Romsmagning: Foursquare Exceptional Cask Selection

Otte flasker Foursquare Exceptional Cask Selection

Det bedste rom, jeg har smagt i de 1 1/2 år, jeg har interesseret mig for drikken, er fra Barbados-destilleriet Foursquare.

Deres bedste serie hedder Exceptional Cask Selection. Den består af 31 aftapninger, som er udgivet siden 2008. Serien er afsluttet med den nyligt udgivne nr. 31.

Alle from fra denne serie er en blanding af pot still- og kolonne-destilleret rom. De er ikke tilsat sukker, farve eller noget som helst andet.

Serien rummer to "spor":

  1. dem med årgangsangivelse, som alle er lagret på bourbonfade i mellem 10 og 12 år,
  2. dem med specielle navne, såsom Convocation, Magisterium og Penultimus.

Gruppe 2 udgør 22 af de 31 aftapninger. Af disse er kun tre udelukkende lagret på bourbonfade, mens resten udover den obligatoriske bourbonlagring har lagret i kortere eller længere tid på madeira-, portvins-, cognac-, sherry- og vinfade.
Disse mere eksperimenterende udgivelser er fadlagret mellem 10 og 19 år.

Mads Heitmann

Once-in-a-lifetime smagning

Mads Heitmann fra Romhatten førte os på sædvanlig veloplagt og kompetent vis gennem smagningen af otte af de forskellige flasker fra den del af serien, der har sjove navne.

De fleste af de populære flasker er udsolgt, og Mads fik fat i flaskerne, fordi importøren af Foursquare ringede og fortalte, at han kun havde højst to flasker tilbage af hver af de otte flasker. Kunne det være noget til en smagning? - Jo tak!

Det skulle gerne være til nytte

Det er vores indstilling, at det, som vi skriver om på Vinsiderne, helst skulle kunne være jer læsere til nytte. Så jeg (Preben) vil nøjes med at omtale de to rom, som jeg fandt var de bedste, og som stadig kan købes.

Det skal dog siges, at man næppe kan gå helt galt i byen med nogen af Foursquare's Exceptional Cask Selection rom.
På baggrund af hvad jeg har smagt, vover jeg påstanden, at de alle er af tårnhøj klasse, og at forskellen mellem dem er i nuance-afdelingen. Foursquare har sin egen umiskendelige stil.

Bonus-info 1

Da en flaske i Exceptional Cask Selection serien typisk koster 900-1200 kr., som nok ikke er det de fleste lige hopper ud i, vil jeg - selv om det ikke har noget med smagningen at gøre - nævne en Foursquare rom, som byder på destilleriets stil, og som er væsentligt billigere, til trods for at den leverer samme høje kvalitet.
Den er en del af serien med navnet Doorly's, og det er 14 års udgaven, jeg her vil anbefale. Den kan købes for under 600 kr.
Min anmeldelse af den kan læses her.

Aftenens to bedste

Den første af aftenens for mig to bedste flasker var Covenant, som er lagret 18 år på bourbonfade og holder 58% alkohol.

Stor rom med kompleksitet. Gode tanniner hænger i eftersmagen. Fyldig samtidig med at den fremstår slank. Enorm harmoni.

Den ser i skrivende stund ud til kun at kunne købes hos Rasch Vine for 2995 kr.
Forhandleren har tydeligvis grundet det, at rommen nu er ved at være umulig at få fat i, skruet prisen voldsomt op.

Equidem

Den anden - for mig aftenens nr. 1 - var Equidem, som er lagret først fem år på bourbonfade, derefter ni år på Black Muscat fade. 61%.

Høj klasse. Den smører munden samtidig med at tanniner mærkes. Meget harmonisk. Eftersmagen tilføjer nye nuancer.

Rommen kan aktuelt købes for 1139 kr. hos Spitus.

Nuancerne

Det var spændende at smage de otte rom efter hinanden, hvorved den måde, de adskiller sig fra hinanden på, blev tydelig.
Især var det interessant, at det var muligt at smage påvirkningen fra fx efterlagring på portvins-, sherry- eller madeirafade på baggrund af oplevelserne med de rene bourbon-lagringer.

Det var i det hele tale en gave at have lejlighed til at smage så mange af de fantastiske rom fra Foursquare's Exceptional Cask Selection serie, som man ellers ikke ville have mulighed for at komme i nærheden af.

Nu hvor der som nævnt ikke kommer flere udgivelser i serien, bliver det spændende at se, hvad Richard Seale, som driver destilleriet, finder på.

Et godt råd

Hvis du skulle have lyst til at smage en af de 31 rom fra Exceptional Cask Selection serien, vil det nok være en god ide ikke at vente for længe.
I og med at serien er afsluttet, svinder forhandlernes udvalg og lagerbeholdning med tiden, og priserne på de resterende flasker kan kun gå én vej.

En komplet oversigt over udgivelserne kan ses her.

Bonus-info 2

Smagningen omhandlede som nævnt udgivelser i det "spor" af Exceptional Cask Selection serien, som har navne.
Sporet, der anfører årgange, er - på bagrund af hvad jeg har smagt (2010, 2011) - helt på samme niveau men er som nævnt altid udelukkende lagret på bourbon fade.

Juni 2026

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.