En af de ting, som for os markerer sig klarest fra
det forgangne år er, at en ny producent virkelig fik en central plads hos os: Chianti Classico producenten
Il Molino di Grace. Se
billeder fra ejendommen her.
Vi har
efterhånden nærmest støvsuget Chianti Classico for gode producenter, så for os
er det en stor glæde, når vi pludselig bliver konfronteret med noget virkelig
stort og nyt.
Vi smagte flere af vinene første gang i 2004, hvor topvinen Gratius
fik fem stjerner i årgang 2000. De gange vi har gensmagt den i det forgangne år, har den været
endnu bedre.
I 2005 fik også producentens Chianti Classico 2001 fem stjerner. Riserva Il
Margone 2000 fik 4 stjerner, men har vokset sig smukkere siden vi anmeldte den.
Så det er virkelig topvine vi har med at gøre.
Læs mere om Gratius 2000 nederst på siden.
Vi besøgte ejendommen i efteråret og havde her fornøjelsen at snakke med
medejeren Gerhard Hirmer (billedet ovenfor), som ejer den mark, der leverer druerne til Gratius.
Det var en fornøjelse at udveksle synspunkter og erfare at vi var enige om meget
af det, som toscansk vin drejer sig om.
Il Molino di Grace's ønolog er
Gerhard Hirmers nære ven Franco Bernabei (til højre), som i tidens løb har leveret
nogle af vores bedste vinoplevelser.
Hos Il Molino di Grace forekommer det os, at Bernabei's vine er mere umiddelbart
imødekommende, mere åbne og lækre end flere Bernabei-vine fra andre
topproducenter, f.eks. fra Fèlsina-Berardenga (der så viser deres klasse på andre
måder).
Trods denne umiddelbare venlighed, som er let at forstå med vinen i glasset, kan vinene bestemt ikke siges at være publikumsleflende. De er klassiske og autentiske, og så er de venlige uden at miste dybde og klasse.
Il Molino di Grace's vine forhandles af BB Vinimport, der har nye årgange på vej. Dem regner vi med at anmelde her i 2006.
Som noget nyt er det meningen, at Il Molino di Grace kun vil producere én Chianti Classico Riserva (hvor der aktuelt forhandles en riserva og en riserva Il Margone), og der er desuden en vin lavet af Syrah, Merlot og Cabernet Sauvignon på vej.
I 2005 var ca. 2/3 af de vine, vi drak, italienske, mens ca. 1/3 var franske. Så det er med ekstra fornøjelse, at vi i år kan præsentere en fransk rødvin, der bød på en topoplevelse: Château Simone 1996 fra den provencalske mini-appellation Palette. En meget personlig og flot vin, ganske unik og overordentlig kompleks.
Farven var lys tegl. Også smagene var lyse af jordbær og roser (ikke at vi har spist en rose, men altså en smag ligesom roser dufter), også en let smag af tjære, og ind imellem et strejf kål (hvilket var OK i denne sammenhæng!). Det kan lyde vanvittigt (og lidt latterligt), når man på denne måde skiller smagskomponenterne ad (se vittigheden her), for vinen var først og fremmest overordentlig sammenhængende og helstøbt, og den var flot, kompleks, spændende, ren og transparent. Den havde en dejlig friskhed og en dejligt lav alkoholprocent: 12,5%.
Château Simone er en vin, der kræver nogen lagring, og vi var heldige at ramme den på et perfekt tidspunkt, 9 år gammel.
Årgang 2000 fås hos Theis Vine til 259,95.
Når det skal handle om hvidvin, er Frankrig for os nærmest enerådende, når det skal helt op og ringe. I år er en af de bedste hvidvine vi har smagt Chablis Premier Cru, Mont de Milieu, 2002 fra producenten Domaine William Fevre. En nærmest perfekt vin.
Vi købte den hos producenten i 2004, hvor vi smagte
en stribe vidunderlige Chablis'er.
Da vinen os bekendt ikke forhandles i Danmark, må vi citere vores
database-notat:
"En nærmest perfekt vin: Herlig flinteskarphed, sprød og stringent samtidig med
en fin smag af frugt, nøddetoner fra fadet, meget flot balanceret, intet
dominerer. Herlig både som opvarmning til mad, og nye nuancer dukker op sammen
med mad. Perfekt tidspunkt. Flot, slankt udtryk."
Gratius 2000 bød på 2005's bedste italienske
rødvinsoplevelse.
Gratius er en enkeltmarks 100% Sangiovese
supertoscaner fra det centrale Chianti Classico.
Vinen er lagret et år på franske barriques.
Vi beskrev i vores anmeldelse fra 2004 vinen som meget harmonisk og
fantastisk vellavet, klassisk stor Sangiovese, fyldig bærsmag, perfekt syreniveau, typisk - og dog diskret og venlig -
Sangiovese-tannin.
På samme tid en vin med Sangiovese's naturlige kraft og robusthed men
samtidig meget elegant. Denne parring af civiliseret kraft og stilfærdig
elegance værdsætter vi meget (og den er ikke så let at finde). Fornem balance.
Hvor vinen i 2004 stadig var "på vej", så sprang den i 2005 helt ud, fandt
sig selv i stor harmoni: helt åben, stor toscansk Sangiovese vin.
Fremragende!
Den rammer i plet i forhold til vores smag, og vi oplevede den som en
nærmest perfekt vin.
Årgang 2000 er udsolgt. Vi har
senere smagt 2001'eren (som stadig forhandles), som også fik fem stjerner - om end vi syntes at 2000 var
bedre, mere kompleks.
Årgang 2003 er på vej. Gerhard Hirmer, der ejer Gratius-marken,
får det brede smil på, når han taler om forventningerne til denne vin.