Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank
 

Fattoria Sorbaiano hos Carlo Merolli, marts 2009

(Der er en lille forhistorie til smagningen som kan læses her.)

Carlo Merolli kan ikke siges at ligge på den lade side. Siden november sidste år, har jeg (Preben) deltaget i tre smagninger hos Carlo, og så sprang jeg endda en Barolo smagning over for nogle uger siden. Det er noget der nærmer sig en afholdt smagning hver fjerde uge! Og netop i skrivende stund er der indløbet en mail med invitation til endnu to smagninger, der vil blive afholdt indenfor den næste måned. - Bliv bare ved, Carlo!

Denne gang var toscanske Fattoria Sorbaiano på programmet. Ejendommen ligger i det vestlige, Toscana, lidt vest for Volterra, ikke så langt fra Bolgheri.

Smagningen foregik ligesom i november i annekset til Restaurant Kanalen på Christianshavn, et sted der er super velegnet til formålet.

Grazia Picciolini, ejer af Fattoria Sorbaiano, var kommet op for at præsentere sine vine i flere årgange. Rigtig spændende.

Carlo Merolli og Grazia Picciolini

Endnu en gang satte jeg pris på den mulighed for ro og fordybelse, som denne type smagning giver: Masser af tid - det var muligt at komme og gå indenfor fem timer - og et overskueligt antal vine med et fælles tema.

Programmet var (i den rækkefølge jeg smagte vinene):

1) Montescudaio Bianco, 2008, 75,-

2) Montescudaio Bianco, 2007, 75,-

3) Lucestraia Riserva, Montescudaio Bianco, 2007, 95,-

4) Lucestraia Riserva, Montescudaio Bianco, 2006, 95,-

5) Montescudaio Rosso, 2006, 41,67 v. 12 fl. (tidligere 75,-)

6) Montescudaio Rosso, 2007, 75,-

7) Pian del Conte, Sangiovese di Toscana IGT, 2004, 115,-

8) Pian del Conte, Sangiovese di Toscana IGT, 2006, 115,-

9) Rosso delle Miniere, Montescudaio Rosso, 2001, 135,-

10) Rosso delle Miniere, Montescudaio Rosso, 2003, 135,-

11) Rosso delle Miniere, Montescudaio Rosso, 2004, 135,-

12) Febo, Merlot di Toscana IGT, 2004, 185,-

13) Febo Merlot di Toscana IGT, 2005, 185,-

14) Vinsanto, 1999 195,-

15) Vinsanto, 2002 155,- (0,5 liter)

Alle vinene forhandles i skrivende stund, selv om de ikke fremgår af Carlo Merolli's hjemmeside. Dog er der kun 13 flasker tilbage af Rosso delle Miniere 2001.

Tai Regel Pundik, Grazia Picciolini og Carlo Merolli

De hvide

Normalt går jeg, for at spare på smagsløgene, ved smagninger uden om italienske hvidvine, som oftest ikke falder i min smag, men her var der i alt "kun" 15 vine, så nysgerrigheden vandt over modstanden.

Jeg kunne sagtens se mig selv drikke de smagte vine med fornøjelse - i Italien. Hvad mit hjemlige forbrug angår er min store  begrænsning i denne sammenhæng min kærlighed til især tysk Riesling og fransk Chardonnay. Den gør, at det bliver lidt svært med italiensk Trebbiano.

Montescudaio Bianco, 2008 (80% Trebbiano, 10% Vermentino, 10% Chardonnay) havde en let sødmefuld frugt, ret typisk italiensk stil men dog kun med moderat bitterhed. Ikke lige mit glas vin.

Samme vin i årgang 2007 var friskere og i positiv forstand tørrere, igen med moderat bitterhed. Den kunne bestemt finde anvendelse til en pastaret med rejer.

