Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.

Parallelt med vores Uruguay tema og vores nydelse af de vanlige italienske og franske favoritter, har vi også en lille tema kørende for os selv, hvor vi - noget fortvivlede - prøver at finde en lille, god, regulær og helst toscansk pasta-skubber, som skal bruges når vi kommer sent hjem og skal have et hurtigt pastamåltid på bordet i en fart, og hvor det ikke handler om andægtigt at sidde og analysere om det nu er kirsebær eller brombær vinen smager af. Men vinen skal være god og fornøjelig.

Det er sørme svært. Og hver gang der kommer en ny anmeldelse i forbindelse med denne søgen, er det et dårligt tegn: Vi har ikke fundet noget brugbart og leder videre.

Nærværende Chianti har en lovende og karakteristisk Chianti-duft, men i munden bliver det hele lidt tyndt. Nogenlunde, men vigende og lettere udtørrende frugt, og det pifter en lille smule urent af den, måske grundet den sparsomt prioriterede props mulige negative indflydelse. Noget vandig og ikke mættende. Jeg tømte det meste af en flaske stort set uden oplevelsen af at have fået vin. Trist.