Fary Lochan's røgning med brændenælder. Til højre: rygekaret, som malten ligger i, med parallellen til skotternes pagode på toppen.
Jeg skal tilstå, at jeg aldrig af mig selv var kommet på at betale 895 kr. for en 50 cl flaske dansk whisky, som jeg intet kendte til.
Mit held var, at en venlig giver forsynede mig med netop sådan en flaske fra det jyske destilleri Fary Lochan, en whisky som - til min overraskelse - udløste en femstjernet anmeldelse og en udnævnelse til månedens alkoholholdige drik april 2026.
Whiskyen åbnede mine øjne dels for Fary Lochan destilleriet, dels for at der findes dansk whisky, som jeg vurderer lige så højt som flere topklasse skotske whiskyer. Det var noget af en overraskelse!
Jeg havde før mødet med denne whisky smagt en håndfuld danske whiskyer, som ikke havde gødet interessen for at gå videre med genren. Men Fary Lochan's Sherry & Peat Batch #02 gav et substantielt skub.
Om Fary Lochan destilleriet
Fary Lochan blev grundlagt af Jens-Erik Jørgensen i 2009 i landsbyen Farre i Midtjylland. Han døde 53 år gammel i 2016.
Jens-Erik Jørgensens enke er mor til de tre søskende, som i dag driver destilleriet.
Jens-Eriks søn, Morten Jørgensen, er daglig leder og spiller en hovedrolle i produktionen.
På baggrund af min begejstring over ovennævnte whisky var deltagelse i Fary Lochan's online smagning april 2016 uafvendelig.
Seks 3 cl smagsprøver blev fremsendt inden smagningen, som blev afviklet på Facebook.
Da jeg ikke er medlem dér, og da destilleriets Facebook-profil øjensynligt ikke er sat op til, at ikke-Facebookere kan se med, kunne jeg ikke følge smagningen live, men jeg kunne senere se den på YouTube.
Udover Morten Jørgensen og brygger John Sørensen deltog også Brand Ambassador for The Scotch Malt Whisky Society (SMWS), Thomas Korsgaard, og medlem af SMWS, Julie Vieth, så der velkomment kom observanser udefra også.
De første tre smagsprøver var Fary Lochan's Sæson 1, 2 og 3, som adskiller sig fra det øvrige sortiment ved:
Man kunne måske kalde det en mere folkelig profil.
Navnet Sæson 1 hentyder til en smagsprofil og ikke, som man måske kunne tro, til fx et tidspunkt for fremstillingen af whiskyen.
Morten Jørgensen, daglig leder
Sæson 1 batch #01 er efterfulgt af Sæson 1 batch #02, og sådan vil det fortsætte, også med de andre Sæson-udgivelser.
Også dette koncept er mere "folkeligt" på den måde, at man til en rimelig pris kan kan genkøbe noget, der ligner det man har smagt, og som man har haft en god oplevelse med.
Sæson 1, 47%, er fremstillet på basis af ikke-røget malt. Den er lagret på to first fill bourbon fade og et PX-seasoned hogshead. Whiskyen er lagret på fadene mellem 5 år og 3 måneder og 7 år og 2 måneder.
Jeg oplevede whiskyen som relativt klassisk, let drikkelig og behagelig med ganske karakterfuld frugt, men jeg fandt den ikke helt harmonisk grundet en bitterhed lidt i overkanten.
Sæson 1 vil på nye etiketter bære undertitlen The Pleaser.
Herefter smagte vi Sæson 3, 48%, som ligesom Sæson 1 er fremstillet af ikke røget malt. Man har her ønsket at lave en whisky med markant sherry-præg. Den er lagret på to oloroso-hogsheads, et PX-hogshead og et 50 liters PX-fad. De to hogsheads var 4 år og 1 måned gamle før aftapning, det lille PX-fad seks år. Sæson 3 har undertitlen The Sherry Symphony.
Duften er rigeligt karamellet til min smag, om end der også er en dyb og krydret bund. Smagen er mere helstøbt, og der er ingen overdreven sødme eller krydderi. Balanceret og ganske lækker.
Endelig smagte vi Sæson 2, hvor ca. 10% af indholdet er fremstillet på basis af brændenælderøget malt.
Byggen kommer fra en lokal landmand, og Fary Lochan malter selv kornet forud for røgningen.
Brugen af brændenælder til røgning er en unik specialitet fra Fary Lochan. Den er inspireret af grundlæggerens oplevelser med, at hans mor brugte brændenælder til røgning af sin rygeost.
Whiskyen er lagret på to first fill bourbon fade (200 liter) i 5 år og 5 måneder og et second fill oloroso hogshead i 5 år og 10 måneder.
Jeg fandt, at denne var den bedste og mest balancerede af de tre Sæson'er.
