grad ud på at understrege, at UGA-projektet handler om at fokusere på sammenhængen mellem territorium og vine?
Mht. til mit spørgsmål, om ikke UGA'erne er rigeligt store, gentager Thomas Ilkjær Alessandro Masnaghetti's pointe med, at det ville kræve urimeligt mange UGA'er, hvis de skulle afspejle territorieegenskaber nogenlunde præcist. Men at både han og Masnaghetti anser det for tænkeligt, at vi indenfor 10 år vil se en udvidelse af antallet af UGA'er med 5-6 eller flere.
Endelig spørgsmålet om, hvorfor man ikke er startet med at tilknytte UGA'erne til normale-vinene, når nu det er i dem, at territoriepræget slår mest igennem. Til det svarer Thomas: "Det ønskede consorzio'et ikke, og det er der selvfølgelig politiske/markedsføringsmæssige årsager til. UGA'erne er et prestigeprojekt, og derfor er de koblet sammen med den mest prestigetunge vin i appellationen. Det handler mere om at give UGA'erne tyngde fra starten end om terroirforskel og om man kan smage forskel."
Så ved man da i det mindste det! Kunne det tænkes, at netop dét svar afdækker en stor del af meningen med UGA-projektet, i det mindste i sin nuværende form?
December 2023
