Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank

Jørgen Mønster

Jørgen Mønster Pedersen

Vinskribent (og meget mere) Jørgen Mønster Pedersen har ydet en strålende indsats som formidler af vinstof til både den brede befolkning og til den mere entusiastiske vinnyder. Mest kendt er han nok fra sine vinanmeldelser og artikler i Politiken, hvor han afslørede en kolossal bredde og dybde i sit kendskab til vin fra et hvilket som helst sted på kloden.

Vi skriver i datid, fordi Jørgen Mønster desværre (for os læsere) er gået på pension.

Preben mødtes med Jørgen Mønster - som med sit lune, venlige og usnobbede væsen er godt selskab - i Rungsted Havn over en flaske Riesling for bl.a. at høre om Mønsters karriere, og om hvordan det er at være anmelder på et af de store dagblade. Hvordan begyndte det hele, og hvilke vine foretrækker han personligt?

Det professionelle

Hvilke typer beskæftigelse har du haft i din vinkarriere?

Jeg begyndte som importør i Vinrosen, som du kender. Det var mens jeg stadig arbejdede som gymnasielærer. Der var omsætning nok til at jeg kunne være med der, og både Søren (Kieffer-Olsen, der stadig kører Vinrosen, red.) og jeg kunne leve af det. Vi fik så i 1988 nogle økonomiske problemer bl.a. fordi vi havde involveret os i en restaurant, og der skete andre ting i løbet af de kommende år, som gjorde at jeg i 1992 var kørt træt i det, og der var ikke penge til at både Søren og jeg kunne få løn ud af det og til at afdrage den gæld, vi havde pådraget os. Så stoppede jeg og tænkte at jeg måtte prøve at finde på noget andet at lave.
Der skete så det, at daværende vinskribent på Politiken, Eyvind Drejer, åbnede en taxadør uden at se sig for og blev kørt over og døde efter et par dage. Jeg ventede nogle uger for at respektere dødsfaldet og skrev så ind til Politiken og spurgte om de ikke kunne bruge mig. Jeg kom til samtale hos Ebbe Mørk, der havde læst den bog jeg havde lavet sammen med Bent Christensen og Claus Meyer om de daværende 20 trestjernede restauranter i Frankrig. Og han syntes jeg skrev udmærket, så han anbefalede mig. Jeg kan huske, at han sagde "Du er velkommen til at sige ja til alle de rejser du vil, men vi vil altså ikke have regninger fra hotellet for tømte minibarer…"

Hvornår var det?

Det har været i 94-95.
Det tog lidt tid før vi på Politiken fandt det rette koncept for vinstoffet. Men det lykkedes i form af vintesten med artikler ved siden af. Det udvidede sig derfra til Bo Bedre, Smag & Behag og lidt med norske Vinforum. Og så stoppede jeg det hele, da jeg blev 62 for 5-6 år siden. Jeg havde så regnet med at der var nogle vinfirmaer der ville tilbyde et eller andet lukrativt konsulentjob. Men nej. Og fred være med det.

Du har også skrevet bøger, både Politikens Vinbog og en om ost. Og den lille Hugh Johnson har du været konsulent på.

Ja. Og så har jeg sammen med Niels Ehler skrevet nogle bøger, som var virkelig gode og som fik fremragende anmeldelser: Gastronomisk turist i Frankrig og Gastronomisk turist i Norditalien. De solgte elendigt. Angiveligt fordi de lå et sted mellem at være kogebøger og rejsebøger, så boghandlerne kunne ikke finde ud af, hvor de skulle stille dem. Jeg forstår det ikke, men sådan var det. - Men researchen var god…

Og du har arrangeret vinrejser?

Ja. Jeg fik bygget en solid gruppe op, som var villig til at betale, og så fik de gode oplevelser, madmæssige også - det var ikke pizzariamad vi fik. Vi fik 4-5 retters menuer i Frankrig og Italien.

Hvordan gik det til, at du blev klar over, at du skulle arbejde med vin?

