Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank
 

Vinsmagninger

- indledende bemærkninger
Fra Nordsjællands Gourmet- og Vinfestival

Alle typer af vinforhandlere, -importører og andre der er interesserede i at promovere deres vine,  arrangerer ind imellem smagninger for en større eller mindre offentlighed.

At deltage i vinsmagninger kan være en god måde at blive lidt klogere på hvad der efterfølgende kan gøre nytte hjemme ved middagsbordet.
Den indlysende fordel er muligheden for at gøre erfaringer med mange vine på kort tid.

Forbehold

Vi opfatter dog kun de erfaringer, som vi gør os ved sådanne lejligheder som vejledende: Intet kan erstatte den "test" af en vin, som foregår over flere timer, hvor det er muligt at observere, hvordan den udvikler sig, når den får luft og ikke mindst hvordan den opfører sig sammen med mad.
Desuden smager man uvægerligt vinene relativt, dvs. vin nr. 2 opleves på baggrund af vin nr. 1 osv, hvilket kan give nogle uretfærdige bedømmelser undervejs, hvis man f.eks. kommer forbi en fin og elegant vin efter at man har smagt et par mere muskuløse vine.

Tilrettelæggelse

Derfor, og for at få så reelt et udbytte af en vinsmagning som muligt, er det helt nødvendigt - især hvis det er messe med flere hundrede vine - med en vis tilrettelæggelse forinden. At bruge det første kvarters tid på at studere smagekataloget og lægge en rute, i hvert fald i grove træk, er en virkelig god investering.

Her gælder de samme "regler", som man automatisk ville overholde ved et måltid med flere vine; en naturlig rækkefølge vil være: 1) Mousserende vine, 2) lette og frugtige hvidvine/rosévine, 3) mere vægtige hvidvine/rosévine, 5) lette og frugtige rødvine, 6) kraftigere rødvine, 7) dessertvine.
 

Man kan selvfølgelig også - hvilket vi har oplevet eksempler på - styre lige hen til bordet med den dyre Amarone på 16 %, men så vil alle de følgende vine smage af vand.

Hvor mange vine?

Ved større vinsmagninger, f.eks. messer, vælger vi for det meste et tema eller to og fordyber os så i det. Dels for at fokusere, dels for at begrænse antallet af vine. Vi holder os gerne på 20-30 smagte vine. En enkelt gang blev det til ca. 55 vine, men det har krævet lidt træning at kunne stole nogenlunde på sine smagsløg ved smagning af så mange vine, og det går også kun, hvis man spytter det meste ud undervejs.
Da det er sjovest efterfølgende at kunne købe nogle vine, der også smager godt, når de skal stå alene sammen med et måltid mad, så er det en fordel, hvis vurderingerne er til at stole på, så hver enkelt må prøve sig frem for at finde sin maksimums-kapacitet, hvad det angår. Hvis man ikke er trænet, ligger den reelle grænse nok højst ved 5-10 vine.

Guidede smagninger

Efter at vi efterhånden har deltaget i en del store vinmesser med flere hundrede vine at vælge mellem, er vi begyndt at værdsætte smagninger, hvor der dels er færre og udvalgte vine med et tema, dels at smagningen er tilrettelagt af et kyndigt menneske, der præsenterer vinene. Hvor det opleves som en mere seriøs tilgang til det at smage, så kan der være lidt mere gedemarked over messe-smagningerne. Og man kan møde ligesindede i mere muntert lag. Hver ting til sin tid.

Endnu en fornøjelig måde at smage vin på er via en Winemaker's dinner, dvs. en middag, hvor en vinproducent er til stede og præsenterer sine vine.

Omtalte smagninger

Du kan se en oversigt over de vinsmagninger vi har deltaget i siden 2004 her.

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.