Den en anelse dyrere Lucestraia Riserva (50% Trebbiano, 20% Vermentino, 30% Chardonnay) blev serveret i to væsensforskellige årgange, som afspejlede, at Sorbaiano netop mellem disse to årgange skiftede ønolog. Vittorio Fiore, en af Toscana's navnkundige ønologer er blevet erstattet af to yngre ønolger: Ghiettini Giampolo og Di Maio Andrea.
For at begynde med den nye årgang 2007, så var der her tale om en ikke-fadlagret vin med nogen velsmag og fylde, stadig i lidt italiensk stil. Bestemt brugbar.
Stærkt kontrasterende var årgang 2006, som var en ganske kraftig og personlig vin med en lidt speciel aromaprofil hen ad botrytis men alligevel ikke, og desuden med et markant fadpræg med karamel. Fin frisk og krydret frugt, god syre. Den kunne være god til en mere substantiel fiske-hovedret, hvor 2007 i højere grad forekom at være en forrets-vin eller i hvert fald til ikke for tunge hovedretter.

De røde

Det var så det. Lad os komme til de røde, som var den egentlige grund til at jeg havde taget turen til Christianshavn.

Der blev serveret husets fire røde: Montescudiao Rosso (80% Sangiovese, 20% Montepulciano), Pian del Conte (Sangiovese, halvdelen 9 måneder i barriques), Rosso delle Miniere (60% Sangiovese, 10%  Malvasia Nera, 30% Cabernet Franc, 18 måneder i barriques) og Febo (Merlot, 12-15 måneder i barriques).

Vinene blev serveret i flere årgange, hvilket specielt for Rosso delle Miniere's vedkommende bød på spændende oplevelser.
Jeg har i tidens løb smagt adskillige Sorbaiano rødvine, så det var spændende at få lejlighed til at smage dem alle samlet og oven i købet i forskellige årgange.

Den smadrede vin

Jeg lagde ud med den vin, som ifølge et af Carlo Merolli's episke nyhedsbreve var anledningen til hele arrangementet: Den Montescudaio Rosso 2006, som Helle og jeg kun fandt værdig til 2 stjerner (anmeldelse her), hvilket Carlo Merolli betegnede som en smadrende anmeldelse, som ifølge fortællingen drev Grazia Picciolini til Danmark for at bevise noget andet med den nye årgang.
Vi har lidt svært ved at tillægge vores anmeldelser den magt, at de skulle kunne udløse så voldsomme begivenheder, men glædeligt var det under alle omstændigheder at få lejlighed til at smage hele Sorbaiano's udvalg af røde, hvoraf flere er rigtig gode.

Nævnte Montescudaio Rosso 2006 var i min mund lige så spøjs og ukøn, som da vi anmeldte den. Pudsig duft med lidt gummi og frugt; frisk men lidt underlig frugt. God syre og en del lidt upolerede tanniner. Ikke min stil eller smag.

Samme vin i årgang 2007 var den første (og indtil videre eneste) røde, som jeg fik lejlighed til at smage fra de nyansatte ønologers hånd. Den var renere i frugten både i duft og smag, måske en anelse sød og med friskheden lidt nedtonet, mere poleret (hvilket her er positivt ment) end 2006. Afgjort uden 2006's "mislyde". Et ok glas dagligvin.

Hvis jeg, på det spinkle grundlag som smagningen af to årgange af en vin er, skal komme med et forsigtigt bud på et stilskift grundet ønolog-skiftet, så er det: mere frugt og renere frugt, mere poleret, lidt sødere og mindre frisk stil - det kunne tyde på en mere moderne tilgang og en højere grad af international salgsorientering. Men som sagt: Bedømmelsesgrundlaget er så spinkelt som det kan være. Så vi må vente og se især til de større vine bliver tilgængelige.

Så bliver det interessant

For mig begyndte det spændende her: Ren Sangiovese lidt højere oppe på prissskalaen (115 kr.): Pian del Conte.

Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 1990, som, da den var på toppen, var fremragende.
I årgang 2004 fandt jeg vinen lidt tør og kedelig. Den manglede frugt og charme.
Samme vin smagt for sig selv for nogle måneder siden performede en hel del bedre, men den udtørringstendens, som vi fandt, da vi ved den lejlighed anmeldte vinen, var endnu mere udtalt her ved smagningen. På den baggrund forekommer det mig, at vinen har set sine bedste tider.

Pian del Conte og Rosso delle Miniere, etiketter

Så var der anderledes krudt og kugler i 2006, som var min favorit ved smagningen. Der var, hvad jeg vil kalde autentisk Sangiovese-frugt, lækkert, tydeligt fad og aktuelt ganske barske og upolerede tanniner, der kunne forekomme en anelse grønne. Mao. var der tydeligt tale om en ung vin. Men den fine måde det hele spillede sammen på, gav mig indtryk af en vin, som jeg ville kunne finde masser af nydelse i de kommende par år - en vin efter min smag.

