Sød boblende vin fra Piemonte

Land og områder: Italien, Piemonte
Piccole gioie etiket

Unikke Moscato vine

Hvor de tørre mousserende hvidvine laves overalt i verden, er det - os bekendt - kun norditalienerne der står for en naturligt sød, alkohol-let mousserende vin fremstillet af druen Moscato (= Muscat i Frankrig), en ekstremt aromatisk drue med helt sin egen herlige karakter.

Spumante betyder på italiensk mousserende vin, og Asti Spumante er en mousserende Moscato-vin fra egnen omkring byen Asti i Piemonte. De herhjemme mest kendte er dem fra firmaerne Martini & Rossi og Fontanafredda. Især lige før nytår stikker de hovedet frem i tilbudsaviserne som bud på en ledsager til kransekagen ved årsskiftet. Men de vil også være gode på andre årstider, når det skal være sødt og boblende.

Moscato d'Asti betyder Moscato fra Asti. Den adskiller sig fra spumanten ved at være frizzante, dvs let perlende og altså lidt mindre boblende og måske også med en lidt lavere alkoholprocent (ca. 5,5) end spumanten.

Begge vine fremstilles i tryktanke, hvor den kuldioxid, der er et naturligt produkt af gæringen, fanges og dermed leverer boblerne til vinen. Før al sukkeret i druen er omdannet til alkohol, standses gæringen v.hj.a. kulde. Det er dette ugærede druesukker der giver vinen dens naturlige sødme. 

Brachetto d'Acqui

En lys rød (og for det meste) boblende vin, som i stil er meget i familie med Moscato d'Asti, er Brachetto d'Acqui. Også her er charmen den naturlige sødme, som når den ledsaget af boblerne og en passende friskhed, er meget charmerende. Alkoholprocenten er også lav for denne vins vedkommende. Brachetto er navnet på druen.
Smagen er ganske anderledes end Moscato vinenes: jordbær og hindbær er typisk. Som ledsager til kransekagen nytårsaften har vi fundet boblende vin fremstillet af Brachetto mest velegnet.

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.