Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank

Kvalitet og pris - og den sygelige optagethed af rabat

Vi skal lige på en lille - men relevant og illustrerende - omvej via vores kvalitet-pris-vurderingssystem - før vi kigger på den hjemlige tilbuds- og rabatkultur:

På vores gamle site brugte vi fra en til fem mønter til at angive vores vurdering af forholdet mellem en vins kvalitet og dens pris. Det har vi ændret, så vi nu i midten har en vurdering, der hedder "OK", som betyder, at her passer pengene, d.v.s. der er overensstemmelse mellem kvalitet og pris.
På hver sin side af "OK" har vi to trin med henholdsvis plus og minus foran, minus hvis vi finder vinen for dyr, plus, hvis vi vurderer, at man får mere - eller rettere bedre - vin end man betaler for. Så vi har altså disse fem trin: -2, -1, OK, +1, +2.

Vi har valgt at gøre sådan for at understrege, at OK faktisk er helt i orden. OK har derfor fået farven grøn ligesom +1 og +2, mens minus-vurderingerne er røde.
Tre af vores gamle mønter kunne - selv om de også symboliserede en OK pris - give indtryk af, at det kunne og burde være bedre. Men det behøver det jo ikke. Hvis man får, hvad man betaler for, så er det jo som det skal være. Og bortset fra at alle selvfølgelig synes, det er dejligt at gøre et fordelagtigt køb, så kan man jo godt stille spørgsmålet: Hvorfor skulle en forhandler sælge en vin til en pris, der er lavere, end hvad vinen er værd?

Overdreven optagethed af at det skal være billigt

Selv om også vi personligt bliver glade, når vi køber noget til en fordelagtig pris, vil vi alligevel godt gå op imod den meget udbredte indstilling, at alt skal være billigt, når man handler. Altså den almindelige optagethed af, at vi skal have mere værdi med hjem i indkøbsposen end vi har betalt for.

En god handel er for os at se en handel, som både køber og sælger kan være tilfredse med. Og hvor ingen føler sig snydt.

Når vi forbrugere vil have noget billigt, hvem er det så der skal have et lavere beløb for deres ydelse, for at vi kan "spare"? Dem der arbejder med at producere varen? Dem der transporterer den? Dem der sælger den? Eller skal andre forbrugere betale vores "fortjeneste" via andre varer, som så må være dyrere? For vi tænker måske ikke på, at hvad der sættes til ét sted, skal hentes ind et andet sted? Hvem er det, der skal snydes, for at vi kan gå hjem med det store smil og med en oplevelse af, at vi har fået varen billigt? Og bliver vi i virkeligheden ikke bare selv snydt??

Resurseforbruget til tilbuds-cirkuset

Vores fornemmelse er, at vi på trods af vores rigdom, lever i en tid, hvor forbrugeren er optaget af tilbud og rabat i en grad, der længe har forekommet sygelig. Det vidner den stødt stigende mængde af reklamer, som vi hver uge overdænges med, om. Tænk de i enhver henseende enorme resurser, der går til at lave nye tilbud hver eneste uge: Der skal fotograferes, skrives tekster, layoutes, fældes træer, fremstilles papir, transporteres, distribueres, uddeles, laves tv-spots, og tonsvis af priser skal ændres i butikkerne. Konstant. Og alt det arbejde, alle de materialer og alle øvrige omkostninger skal betales. Bliver priserne totalt set billigere af det? Nej, de bliver selvfølgelig dyrere.
Nogle af de leverandører, der vil have deres varer med i tilbudsaviserne, betaler markedsføringsbidrag til butikkerne for at få omtalt deres varer. Det bliver varerne selvfølgelig også dyrere af.
Det er svært, hvis man tænker blot en smule over det, ikke at kunne se, at vi totalt set betaler ekstra for illusionen om, at vi sparer noget via alle de tilbud. Det er jo absurd!

Hvem snyder hvem?

Hvis denne beskrivelse holder vand, er det, når det store billede skal tegnes, tydeligt, at vi forbrugere bliver snydt: Vi køber på tilbud for at spare, men i og med at vi er nødt at købe ikke-tilbuds-varer også, så ender vi nok med at betale en højere pris, idet disse varer må være dyrere for at gøre tilbudene mulige, og for at betale omkostningerne til de resurser, der skal til at holde tilbuds-møllen kørende.

Men der skal to til tango. Og vi forbrugere er den anden part. Lad os belyse det med et lille eksempel.

"Ka' vi få noget rabat?"

Vi snakkede for nylig med en lille hobby-vinimportør, der oprindelig havde sat sin avance rimeligt, altså så han kunne tjene på foretagendet, og så prisen samtidig var i orden i forhold til vinenes kvalitet.
Han blev dog af sine kunder ofte mødt med spørgsmålet: "Kan vi ikke få noget rabat?" Det kunne de så ikke, fordi det ville gøre avancen urimeligt lav.
Men adspurgt om dette tilstrækkelig mange gange, og fordi folk i mange tilfælde undlod at købe, hoppede vores importør - som han selv beskrev det - med på vognen. Han satte sine priser op. Så når folk nu kommer og stiller det uundgåelige spørgsmål, så kan han nu svare ja. Og så glider handlen, kunden har fået smil på, fordi han har fået sin elskede rabat. Og importøren får solgt sin vin til hvad der egentlig burde være normalprisen.