Rosso delle Miniere, Montescudaio blev serveret i hele tre årgange: 2001, 2003 og 2004.

2001 var den mest komplekse af alle smagte rødvine med en spændende duft af bær, blomster, nyfældet træ og læder. Flot og velsmagende vin med ganske megen struktur. Både fin tørhed og sødme, god syre. Stadig ganske tannisk på den lidt bidende måde, hvilket gav indtryk af, at tanninerne nok aldrig smelter helt, før frugten tørrer ud.

Det med de lidt barske tanniner forekom mig at gå igen i flere af vinene, men at dømme efter den ene vin, jeg smagte fra de nye ønologer, forestiller jeg mig, at der nok bliver gjort noget ved det i fremtiden.

Rosso delle Miniere 2003 oplevede jeg som uinteressant. Trods den varme årgang var der dog pæn og ikke kogt frugt. Men der manglede struktur, og jeg fandt i det hele taget ikke så meget at glædes over.
Sammenlignende smagninger kan være ubarmhjertige, så måske vinen vil præsentere sig bedre drukket for sig selv og ikke sammen med vine, der i min mund leverede skarp konkurrence ved direkte sammenligning.

Samme vin i årgang 2004 fandt jeg vellykket. God frugtig duft, aktuelt enkel i udtrykket og ganske lækker. Vinen havde masser af smag og harmoni. Den var ikke stærk, men havde tværtimod nogen elegance. Der var også gode tanniner, men mindre grønne og aggressive end i nogle af de andre vine. Jeg skønnede, at vinen har et vist udviklingspotentiale.

Febo = Merlot

Sorbaiano's dyreste rødvin (185 kr.) er ren Merlot, lagret 12-15 måneder på barriques.

I årgang 2004 havde den både en del kraft i duft og i smag. Man må ikke tro, at vinen, fordi den er lavet af Merlot, har noget som helst smagsfællesskab med f.eks. en Pomerol eller en hvilken som helst anden fransk Merlot-vin. For det har den ikke. Både duft og smag er klart af toscansk observans.
Tanninerne var blidere end i de andre vine, og der var en lille afvæbnende sødme. Dejlig vin.

Årgang 2005 havde en lidt mere reserveret og lidt mere saftet duft. Den smagte virkelig godt, lidt støvet, sødmefuld og blød frugt. Masser af harmoni. Strukturen sparker ordentlig fra sig. Så vinen byder både på blødhed og kraft.

Bord med glas og papirer

Konklussioner

Vin Santo'erne var ikke lige mig, så dem vil jeg springe let henover og i stedet uddybe lidt hvad rødvinene angår:

Efter at jeg havde smagt Febo'erne tog jeg lige et par slurke mere af mine favoritter fra tidligere: Pian del Conte 2006 og Rosso delle Miniere 2004. Jeg havde det nemlig sådan med Febo'erne, at jeg bestemt syntes de var flotte, men de rørte mig ikke for alvor, fik ikke min sjæl til at smile, eller hvordan jeg nu skal udtrykke det. Det gjorde Pian del Conte derimod, også her ved gensmagningen. Den nærliggende tanke, som jeg tror er forklaringen, er: Sangiovese bærer det positive ansvar.

Det et ikke sjældent sådan, at vin fremstillet enten udelukkende eller overvejende af Sangiovese, udløser større begejstring hos mig end vine, hvor de franske druer spiller en en markant rolle.
Jeg kan dog ikke håndhæve synspunktet konsekvent her, idet Rosso delle Miniere 2004 efter min mening var en langt bedre vin end Pian del Conte 2004.

For lige at brede det her ud til at omfatte mere end min egen personlige smag, så vil jeg sige, at hvis man er knapt så vant til italiensk vin og ønsker noget der er lidt mere "omgængeligt", så vil netop de vine, der indeholder en større eller mindre andel franske druer givetvis være det, der kan fremkalde begejstring og måske oven i købet være med til at åbne døren til glæden ved de italienske vine. Så Sorbaiano - og Carlo Merolli - byder klogeligt på noget for enhver type smag.

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.