Det var tilfældigt. Søren og jeg var i Bourgogne sammen i 82. Altså at stå ved en Bourgogne-kælder og gå ned i den…Første gang døren bliver åbnet til sådan en kælder…hold kæft hvor det dufter godt! Det trickede voldsomt.

Dengang du skrev for Politiken husker jeg, at jeg bemærkede dels din enorme bredde men også dybde i kendskabet til hvad jeg oplevede som en hvilken som helst type vin fra et hvilket som helst sted i verden. Har du levende interesseret dig for så meget forskellig vin, eller har det været i embeds medfør, at du syntes du burde sætte dig så grundigt ind i det hele?

I Vinrosen havde vi hver lørdag stamkunder, der kom ned med en flaske eller to, som vi så stod og smagte blindt. Det gav en smageerfaring, der var bred. De første år vi gjorde det, var det jo stort set kun fransk - kan du smage forskel på Bourgogne og Bordeaux - og så blev det jo bredere og bredere. Det er de der lørdagssmagninger, der har givet mig den brede smageerfaring, som jeg har draget nytte af lige siden.

Jeg havde en fornemmelse af, når jeg læste dine artikler i Politiken, at det var alt, du vidste noget om. Og jeg oplevede altid at det var gennemresearchet, og der var mange detaljer. Så ud over smageerfaring må du jo have tilegnet dig en enorm viden hen ad vejen.

Den største kompliment jeg har fået på det niveau er, da norske Arne Ronold og jeg lavede den første udgave af Alverdens vine, som vi lavede for Politiken. Da skrev Søren Frank: "Der er ingen grund til at faktatjekke den her bog."

Og det er jo så netop også en af grundene til, at jeg godt ville snakke med dig, fordi du i mine øjne har gjort noget positivt i den danske vinverden, fordi du både har skrevet bredt for mange mennesker, og samtidig så vinentusiaster på mit niveau plus ekstreme nørder ville have fornøjelse af at læse dig.

Som vinanmelder var jeg også glad for, at der var nogle vinimportører, der ringede og sagde, at de kom til at savne mig. Ikke fordi jeg nødvendigvis havde skrevet positivt om deres vine, men fordi der var et fagligt indhold i det jeg prøvede at skrive, og jeg prøvede at gøre det på en måde, så de fleste almindelige forbrugere kunne forstå det. Formidlingsaspektet fandt jeg interessant.

Når jeg læser nogle af de store avisers vinanmeldelser - dine i sin tid, og hvad der er nu - tænker jeg at det ind imellem må opleves som en sur pligt uge efter uge at skulle smage sig igennem alle mulige og umulige vine, herunder vintyper som man måske slet ikke bryder sig om. Har du aldrig haft det sådan?

Jeg vil besvare dit spørgsmål på den måde, at da jeg holdt op, tænkte jeg: hold kæft mand, et liv uden Catena (argentinsk vinproducent, red.), for satan da - det blev jeg træt af. Men altså man lærer jo at finde ud af…Jeg kunne ikke lide og kan ikke lide Catena-vine, men jeg kunne jo ikke frakende dem en høj grad af professionalisme.

Hvordan vægtede du så i anmeldelserne din personlige smag kontra den mere "objektive" tilgang til vurdering af vinene? - Det er jo en helt generel problematik i forbindelse med at anmelde vin...

I anmeldelser til Politiken havde jeg jo begrænset plads, men jeg prøvede altid at ramme de vigtigste smagekriterier: alkoholniveau, sødme, syre og evt. tannin samt renhed i aromaerne. Om en rødvin dufter af hindbær eller jordbær er mindre væsentligt på det her niveau. Overmodne aromaer, høje alkoholniveauer opfatter jeg ikke nødvendigvis som fejl, men det er bare vintyper, jeg ikke selv vil købe, og på det punkt har jeg så valgt at give udtryk for min personlige holdning, men forhåbentlig altid på basis af en begrundelse, ligesom med urene aromaer, manglende balance osv. Efter et stykke tid finder læserne ud af, om de er enige med en anmelder eller en anden.

Jeg plejer at sige "kend din anmelder".

