Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank

Restaurant Babette

anmeldelse af (især) vinhåndteringen
Vordingborg
Vinaspektet:4 stjerner
Restaurant Babette

Vinaspektet

Plus:

  • Til vores treretters menu (to forskellige menuer) valgte vi også vinmenuen. To af de seks vine fik vi ændret til nogle andre, hvilket demonstrerede stor fleksibilitet, entusiasme og indlevelsesevne fra vintjenerens side.
  • Vintjeneren havde indgående kendskab til vin.
  • På regningen blev vinene opgjort glasvis, hvilket var 26% billigere end vinmenuen.
  • Vinene blev serveret ved passende temperaturer, også rødvinene, der var tilpas afkølede.
  • Enormt udvalg af spiritus.

Minus:

  • I ét tilfælde oplevede vi, at den foreslåede vin ikke matchede retten særlig godt. Vi gav tjeneren vores bud på et bedre match, hvilket han var enig i, men valget skyldtes økonomi, fortalte han. Man gør tydeligvis meget ud af maden. Det gav for os - på dette niveau - ikke mening på denne måde at nedprioritere vinen, så tingene ikke går op i en højere enhed.
  • Da restauranten ikke byder på et vinkort men udelukkende samtale med tjenere om vinvalget, har man ingen chance for at vide, hvilket niveau vinene er på, og man (eller i hvert fald sådan nogle som os) har derfor dårlige muligheder for at medvirke til kompetent valg af vin.

Neutralt:

  • Vores første tjener vidste tydeligvis intet om vin men beherskede udelukkende nogle udenadlærte remser. Hun fejlinformerede om en af vinene. Da vi spurgte til en detalje, hun ikke kunne svare på, var hun dog professionel nok til at sørge for, at resten af vinbetjeningen blev varetaget af en kompetent tjener.
  • Som nævnt er der intet vinkort, da man foretrækker at vinvalget foregår som en samtale mellem gæst og tjener. Det kan have sine fordele, bl.a. kan det give en mere åben tilgang til vinvalget. Man kan selvfølgelig altid spørge til prisen, men vi kan sagtens forestille os situationer, hvor en glad giver ikke har lyst til konstant at spørge: "Og hvad koster så den?"
  • Opskænkningen af hvidvin til forretten var meget lille. Det opvejedes af en ekstra opskænkning af rødvin på et tidspunkt, hvor en af os ellers blot havde skullet sidde og se på den anden spise dessert og drikke vin dertil.
  • Det er svært for os at vurdere vinprisniveauet grundet det ikke-tilgængelige vinkort. Med de vine, som vi købte glasvis, har vi kun været i stand til at finde detailpriser på de tre og har der fundet en prisfaktor i forhold til detailpris på 4,8. Det er højt, men måske ikke højere end ved så mange andre vinmenuer/vine pr. glas. Ikke tilstrækkeligt grundlag til en vurdering.
Mad: 4 stjerner
Betjening:4 stjerner

Maden var yderst veltillavet og tog sig smuk ud på tallerkenen. Der er fire stjerner fra Helle, tre fra Preben, der fandt at maden generelt manglede smag.
Forretterne var af stærkt varierende størrelse. En ret med stegt helleflynder (som ifølge hjemmesiden skulle være sandart) var næsten som en hovedret, mens en ret med løg (billedet) efter vores begreber næsten ingen mad indeholdt. Vores to stykker kød var meget forskelligt tilberedt; Helles var for rødt, og det krævede to om'ere, før det var tilfredsstillende.
Det var ikke muligt at købe en espresso, kun stempelkaffe, hvilket kaffedrikkeren Preben ikke har lyst til at slås med efter en finere middag og rigeligt med væske i maven. Så hellere ingen kaffe, hvilket er lidt nedtur i slutningen af et måltid.

Betjeningen var yderst venlig, nede på jorden og præcis, bortset fra hvad vi har nævnt under første tjeners vinkompetencer.

Oktober 2016

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.