Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank
 

Gambero Rosso Experience: Top Italian Wine & Food Experience

Forberedelse til Gambero Rosso Master Class

Der gøres klar til smagning af 20 vine ved Gambero Rosso Master Class

Det italienske forlag Gambero Rosso, som udgiver den anerkendte vinguide Vini d'Italia (på engelsk: Italian Wines), afholdt en større smagning i København. Jeg (Preben) deltog primært i den indledende Master Class, hvorefter der var mulighed for at gå rundt i den smukke sal på Moltes Palæ og smage på et udvalg af vine fra 41 producenter.

Jeg gætter på, at kun de færreste af de vine, som man kunne smage på, forhandles i Danmark, idet 26 af de 41 producenter ikke har en dansk importør, hvorfor smagningen nok overvejende havde interesse for fagfolk og andre specielt interesserede.

Lorenzo Ruggeri

Masterclass: hele Italien

En af Vini d'Italia's talrige smagere, Lorenzo Ruggeri (billedet), guidede os igennem smagningen af 20 vine fra ni af Italiens regioner. Han havde udvalgt vinene med ønsket om at demonstrere italiensk vins stilmæssige diversitet fra nord til syd med hovevægt på indfødte druesorter. Toscana var med syv vine rigest repræsenteret, hvilket især skyldtes hele arrangementets særlige fokusering på Morellino di Scansano, hvorfra vi her smagte fem vine.
Jeg har nedenfor listet alle Master Class vinene. Jeg vil derefter nævne de vine, som jeg personligt fandt mest interessante. I forbindelse med mine kommentarer vil jeg anføre, hvis Gambero Rosso's Vini d'Italia i deres 2017 udgave har tildelt topkarakteren tre glas.

Etiket

Master classen blev passende indledt med Villa Sandi's flagskib: Vigna la Rivetta, Valdobbiadene Superiore di Cartizze, Brut. Med sine blide bobler, blide friskhed, minisødme og fine balance mellem alle udtryk, var den en fin demonstration af den populære vintype fra den underzone, der skulle give de bedste Prosecco-vine: Cartizze. Uimodståelig som aperitif og måske også til lette fiskeforretter. Tre glas i Vini d'Italia.

Etiket

Af de fem smagte Morellino di Scansano kunne jeg bedst lide riserva 2013 fra Roccapesta. Den var lækker med blid struktur og passende fadpræg. Måske lidt rigeligt sød men bestemt rigtig god.
Cavalcade Vine sælger i skrivende stund vinen i årgang 2010 til 155 kr.

Vino Nobile di Montepulciano, Dei, 2013 var en forholdsvis stilfærdig og en smule lukket vin, men den var harmonisk med elegance og ikke for tung. Tre glas i Vini d'Italia.
Vinen forhandles aktuelt bl.a. hos godevine.dk i årgang 2011 til 179 kr.

Barbaresco Santo Stefano, Castello di Neive, 2013 var særdeles velsmagende og lige nu super-tannisk. Klassisk, slank og med transparens. Skal afgjort gemmes.

Etiket

Vi tog et trin op ad tannin-trappen med Montefalco Sagrantino, Cantina Fratelli Pardi, 2012. Flot, mørk, tæt og vinøs frugt, lækker. Sindsygt tannisk. Ifølge Lorenzo Ruggeri drikkes denne vintype med størst fornøjelse i en alder af ca. 10 år. Tre glas i Vini d'Italia.
Vinen forhandles aktuelt af Oxholm Vin i årgang 2011 til 209 kr.

Etiket

Corte Rugolin bød på en flot og mangefacetteret Amarone della Valpolicella, Crosare de le Strie, 2011. Ganske tannisk struktur. I frugten var der en del blomsterparfumerethed, som for min skyld godt må lægge sig lidt, hvilket givetvis vil ske ved nogen lagring.

Vandresmagningen

Som nævnt var 41 producenter repræsenteret ved vandresmagningen. De er selvfølgelig omtalt i Gambero Rosso's vinguide. Af de præsenterede vine har kun en del fået guidens eftertragtede topkarakter tre glas - men mindre kan jo også gøre det.
Af de 22.000 (!) vine, som er med i 2017-udgaven af guiden, har 429 - svarende til 2% - fået tre glas (dejligt med en guide, hvor topkarakter er noget særligt). Otte af disse 429 vine var at finde blandt de 20 Master Class vine, mens 18 af vandresmagningens 107 vine var treglas-vine.

Oven på Master Classens 20 vine, hvoraf flere var rene tanninbomber, var mine smagsløg mere end rigeligt masseret, og selv efter en solid pause var de noget møre. Jeg har tidligere i sådan en situation været ude for, at de vine, der gør positivt indtryk er relativt "små" vine, der glimrer ved deres indlysende velsmag. Det skete også her, hvor jeg vil fremhæve de to rødvine fra umbriske Cantina Santo Iolo, som blev præsenteret af Irene og Alessandra Ducoli, Santo Iolo de sympatiske kvinder på billedet.
Donnaiolo, Umbria, 2014, der er fremstillet af Alicante, Malbec og Syrah uden fadlagring, var ren, velsmagende, blid og med god syre, og så gav den enkel og umiddelbar vinglæde. Den koster sølle 5 € købt direkte hos producenten!
Grundet den rene frugt, umiddelbare velsmag og vinglæde foretrak jeg faktisk på trods af den mindre "størrelse" Donnaiolo fremfor producentens anden rødvin, Santiolo, Umria, 2012 fremstillet af Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah fadlagret et år, men vinen var bestemt også god, havde tydeligere tanniner og god friskhed. 14 € ved venditta diretta.

Januar 2017

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.