Ja. Altså man opnår en vis troværdighed blandt nogle læsere, mens der er andre der synes man har en underlig smag. Sådan er det. Jeg har fået flere mails fra læsere, der skriver: "Normalt er vi enige med dig, men den vin, som du giver fem glas i denne uge - det forstår vi altså ikke". Og så er det bare til tasterne og prøve at forklare hvorfor.

Hvad har du fundet var det mest interessante, som din karriere har budt på?

Det er kontakten med producenterne! Man skaber sig jo ikke venner som journalist ved at besøge en producent - eller det har jeg ikke gjort - men jeg har skabt gode forhold og er velkommen mange steder stadigvæk. Hvis jeg savner noget, så er det ikke de vine, som jeg selv kan købe; det er de mennesker, som jeg ikke ser mere.

Hvad anser du selv som dit væsentligste bidrag til dansk vin- eller mad-/drikkekultur?

Jeg opfatter mig selv som en del af en udvikling, der gik fra at være rygklappende over for importørerne og anekdotisk vinskriveri til at være factsorienteret "journalistik", og det er glædeligt at se, at der er mange yngre skribenter, der ved hvad de skriver om. At skrive- og formidlingstalentet måske ikke altid følger med er en anden historie.

Du oprettede en blog for nogle år siden, hvor jeg kan huske, at du forfriskende proklamerede, at du - modsat tendensen til at gøre alting kort på nettet - ville skrive langt om de vine, du kunne lide. Men det forekommer mig, at der er gået noget tid siden du har skrevet på den. Hvordan kan det være?

Jeg fandt ud af, at for at få den kvalitet i det, som jeg ville have, tog det længere tid at skrive ét indlæg på den blog end at skrive to artikler til Politiken. Fordi når jeg nu smagte en vin, og syntes den var god, så ville jeg jo godt have nogle tekniske detaljer med, og når jeg så mailede ned til nogle af vinbønderne, var nogle af dem hurtige til at svare, hos andre gik der mindst 14 dage. Mine ambitioner var for høje.

Dem kunne du jo så sætte ned?

Ja. Men så var der ingen grund til at lave det. Hvis jeg skulle lave noget, så er jeg højrøvet nok til at sige, at så skulle det være noget af det bedste inden for branchen.
En anden ting, der fik mig til at droppe bloggen var, at folk ville have karakterer. Ellers kunne de ikke bruge det til noget. Og nu har jeg siddet og givet karakterer i omkring 16 år. Det gad jeg kraftedme ikke mere.

Så du skriver ikke mere på bloggen?

Nej.

Du har valgt at gå på pension. Hvordan har det været - og er?

Jeg har haft det fint. Altså bortset fra det med kontakten med producenterne så har jeg ikke fortrudt et eneste øjeblik. Et frustrationsmoment kunne være redigeringen efter at jeg havde indsendt en artikel.

Det forstår jeg ikke: Hvem redigerede? Jeg troede det var dine ord direkte fra "skrivemaskinen".

Det gjorde de inde på Politiken. Der var én - Pernille MacDallan hed hun - som redigerede, og som jeg var glad for. Hun kom med gode råd til, hvordan man skulle strikke en artikel sammen. Og det var jeg glad for. Hun tog fat i mig en gang imellem og sagde: Nu skal du høre, sådan og sådan. Når man kommer med en akademisk baggrund og skal skrive forbrugerstof på en avis…Det skal altså bygges op på en anden måde.

Ja, ved at google dig fandt jeg lige ud af, at du er cand.mag i fransk?

Ja, og i psykolingvistik.

Som jeg ikke ved hvad er, men det lyder fint.

Det var det også, men jeg har aldrig benyttet mig af det. Sprogpsykologi er et andet ord.
Med hensyn til redigeringen så husker jeg et grelt eksempel: Jeg havde skrevet en artikel om hvide spanske druer, og så illustrerede hende der redigerede siden med et billede af røde druer. Der slår man sig for panden og tænker, nej, nej hvad i helvede foregår der i hovedet på den person?

Jeg husker, at jeg var overrasket over at erfare, at du stoppede på Politiken, for der var jo ingen tegn på udbrændthed eller noget i den stil.

