Romsmagning

Fadstyrke & Fart over Feltet

Med forbehold for, at der måtte være danske romformidlere, som jeg ikke kender til, tillader jeg mig at udnævne Mads Heitmann til Danmarks fremmeste formidler om rom.

Mads Heitmann

Han har sitet Romhatten og har skrevet to bøger om rom.
Den nyeste, Caribisk rom - et hav af smag, er stærkt anbefalelsesværdig. Jeg har anmeldt den her.
Han afholder, som det fremgår her, også rom-smagninger.

Mads er enormt vidende og formulerer sig skarpt og præcist. Og så er han samtidig afslappet og humoristisk.

Alle disse egenskaber kunne opleves til hans smagning Fadstyrke & Fart over Feltet 3.0 (3.0 = den tredje af slagsen) i København.

Smagningen

Smagningen bød på nedenstående otte "højoktan" rom. Bortset fra en enkelt rom på 41,5% lå alkoholprocenterne på mellem 49,5 og 67,7%! Gennemsnitsprisen var 1124 kr.

  • Magnifica de Faria, 2014, Romhatten Cask Selection #10, 41,5% (895 kr.)
  • Don Q, Cognac Cask Finish Rum, 49,5% (799 kr.)
  • Rhum JM, Vieux Agricole, Juuls Single Barrel 172972, 53,9% (809 kr.)
  • Savanna, 2009 Ex-Port & Ex-Cognac, Romhatten Cask Selection #8, 59,1% (995 kr.)
  • Paranubes, Cana Morada, 54,4% (499 kr.)
  • Hampden, 2021 LROK, ex-sherry, Romhatten Cask Selection #12 (1249 kr.)
  • Bellamy's Reserve, 2006, Australia Single Cask, 67,6% (1749 kr.)
  • Saint Lucia Distillers, Chairman's Reserve, 1999, John Dore 1, Romhatten Cask Selection #5, 66,5% (1999 kr.)

Smagningen var veltilrettelagt med en fint afstemt blanding af informationer, tid til at spørge og til at smage på de fine dråber. Og som altid med den blanding af seriøsitet, professionalisme og godt humør, som kendeteger Mads Heitmanns ageren.

De fleste af de smagte rom var meget flotte - med en enkelt rædsel imellem (Paranubes Cana Morada - den værste spiritus jeg i mit liv har smagt).

Jeg vil ikke komme med detaljerede vurderinger af de enkelte rom. Jeg har valgt at fokusere på nogle overordnede betragtninger om spiritus, der kan kræve tilvænning. Og her er fadstyrke-rom næppe noget, man har større nytte af at udsætte sig for som begynder.

Det der med acquired taste

Jeg synes det er enormt spændende, hvordan smag kan udvikle sig - og hvordan min egen smag løbende udvikler sig. Ikke mindst er det interessant, at man kan komme til at holde meget af noget, som man tidligere ikke kunne fordrage.
Det er den vej, det kan gå med de mere ekstreme udtryk, som spiritus kan have. For tydelighedens skyld blander jeg en smule whisky ind i billedet.

Røget whisky kan skille vandene. For fem år siden brød jeg mig overhovedet ikke om dem. I dag er de mine favoritter. Det er sket via en gradvis tilvænning ved indledningsvis at møde mildere eksemplarer, som jeg fandt lækre.

I rommens verden - og her ser jeg bort fra de sukrede typer, som entusiaster typisk ikke interesserer sig for - er det, der kan skille vandende såkaldt høj-ester rom, som typisk kommer fra Jamaica.

Min første og indtil videre eneste flaske Jamaica-rom, Single Estate Reserve, Worthy Park, købte jeg på baggrund af research, der fortalte mig, at den skulle være relativt moderat i sit udtryk. Jeg prøvede kræfter med halvdelen af flasken, men måtte opgive, da jeg simpelthen ikke kunne lide den.
Heldigvis var der en køber til den sidste halve flaske på Den Blå Avis...

Romsmagningen her bød på en rom fra Hampden Estate, som har ry for at være ekstreme. Men denne rom var relativt moderat i sit udtryk, smagte ok, uden at den gav mig lyst til at slå ind på stien med jamaicansk funk, som nogen kalder de smage, der her bydes på.

Også spiritus med højere alkoholprocent, der jo var på programmet denne aften, er noget, der kan kræve tilvænning.
Det er vel når vi kommer over ca. 50%, at det kan blive aktuelt at skulle vænne sig til styrken.

Hvor jeg tidligere havde en favorit-alkoholprocent for whisky mellem 46 og 50%, lærte nogle whiskyer med højere alkoholprocent mig, at det afgørende er, om alkoholen er velintegreret og balancerer med whiskyens andre elementer - samme princip som med balancen i en vin.
De såkaldte cask strength produkter - eller på dansk: fadstyrke - er ikke fortyndet med vand, hvilket selvsagt forstærker smagsintensiteten og den fysiske oplevelse af alkoholen.

Når man har vænnet sig til mosten...

...byder en smagning som denne på en meget rig oplevelse på et højt niveau.

Januar 2026

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.