Fattoria Sorbaiano hos Carlo Merolli, marts 2009 - forhistorie

Carlo Merolli og Grazia Picciolini Carlo Merolli og Grazia Picciolini

Den gode historie

Carlo Merolli er god til at fortælle historier i sine nyhedsbreve. Man føler sig godt underholdt, samtidig med at man læser om hans vine.

En historie for nogen tid siden gik under overskriften "En smadrende anmeldelse", og den var ledsaget af et dramatisk billede af en smadret vinflaske. Minsandten om det ikke var vores anmeldelse af en af Carlo\'s vine, som det handlede om: Vores to stjerner til Montescudaio, Fattoria Sorbaiano, 2006 (kan læses her).

Det er sket - heldigvis kun få gange - at forhandlere har været ganske tæt på at beskylde os for de værste ting, i tilfælde hvor vi i vores anmeldelser ikke har delt forhandlerens glæde ved egen vin.

Men vores "smadrende anmeldelse" blev taget anderledes konstruktivt op af Carlo. Han spurgte sig selv, om der kunne være noget om snakken og satte sig for at undersøge, hvad "folket" mente.

Så til kunder, der bestilte minimum 12 flasker, vankede der en gratis flaske Montescudaio, på betingelse af en tilbagemelding fra kunden om, hvad han/hun syntes om vinen.
Vi har forstået på Carlo, at tilbagemeldingerne generelt lød på, at årgangen er kikset og ikke sine penge værd, så det er endt med, at vinen nu er nedsat til under halv pris ved køb af 12 flasker.

Sorbaiano smagning

Men inden det nåede dertil, berettede næste kapitel i føljetonen, stadig i effektiv dramatisk stil, om at ejeren af Fattoria Sorbaiano, Grazia Picciolini, ikke ville stå model til den hårde kritik af hendes vin, så nu ville hun tage turen op til Danmark og give os råt for usødet med sin nye årgang af samme vin. Det gjorde hun (som det fremgår af billedet) på meget rar og venlig manér sammen med Carlo ved en smagning i København for et par uger siden.

Vi er altid glade for, når nogen kan have den ene eller anden form for nytte af vores anmeldelser. Det typiske er vel, at læseren føler sig inspireret af en positiv anmeldelse. Men som det fremgår, kan en knapt så flatterende anmeldelse ind imellem også bruges til noget positivt. I dette tilfælde er vi glade for, at vores kritik har kunnet levere inspiration, dels til at Carlo Merolli indbød til folkelig vurdering af, hvad han har betegnet som en af sine favoritvine, dels til en god historie. Og så kom der jo en smagning oveni det hele.

Hvordan var Sorbaiano vinene så? Læs vores reportage her.

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.