Der var én ting, som jeg selv syntes begyndte at blive et problem. Jeg syntes selv at jeg begyndte at lyde lidt som en gnaven gammel mand. Og det kan man jo ikke bruge til noget.

Var det i dine anmeldelser?

Ja.

Jeg husker fra en mail-korrespondance engang, at du nogle gange lod testvinene stå til næste dag. Du må jo have investeret en kæmpe seriøsitet også i de billige vine?

Ja. Jeg har altid fået to flasker af hver vin. Som regel var der jo ikke noget i vejen med den første flaske, men når jeg nu havde en bundkarakter og en topkarakter, så var det altid rart dagen efter eller to dage efter at kunne åbne den anden flaske og se: er jeg helt gal på den?

Apropos det med karakterer, kunne du så godt lide det der system med at det er forholdet mellem kvalitet og pris, der tilkendegives i stjerneuddelingen? - Du har måske selv været med til at opfinde det?

Ja.

Jeg har jo valgt i Vinsidernes anmeldelser at skille det jeg kalder oplevelseskvalitet fra kvalitet-prisforhold, for så kan folk, der er ligeglade med hvad det koster jo vælge at købe en vin, som vi vurderer som fremragende, selv om vi vurderer den til at være for dyr.

I det øjeblik det mest er supermarkedsvine, vi snakker om, synes jeg vores stjerner for kvalitet-pris-forhold giver mening. Vi havde jo i begyndelsen en øvre grænse, der var 80 kr. Alle der er interesserede i vin ved jo godt at man ikke får stor vin for 80 kr. Det var mit mål at have indflydelse; jeg ville gerne være spejder for de almindelige forbrugere og sige: hvis du har 30 kr., så er det her et virkelig godt køb, og hvis du har 60 kr. så…Det er noget andet, når man kommer over 150 kr.

Er der noget jeg ikke har spurgt om, men som du synes skal med for at give et billede af, hvem du er som fagperson?

Altså, jeg har jo ikke nogen formel uddannelse inden for vin. Andet end fra utallige kældre i Frankrig og Italien. Og learning by doing.
Jeg begyndte engang at læse til Master of Wine, hvor min store smageerfaring var markant højere end hos dem jeg studerede sammen med. Jeg gik op til første prøve og fik at vide, at jeg skulle fortsætte. Men der var ingen der sponsorerede mig, og min hyre på Politiken ville jo ikke stige, fordi jeg var Master of Wine. Så jeg tænkte: jeg vil fandme ikke give 200.000 for det her. Og det der med at få en international karriere var ikke lige mig.

(Den private del fortsætter i højre spalte.)

Det personlige

Husker du, hvad din første oplevelse med vin var, hvor du tænkte, det her er virkelig skønt?

Altså der hvor det begyndte, det var med Søren, som jeg mødte i universitets kantine. Han havde en lillebror, som arbejdede i Irma, og lillebroderen fik besked på at tage en oksefilet og et par gode flasker vin med hjem. Jeg kom så med til de der middage en gang imellem, og så kunne jeg godt smage, at det var sgu da anderledes end det vi fik hjemme hos mine forældre. Det var øjenåbneren.
Der hvor det store chok kom, det var der i 82 ved åbning af døren ned til kælderen. For satan!

Der var du solgt?

Ja.

Hvor gammel var du der?

Jeg var 23-24 år.
Trin nr. 2 var at jeg fik et rejselegat til Paris, hvor jeg kom i virkelig dårligt selskab. En gammel løjtnant i flåden og en fyr der var søn af Kong Frederiks livlæge. Og de havde jo sådan nogle verdensmanérer, som jeg ikke havde. De lærte mig noget om, hvordan man begår sig. Når man skal have frokost, så går man ned i Rue Mouffetard og køber et dusin østers og en flaske Sancerre. Vi fik også studeret noget og lavet en opgave, vil jeg lige sige...
Under et senere studieophold i Paris havde Søren og jeg en måned, før universiteterne rigtig kom i gang, og hvor vi lejede en bil og kørte rundt i Bourgogne og smagte og stiftede bekendtskaber.

