Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank
 

Riesling & Co 2007 - Tysk vinmesse

Nogle af de første vine, jeg (Preben) i min ungdom - udover at drikke dem - fik en smule forstand på var tyske hvidvine.
Interessen ophørte på et tidspunkt. Så vidt jeg husker skyldtes det, at min smag ændrede sig: Jeg ville have tørrere vine, hvor der ofte var en let sødme i de tyske.
Siden er der gået små 30 år, hvor jeg kun ved ganske få lejligheder har smagt tysk hvidvin!

Udvikling af de tørre vine

De sidste par år har jeg oftere og oftere bidt mærke i særdeles positiv omtale af tysk hvidvin. Der skulle angiveligt have fundet en særdeles markant udvikling sted, når vi snakker kvaliteten af de tørre af slagsen.

Karin Hvidtfeldt og Michael Gundersen

Det var derfor kærkomment, at Tysk Vinkontor, lig med Karin Hvidtfeldt og "den danske vinbonde" Michael Gundersen inviterede til Riesling & Co d. 16. april 2007, hvor jeg deltog.

Guidning og god vin

På baggrund af den lange "pause", jeg har holdt i forhold til tysk hvidvin, så havde jeg, da jeg mødte op til smagningen på Børsen, delvis oplevelsen af at skulle starte forfra.

Tom Pedersen, Atomwine

Jeg følte under alle omstændigheder, at jeg måtte have hjælp til tilrettelæggelsen af min smagning, så jeg henvendte mig til Tom Pedersen, Atomwine, som jeg kendte lidt i forvejen (fordi han også forhandler italiensk vin). Udover at levere en meget fin guidning, præsenterede han mig også for nogle meget fine vine.
Tom Pedersen er en af dem der i sine nyhedsbreve med talrige lovprisninger af tysk hvidvin har været med til at vække min nysgerrighed.

Runde 1: Basis Riesling

Jeg havde besluttet at koncentrere mig om Riesling, som jeg altid har holdt meget af, aktuelt især på baggrund af mine Alsace-erfaringer.
Jeg holdt mig desuden til vine, som (jeg troede) forhandles i Danmark og lod forhandlerne om at konsultere de producenter, som søgte importører.
Smagerunde 1 skulle bestå af tørre (trocken) Rielsing på "basis-niveau".

Den første vin, jeg smagte var en Riesling QbA 2006 fra Friedrich Becker. Den var skøn, sprød, tør og frisk. Den mindende mig om sommerens komme og fik mig til at drømme om at sidde udenfor under solen med et koldt glas af denne vin, om end vinen vil have langt bredere anvendelsesmuligheder. Skønt. 71 kr. for en liter hos Atomwine.

Blandt andre gode oplevelser kan jeg nævne Schloss Schönborn's Gutsriesling, hvor jeg ikke så årgangen. (Det har sikker været en 2006). Igen virkelig dejlig og frisk.  Den blev serveret fra Erik Sørensen Grand Vin's stand, men jeg har siden fået at vide, at den ikke forhandles.

Fra Kath Vinimport smagte jeg en Riesling Spätlese Trocken, Flonheimer Rothenpfad, 2005 fra Köster-Wolf. Dejlig, smagfuld, pæn fylde, frisk men knapt så syrerig, som de første vine.
Selv om Spätlese ikke regnes til basis-niveau, passede vinen fint ind her før smagningen af de klassificerede vine. 49 kr.

Runde 2: Grosses Gewächs/Erstes Gewächs

Grosses Gewächs er en parallel til det franske Grand Cru. Her er der tale om vine fra enkeltmarker af særlig høj kvalitet.
Disse klassifikationes-begreber, der for mig var ukendte, er kommet til i 2002.

