Betegnelsen ripasso bruges i
forbindelse med Valpolicella, der har større fylde og højere
alkoholprocent end den unge, frugtige type Valpolicella.
Vi omtaler i det følgende for overskuelighedens skyld kun Valpolicella,
men metoden bruges også i forbindelse med andre vine fra Verona området,
f.eks. IGT Rosso Veronese.
Ripasso er en fremstillingsmetode, hvor den unge, frugtige Valpolicella vin har ligget på kvaset fra Amarone og/eller Recioto della Valpolicella; deraf navnet: Ripassare betyder på italiensk at passere igen, og det er det Valpolicellaen gør, når den får en tur i det brugte Amarone-fad, hvor vinen gennemgår en andengæring. Vinen bliver tilført mere af det hele: farve, smag, fylde, karakter og alkohol.
Noget forenklet sagt får man herved en vin der vægt- og smagsmæssigt ligger et sted mellem en almindelig Valpolicella og en Amarone.
Man har tidligere brugt ripasso-betegnelsen også når det drejer sig om vine, der er fremstillet af let tørrede druer eller ved at blande Valpolicella og Amarone eller ved at Valpolicella tilsættes tørrede druer eller mosten fra disse. Men efter at Ripasso i 2007 er blevet en officiel betegnelse i regulativet for Valpolicella, er Ripasso vin udelukkende vin fremstillet efter metoden, hvor den unge Valpolicella gennemgår en andengæring på kvaset fra druer brugt til fremstillingen af Amarone og/eller Recioto della Valpolicella.
Der er meget stor forskel på ripasso-vine: Nogle forekommer kun marginalt kraftigere end ikke-ripasso vinene. I de tilfælde er den oprindelige og friske Valpolicella med dens friske, rene og lyse frugt næsten at foretrække.
Vi har derudover smagt en del ripasso-vine, der er en underlig hverken-fugl-eller-fisk mellemvare. Men når en ripasso er vellykket, er den dejlig og helt sin egen. Og den behøver ikke, synes vi, have en markant smag hen ad Amarone. Hvis det decideret er Amarone-smagen, vi vil have, ja, så åbner vi hellere en flaske Amarone.