Duften var fint klassisk med en let og delikat røgtone, passende tørhed og ganske let sødme. På trods af brændenælderøgen oplevede jeg, at den - i bedste forstand - lige så godt kunne have været en god skotsk mellemvægter med mild røg.
Sådan et skudsmål vil de sikkert ikke være kede af på destilleriet, idet den skotske tradition fra starten har været forbilledet.
Whiskyen havde tilpas tørhed, god balance mellem grundwhisky og røg, god friskhed.
Når de nydesignede etiketter kommer på, bliver navnet The Smoking Gun.
Jeg lagde i forlængelse af smagningen whiskyen i min indkøbskurv. Den koster 650 kr. for 70 cl. Det er rimeligt for en dansk kvalitetswhisky. Og så var der i dagens anledning 20% rabat.
Hvor Sæson 1-3 vil være de samme respektive udtryk fra batch til batch, er det meningen at Sæson 4 vil variere og være mere eksperimenterende. Den får undertitlen The Wild One og kommer efter planen i handlen i 2027.
Med de sidste tre smagsprøver gik vi til whiskyer produceret i mindre kvanta og ved fadstyrke. Dermed hopper prisen også op.
I mit interne scoringssystem (op til fem stjerner og med én decimal) havde jeg førnævnte Sæson 2 til 4,2, altså fire solide stjerner.
Da vi overgik til de mere eksklusive dråber, vakte den første i denne runde min begejstring, og jeg takserede Distiller's Choice #05, 59%, til 4,7 på min skala, som afrundet jo er fem stjerner.
Den har først ligget seks år på et 140 liters second fill bourbon fad. Herefter blev to 50(-55) liters third fill PX-fade, der før havde været brugt til lagring af Fary Lochan's egen rom, fyldt med whiskyen. Her lå den et år.
Det ene af disse PX/rom-fade er blevet tappet i 105 flasker. Det andet PX/rom-fad var det, vi deltagere i smagningen havde fået tilsendt en sample af. De to fade skulle angiveligt smage meget tæt på ens.
Jeg har i mine noter beskrevet den som: Duft: sammensat, facetteret, nysgerrighedspirrende, alkoholstærk, flot, har det hele, korn, fylde, frugt. Smag: meget tannin-orienteret mundfornemmelse, kraftfuld, flot, slank, tør, rank, ren, topspiritus, meget helstøbt og balanceret.
Trods de 995 kr. for 50 cl endte også den i indkøbskurven igen hjulpet på vej af de 20% smagerabat.
Sample 5 bød på Port & Peat #02, 54,3%, som først er lagret 1 år og 10 måneder på to ex-bourbon quarter casks, som Islay-destilleriet Laphroaig har brugt til lagring af deres røgede whisky, derefter er indholdet af disse to fade viderelagret 5 år og 4 måneder på et 225 liters portvinsfad.
Whiskyens røgsmag (som jeg havde svært ved at fange) kommer udelukkende fra fadene, idet der til fremstillingen af whiskyen er brugt
John Sørensen, brygmester m.m.
ikke-røget malt.
Denne whisky ramte i mindre grad min smag, især grundet den kraftige prægning fra portvinsfadet.
Den koster 750 kr. for 50 cl.
Sample 6 var en fadprøve på 60,6%, hvor man lurer på et passende tidspunkt for aftapning - måske til efteråret - af den aktuelt 10 år og 8 måneder gamle whisky.
Den er - i modsætning til hvordan de normalt laver deres brændenælderøgede whiskyer - fremstillet 100% af brændnælderøget malt, som først er lagret et år på bourbon-fad, hvorefter den kom på et fad, hvorpå der har været lagret røget whisky fra Laphroaig.
I panelet diskuterede man åbent en jordslået smag af kælder, som flere af panelets deltagere var enige om var der, og om der skulle tid eller tilsætning af fx noget sherrylagret til at håndtere denne smag.
Jeg fandt det meget sympatisk, at man ikke brugte tiden på at reklamere for en kommende udgivelse, men at man tydeligvis aktuelt var oprigtigt optaget af processen hen imod det bedst mulige resultat. Man modtog her også input fra smagningens deltagere på Facebook.
Jeg fandt ikke skyggen af disse kælder-noter, men oplevede en klassisk whisky med delikat, veldoseret og mild røg, ret slank, frisk og med tannin.
Jeg ville ikke være ked af at få den på min hylde. Whiskyens høje alder taget i betragtning vil den dog nok blive relativt dyr.
Jeg er fascineret af dette relativt lille destilleri, som går årvågent og personligt til værks med deres produkter med formålet at frembringe de bedst mulige resultater.
De skaber produkter, der klart demonstrerer, at de snildt kan konkurrere med de gode skotter, som de åbenlyst har som forbillede.
Derudover synes jeg, at de meget fint balancerer en klassisk og traditionel tilgang med nytænkning og eksperimenter.
Jeg vil helt sikkert følge Fary Lochan, og jeg ønsker dem al mulig held og lykke!
April 2026