Rory er en af det store strandhotel Marienlysts tre restauranter. Man kan godt spise der, uden at bo på hotellet.
Forret og hovedret på menukortet hedder Entrée og Plat principal, så vi er i Frankrig. Restauranten beskriver dækkende stilen som "fransk køkken med et twist".
Det har været svært at give stjerner her; for der var oplevelser helt i top, helt i bund og midt imellem. Så de tre stjerner må tages som en nok intetsigende gennemsnitsvurdering.
Hvis man ikke stifter bekendtskab med restaurantens store vinkort - som er enormt - mødes man som standard af et bud på fire mousserende vine, otte hvidvine, syv rødvine og to rosévine, alle franske. Ni af disse kan købes glasvis. Flaskepriser mellem 365 og 1895 kr. Og så lige en Dom Perignon Champagne til 4400 kr.
Vi gik i lag med det store vinkort, hvor hovedvægten var på franske vine, men der var også vine fra adskillige andre lande.
Vi efterspurgte anbefalinger, der passede til vores madvalg. Vores første tjener gav indtryk af at have nogle få svar på enkle spørgmål men derudover ikke at have noget forhold til eller forstand på vin.
Vi havde derefter held til at indfange vores aftenens helt, svenske og knivskarpe Adrian, som, da vi valgte aperitif, gav udtryk for stærke holdninger og dermed demonstrerede at have et forhold til tingene.
Til vores mad anbefalede han klart en hvidvin, som skulle vise sig at være en vinder (billedet).
Da vi grundet vores noget konservative holdning til hvidvin i første omgang ikke var tiltrukket af den amerikanske vin, som Adrian havde foreslået, spurgte vi til en fransk vin, som Adrian ærligt sagde, at han ikke havde smagt og dermed ikke kunne sige noget om. Han hentede - prisværdigt - en sommelier, som klart anbefalede den franske vin, vi havde kig på, og som vi valgte, men som viste sig at være udsolgt (- så streg den dog fra vinkortet!)
Så vi endte med amerikaneren og var super tilfredse med den.
Hverken det lille eller det store vinkort bød på dessertvine, som kunne købes glasvis! Konfronteret med vores indvending desangående, styrtede vores Adrian ned i vinkælderen, og kom tilbage med den (til den valgte dessert) bedst tænkelige løsning (en rød Maury). Bravo for ham - thumbs down for vinkortet!
Da jeg (Preben) til sidst ville bestille et glas whisky og derfor bad om spiritus-kortet, gik det i to omgange helt galt: Vores første tjener kom med et cocktail-kort med nul spiritus (bortset fra at der selvfølgelig almindeligvis indgår spiritus i en cocktail). Da jeg gjorde opmærksom på manglen, blev jeg henvist til baren, som dog heller ikke havde noget spiritus-kort. "Hvad kan du lide?" blev jeg mødt med. "Det skal bare være godt, røg eller ikke røg", var mit svar. Bartenderen stillede så tre af barens 20 whiskyer foran mig, åbenlyst forventende at jeg skulle vælge én, åbenbart uden at jeg skulle vide, hvad den ville koste, og uden at vide hvad der var i de 17 flasker, som han ikke præsenterede mig for! Han afviste at informere mig yderligere. Det fandt jeg uacceptabelt, så jeg forlod baren tomhændet.
Tilbage til bordet, hvor jeg forelagde Adrian min utilfredshed. Adrian styrtede løsningsorienteret af sted, kom tilbage med en spiritus-liste med et fint udvalg af whisky, cognac, armagnac, grappa og rom - endda med priser. Igen: bravo for Adrian og det modsatte for restauranten og dens tilhørende bar.
Vores to mousserende aperitiffer var for varme, vel omkring 15°. Den ene blev udskiftet, hvilket hjalp uden at være tilfredsstillende.
Dessertvinen (den røde Maury) var alt for kold - vel omkring 5° - altså køleskabskold - men den kan man jo opvarme med hånden, så det var ikke et problem på niveau med de for varme boblevine, som ikke blev reddet.
Fin service med en isspand til hvidvinen, uden at man behøvede at efterspørge den.
På det meget omfattende vinkort, hvor de fleste ser ud til at komme fra Sigurd Müller Vinhandel, var der kun to vine under 500 kr., og de fleste kostede over 1000 kr. Priserne gik op til 52.500 kr. (Château Palmer 1961). 10 stikprøver viser en gennemsnitsfaktor 3,4, hvilket er højt. Den billigste stikprøve viste faktor 6,5, hvor en vin, der kan købes hos Sigurd Müller for 82 kr., på kortet stod til 535 kr.!
Som det fremgår: alt i alt et rodet indtryk med oplevelser fra det ekstraordinære til det elendige. Og havde vi ikke været heldige med netop at møde Adrian eller en af hans slags, kunne det meste være gået helt galt. Så det er alene hans indsats og fortjeneste, at de tre stjerner for vinaspektet kom i land.
Vi var noget uenige om maden. En forret med kammusling fandt Helle mild og dejlig, mens jeg fandt at den stort set ikke smagte af noget.
Hovedretten, aborre m.m. hvor saucen med safran kunne lyde godt, var Helle tilfreds med, men jeg kunne ikke smage skyggen af safran eller særlig meget andet.
Vores to desserter er vi enige om ikke var tilfredsstillende. Helles crème brûlée er blandt de ringeste hun har smagt herhjemme: en lille portion, som ikke havde den tynde og sprøde overflade, som en crème brûlée skal have. Min chokolademousse var en temmelig lys creme, der forekom basseret på mælkechokolade og dermed manglede den dybe smag af chokolade.
Fire stjerner for maden fra Helle, tre fra Preben.
Betjeningen var upåklagelig, venlig og med indleven i, hvor lange pauser vi ønskede mellem vores retter.
Marts 2024
