capstone California

- nyt uddannelsestilbud
Smagsprøver

capstone California er et nyt online vinuddannelseskoncept, som ser seriøst og godt ud.

Jeg (Preben) deltog i en online præsentation af projektet og en ditto smagning af otte forskellige rødvine. Formålet var at gøre opmærksom på det nye uddannelsestilbud, som her i landet er kommet i stand i samarbejde med Vinakademiet, som også er der, man billigst kan tilmelde sig til capstone-uddannelsen.

René Langdahl

Jeg hæftede mig især ved den del af præsentation­en, som René Langdahl stod for. Du kender ham måske som skribent på gastro, og han fungerer desuden som underviser på Vinakademiet, hvor han bl.a. tager sig af oversøisk og ikke mindst californisk vin.

Han fremhævede den meget omfattende og detaljerede information, som capstones site - som jo er der uddannelsen foregår - byder på. Alt, der er værd at vide om californisk vin, er ifølge Langdahl samlet her, opdateringer sker så snart nye data er tilgængelige, og niveauet er betydeligt over, hvad man kan finde andre steder.
Selv som garvet underviser i stoffet, måtte han betegne en del af det, han kan finde hos capstone, som substantiel ny viden. M.a.o.: han er selv kommet på skolebænken.

Logoer

Uddannelsen består af fire niveauer, alle med mulighed for afsluttende certificering. Fjerde niveau inkluderer en rejse til Californien.
Lige nu er kun det de to første moduler færdigt, så det er altsammen meget nyt. Man har været undervejs et år.

Smagningen

Der var Pinot Noir, Zinfandel og Cabernet Sauvignon på programmet til smagningen, der bød på alt fra en enkeltstående frygtelig vin (på Zinfandel) til rigtig flotte vine, hvor jeg især fandt Cabernet-vinene interessante.

Logoer

Jeg husker tilbage fra 1980'erne, hvor jeg første gang stødte på amerikansk Cab, at fokus - i hvert fald herhjemme - var på, hvor gode vinene var sammenlignet med de store Bordeaux-vine. Det synes jeg personligt er uinteressant. Blandt de smagte vine fandt jeg de Cabernet'er, der havde fundet deres egen vej, mest interessante.

En af dem var Cabernet Sauvignon, Paso Robles, Austin Hope, 2018 med 10% Petit Syrah. En meget fyldig vin, tyktflydende med stor krop og med tanniner, der stivede lidt af. Lækker. Hvis jeg var til denne opulente oversøiske vintype, ville jeg straks gå ud og købe mig en flaske - men den forhandles aktuelt ikke i Danmark.

En anden dejlig Cab var Cabernet Sauvignon, Napa Valley, Louis.M.Martin, 2017, der var mere klassisk end førnævnte, men stadig fyldig. Velsmagende og harmonisk struktureret med fløjstanniner.
Vinen sælges i udvalgte Meny'er i skrivende stund i andre årgange end den smagte, og prisen vil ligge mellem 265 og 295 kr.

Også Cabernet Sauvignon, Alexander Valley, Silver Oak, 2016 var en dejlig og velsmagende vin fremstillet af 91,6% Cabernet, 7% Merlot, 0,5% Cabernet Franc, 0,5% Petit Verdot, og 0,4% Malbec. Fin krydring og den del tannin i finalen. Her er vi i skrivende stund hos Laudrup Vin oppe på 930 kr. for en flaske for en 2015.

Marts 2021

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.