Det er jo fuldstændig vanvittigt. Importøren måtte sande, at kunderne gik mere op i om de fik rabat, end om prisen på vinen svarede til det, der var i flasken.

Pointen

Vores klare pointe er: Ved at være så forskruet fokuseret på at der skal være rabat, at det skal være billigt, danser forbrugerne med - og ind imellem i den førende rolle - og giver dermed deres bidrag til at holde dette syge cirkus i gang. Et cirkus der indebærer et selvbedrag, for vi sparer jo ikke noget. Det er bare en leg. En leg, som er spild af tid og penge og derudover i enhver henseende resursemæssigt destruktiv og forurenende. En nyttesløs og syg leg. Og som, i og med at den tager til i styrke, ydermere forekommer at være en ond cirkel.

Er der noget at gøre ved det?

Vi fik for nogle dage siden en mail fra vinhandler Carlo Merolli, en mail, som ender ud i et meget velrettet spørgsmål. Vi citerer det relevante uddrag af mailen, som vi modtog efter vores udsendelse af et nyhedsbrev, hvori vi havde omtalt det i mailen nævnte tilbud på vinen Fontalloro, Toscana, Fèlsina Berardenga (hele mailen findes på vores side med læserrespons):

"...jeg skriver fordi du plejer at være ret streng mod de supermarkeder, der "slagter" priserne og hele "før prisen-nu prisen" tilbudscirkus: fx har irma p.t. en Barolo 2007 Pezzole "nedsat" fra 225,- til 100,- kr. Ligeledes har Tom Brandis en nedsættelse fra Toscana, Fèlsina Berardenga, 2007 til 250,00, normalpris 399,00. Altså rabatter fra 56% til 37%.

Mit ærinde er ikke at genere irma (omsonst) eller en god kollega (respekt) men mit spørgsmål er: kan den almindelige vinforbruger lide at blive taget ved....næsen og – mere relevant – er der en vej ud af dette perverse system eller skal vi slå os til tåls med, at sådan er branchen i DK ??"

Kritik har ikke nyttet

Vi har, som Carlo Merolli ganske rigtigt skriver, adskillige gange været ude med riven, når tilbudsfjæset har vist sig fra sin grimmeste side: Når normalpriserne sættes påfaldende højt, så besparelserne ser ekstraordinære ud. Det har altid provokeret og forarget os, når vi får indtryk af, at forhandlerne prøver at snyde os forbrugere. I dette tilfælde ved at bilde os ind, at vi sparer mere end der reelt er tale om, hvis normalprisen havde været sat anstændigt.
Og det kan vi jo så blive ved med at brokke os over i en uendelighed. Men det ser ikke ud til at nytte (måske også fordi vi vist er alene om at behandle emnet, som enten ikke interesserer andre vinskribenter, eller også er det vigtigere for dem at holde sig på god fod med forhandlerne). Tværtimod ser cirkuskarrusellen ud til at snurre stedse hurtigere.

De dårlige eksempler har smittet

Vi skrev vores første kritiske artikel i relation til nærværende emne i 2003, en anmeldelse af Irma, og hvad vi oplevede som deres bondefanger-prispolitik, idet det ikke var - og stadig ikke er - ualmindeligt at se rabatter på omkring de 50%. Men andre har siden lært af Irma's dårlige eksempel og udfolder nu samme type praksis.

I 2005 skrev vi så vores klagesang over Philipson Wine med kommentarer til forhandlerens hos os forhadte 12-flaske-koncept med vilde etstyks-priser, der også gør det muligt at reklamere med ekstreme besparelser. Specielt på det sidste er det blevet tydeligt, at andre forhandlere har ladet sig inspirere og nu i varierende grad efteraber det usympatiske koncept.

Så til Carlo Merolli skrev Preben: "Til dit spørgsmål om, hvorvidt forbrugeren kan lide at blive taget ved næsen på den måde, så tror jeg desværre at svaret er et rungende Ja."

Ny type positiv fokusering

Vi vil gerne fortsat fokusere på dette emne. Men da det øjensynligt ikke hjælper at udstille dem, der gør noget efter vores begreber usmageligt, må vi fremover prøve noget andet: Vi vil i højere grad bruge vores kræfter på dem, der ikke deltager i dette syge spil, dem der med deres praksis leverer - som vi også svarede Carlo Merolli - en overbevisende demonstration af værdien af et alternativ til den kritisable form for tilbuds- og rabatpolitik. De der holder sig for gode til den slags, fortjener jo set gennem vores briller også i højere grad omtale frem for de andre.
Nu, hvor denne tanke har meldt sig, må vi erkende, at vi har forsømt de forhandlere, hvis immunsystem har modstået Irma- og Philipson-smitten. De fortjener ros og opmærksomhed!
Vi kan jo så håbe - naivt måske - at andre vil flytte deres fokus i samme retning. Og at der er forhandlere og skribenter, der vil medvirke til at skabe samme type fokus.

December 2012

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.