Af de smagte vine vil jeg fremhæve Keller's Hubacker Riesling Grosses Gewächs 2005. Meget flot vin med toner af melon og ananas (uden at vinen på nogen måde fremstår "tropisk"). Vinen sparker flot i munden, har det hele uden at blive overvældende (positivt ment).
269 kr. hos Atomwine (udsolgt, kommer i årgang 2006 til september).

Også Domdechant Werner's Riesling Erstes Gewächs, Hochheimer Kirchenstück 2005 var flot med god smag og god syre.
279 kr. hos Otto Suenson.

Virkelig god var også Riesling Spätlese Trocken, Erstes Gewächs, Würzburger Innere Leiste 2004 til 161,25 kr. hos Vinimport.

Runde 3: Vine med smagbart restsukker

Jeg oplevede en enkelt smagsprøve på den mindst søde type Riesling med en smagbar mængde restsukker. Men her trådte - sikkert uretfærdigt overfor vinen - en gammel refleks ind: mindelserne fra for ca. 30 år siden, da jeg forlod de let søde Rieslinger og "overgik" til mere tørre vine. Det var simpelthen for sødt i min mund.

Jeg smagte dog en vin - også med tydelig restsukker - her med en vis alder, hvor sukkeret spillede sammen med vinens øvrige smagskomponenter på en mere nuanceret og integreret måde. Denne vin kunne jeg godt kunne forestille mig i gourmet-sammenhæng sammen med mad - uden at jeg dog selv umiddelbart ville kunne kreere et madmæssigt match. Denne vin var Joh. Jos. Christoffel jr. Riesling Spätlese, "Wehlener Sonnenuhr", 1993, 99 kr. hos Atomwine.

Runde 4: Spätburgunder (=Pinot Noir)

Jeg valgte som nævnt at koncentrere mig om de hvide vine og med vægt på de tørre. En lille afstikker til et par røde blev det dog til. Det var Spätburgunder, der var på programmet.
En journalist, som jeg talte med, og hvis dømmekraft jeg har stor tillid til, havde deltaget i en Pinot Noir Master Class Tasting, og han udtrykte glæde over, at han kun havde gjort det for sin egen fornøjelses skyld, og at han ikke skulle skrive om det!
Han anbefalede mig dog at smage på vinene fra Bernard Huber. De tre vine, som jeg smagte, bød på flotte og interessante oplevelser, oplagte for vinnydere med større passion for Pinot Noir end den jeg kan præstere. De tre vine var alle Spätburgunder QbA 2004 og hed Malterdinger, Alte Reben og Reserve. Vinene kan købes hos Kath Vinimport til henholdsvis 132 kr., 225 kr. og 495 kr.

Runde 5: De søde hvidvine

Jeg sluttede af med at smage på en håndfuld søde Riesling vine. Her er vi typisk ovre i Auslese og Beerenauslese.

Ultralækker var Schlossgut Diel's Auslese, Dorsheimer Goldloch 2005, som parret med sødmen også havde en nerve af friskhed. Meget flot og med fin længde. 269 kr. hos Atomwine.

Jeg sluttede af med en Geheimrat J Wegeler, Bernkastel-Kues, Bernkastler Doctor Beerenauslese 2005. Den stornød jeg bare og fik ikke skrevet noget smagenotat. 665 kr. for en halv flaske hos F Wang Vine.

Vin, vand og spande

Konklussion

Gammel kærlighed ruster ikke, siger man jo. På baggrund af oplevelserne ved denne tyske vinmesse ligger fristelsen til at genoptage forbindelsen med tysk Riesling efter 30 års pause lige for - med den fordel at kærligheds-objektet er blevet smukkere siden sidst.

Endnu en gang priser jeg mig lykkelig over europæisk vinkultur. De vine jeg smagte på messen var en opvisning i overvejende kølige og stilfærdige udtryk - den slags der kan være garant for at vinene i praksis kan drikkes igen og igen, uden at man kører træt grundet høj grad af prangende overvældelse.

De første bestillinger er på vej.

April 2007

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.