Er der en vinoplevelse eller en mad/vin-oplevelse, der i din erindring står frem som dit livs bedste?

Med tiden bliver man jo lidt mere blasert, så jeg dykker tilbage til 80'erne. Vinrosen skulle lave en smagning med vinene fra André Ostertag på Restaurant Saison, som dengang lå på Hotel Østerport. Vi var oppe med flaskerne kl. 11, og kl. 13 kom journalisterne så. Den tørre Alsace Muscat blev ledsaget af perlehøne, stegesky, rosenkålblade og reven citronskal. Erwin (Lauterbach, red.) havde her fundet den rette balance mellem de diskret bitre elementer, der er i alle ingredienser, inkl. vinen.
Smukt, smukt, og rystet ud af ærmet.

Kan du nævne to favoritvine for tiden, en rød og en hvid?

Næ, men jeg kan godt lide Riesling, både tysk, fransk og østrigsk. Og af rødvin kan jeg selvfølgelig godt lide Pinot Noir - men pensionister har ikke så tit råd til at købe Pinot Noir - men ellers Sydrhône-vine. Af hensyn til min kone drikker vi meget spansk rødvin derhjemme, fordi de er blødere.

Det er så formodentlig fransk Pinot Noir? Eller går du også til Østrig, Italien, New Zealand, USA?

Jeg ville aldrig købe en californisk eller en Oregon Pinot Noir.

Hvad drak du til din aftensmad i går?

En spansk vin, en Rioja Joven.

Er der nogle vintyper, du slet ikke kan holde ud?

Jaaa, det skulle være…nej, det er der sådan set ikke. Jeg drikker meget lidt portvin, og det er ikke fordi jeg ikke kan holde det ud, men fordi jeg får tømmermænd af det. Jeg var med til at stifte Portvinsselskabet af - så vidt jeg husker - 1982 og var med til de første smagninger. Der smagte vi 10 portvine, og mange danskere mener jo, at man skal have øl efter en vinsmagning, og når det er portvin, så skal det ikke bare være en almindelig svagpisser-øl. Det skal være en Elefant. Og når jeg så havde drukket 10 glas portvin og to Elefanter og skulle op og undervise dagen efter, det var ikke sjovt, så jeg meldte mig ud efter tre smagninger.
Der er meget australsk industrivin, som jeg synes er forfærdelig.

Opvokset med de europæiske vintyper, har du så også haft det godt med de oversøiske alternativer?

Øhhh…Jeg prøver. Altså én ting, som jeg synes er altafgørende, er at man kan smage en oprindelse. Du kan smage massevis af Merlot’er og Cabernet Sauvignon’er o.s.v., men oprindelsen er for mig det afgørende i nydelsen af vinen.
Thierry Matrot, som vi handlede med i Vinrosen, fortalte en gang, at der var kommet en pige, som bad om at få nogle prøver til konkurrencen Chardonnay du Monde. Han svarede "Jeg laver ikke Chardonnay. Jeg laver Meursault." Det rammer hele begrebsverdenen ind, synes jeg.

Er der andet, du synes vi skal have med for at få et billede af dig som vinperson?

Formidling, formidling, formidling. Det er det som har været min drivkraft.

Og dermed også drivkraften til at blive klogere på tingene?

Ja. Altså jeg vil ikke sige, at jeg har boget og boget. Fordi det er sjovere, når folk kommer med en flaske, og man så kan diskutere. Når man skriver for avislæsere, skal man jo ikke trætte dem med alt for mange konkrete detaljer - 42 hektoliter pr. hektar og den slags. Altså det er jo ikke et specialistpublikum, man henvender sig til. Det er et publikum, der som regel læser det som underholdningsstof, men derfor kan man jo godt proppe nogle oplysninger ind, som de kan bruge.

Og lidt efter lidt kan det være med til - det kan lyde lidt højrøvet - at bedre vinkulturen i vores land, ikke?

Jo. Og hvis man kan gøre folk opmærksomme på, at her er der noget godt, som man skal gå efter, så er det jo mission accomplished.

Juli 2015

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.